Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2644Visninger
AA

29. Le Cendrillon -26-

Kapitel 26.

Til sidst kunne jeg næsten ikke bære mig selv længere, og der gik et stød igennem min krop når jeg prøvede at få vejret.

Da det næsten var ved at gå galt, stoppede Charles endelig op. Hvordan kunne han overhovedet bære Jacqueline og løbe i så lang tid?

Charles satte Jac ned, og jeg opdagede at hun også var stoppet med at græde, men hun havde blodskudt øjne, og sikkert også en frygtelig hovedpine efter at have grædt så irriterende meget. Jac og jegs blikke mødtes, og jeg kunne se at hun ikke lignede en, der kunne holde til ret meget mere i livet – og hun var endda nogenlunde på alder med mig.

Hun måtte have haft et hårdere liv, og måske tænkt på alting på en anden måde. Måske havde denne her oplevelse bare været overkanten.

Charles stemme fik mig til at kigge væk. ''Vi overnatter inde på det her hotel i nat, jeg har nogen penge på mig, og det ser ikke ud til at være så dyrt. I morgen når vi har fået udhvilet os ordentligt, kan vi gennemtænke det hele og brainstorme lidt om hvad der skal ske nu. Hvordan lyder det?'' sagde Charles, og pegede hen mod en lille, faldefærdig lejlighed, som mere bare lignede noget morderen fra en gyserfilm ville bo i, men jeg var så træt og udmattet og alting i mit hoved kørte rundt, at jeg var fuldstændig ligeglad.

''Ser helt fint ud.'' sagde Jacqueline og gabte. Charles nikkede og kiggede så over på mig, og jeg nikkede også. Så begav vi os alle tre indenfor, og Charles gik med faste skridt hen mod en træt receptionsdame sidst i tresserne.

Han begyndte at spørge noget med hvor meget det kostede og sådan, men til sidst stoppede jeg med at høre efter, af ren og skær træthed. Jeg kiggede hen på Jac som havde sat sig i en stol henne ved et vindue.

Jeg gik hen og satte mig i en overfor. De var overraskende behagelige, og lod til at være godt lavet. Jac smilede venligt til mig, men vendte hurtigt blikket mod vinduet igen. Hun virkede meget optaget af hvad end det var, der skete udenfor, og jeg bestemte mig for at jeg lige så godt kunne prøve at starte en samtale, da det virkede som om at Charles ville give sig god tid til at charmere sig ind til et billigt hotelophold.

''Sker der noget spænende derude?'' spurgte jeg og nikkede mod vinduet da hun kiggede forvirret på mig.

''Kan du ikke se de to fugle derude? De er vist nyforelskede.'' svarede hun og nu hun sagde det, kunne jeg godt se, at der var to kridhvide, smukke fugle som fløj rundt sammen med hinanden. Jeg fangede mig selv i at tænke på det som mig og Charles. Det måtte stoppe.

Vi havde ingen følelser for hinanden, slut.

Jeg ville lære Jac bedre at kende, og begyndte at spørge mere ind til det. Det virkede som om der var mere i hende, end den glade pige med de lyse krøller.

''Er det sådan noget du interessere dig for? Altså naturen, dyrene, kærlighed?''

''Jeg har altid gerne villet opleve hvordan det er at leve i en regnskov, altså bare nogen måneder, du ved. Vågne op til forskellige fuglefløjt fra sjældne racer.'' Hun blev pludselig rød i hovedet, og kiggede ned på sine fødder. ''Jeg har altid gerne ville opleve det med en jeg holder af. Altså, du ved hvad jeg mener. En dreng.'' Hun fastholdt blikket nede på sine fødder, så jeg satte mig ned på knæ ved siden af hende, og smilte. Jeg kunne ikke lade vær.

''Jeg ved præcis hvad du mener.'' For det gjorde jeg.

Hun kiggede på mig, og fik et drillende glimt i sine øjne. ''Sig nu til ham hvad du føler.'' sagde hun, og det gav mig et sug i maven. Var det så tydeligt?

Jeg rystede på hovedet. ''Jeg kan ikke, og det er så barnligt, men jeg kan virkelig ikke. Jeg har aldrig kunnet sige sådan noget til folk. Jeg kunne ikke engang sige til min far at jeg elskede ham, da han var ved at dø.'' sagde jeg, min stemme knækkede over i enden. Jeg havde aldrig sagt det til nogen, havde ikke ville indrømme det for mig selv. At jeg var svag. Og nu sad jeg her og sagde det til en bedårende pige, jeg havde fået i et fængsel, men som jeg alligevel følte at jeg kunne betro mig alt til, og alligevel ville hun ikke dømme mig.

Jac satte to slanke, rystende fingre under min hage, og løftede mit ansigt op. En tåre trillede ned ad min kind.

Hun smilte varmt til mig. ''Det er okay, Madeline. Du er ikke den første der har haft det sådan, vi skammer os alle over noget.'' Hun lød virkelig som om hun mente det.

''Hvad skammer du dig over?'' spurgte jeg, for at skifte fokus væk fra mig.

Der var nogen sekunders stilhed inden hun svarede. ''Jeg har aldrig haft nogen venner. Og jeg ved godt, at folk siger sådan noget, selvom de har i hvert fald en håndfuld, men jeg har virkelig aldrig haft bare én. Og jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg sad bare for mig selv, og prøvede ikke engang, og når jeg så nogen få gange prøvede, var det ikke rigtigt. Men jeg ved ikke, jeg tror jeg var bange for at blive afvist. Jeg vidste, at hvis jeg fik et nej, ville jeg ikke kunne tage det.'' Hun åndede ud, og smilte forsigtigt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde altid haft i hvert fald tre venner, og jeg kunne ikke engang forestille mig hvor frygteligt det måtte være, ikke at have nogen overhovedet. At sidde alene i frikvartererne, at spise alene, at gøre alt alene.

Så jeg bredte armene ud, og krammede hende. Længe, og hårdt.

Endelig kom Charles hen til os. Han rømmede sig, og jeg kunne ikke undgå Jacquelines blik. Hun blinkede til mig.

''Jeg går lige på toilettet, undskyld mig.'' Hun klemmede hurtigt min skulder, og jeg smilte diskret til hende.

Så stod mig og Charles tilbage alene, og kiggede akavet på hinanden. Jeg kunne høre at receptionsdamen også smuttede.

Vi var helt alene, og min hurtige hjertebanken hørtes tydeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...