Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2689Visninger
AA

28. Le Cendrillon -25-

Kapitel 25

''Charles?'' sagde Jacqueline stille. ''er du sikker på at det her nok skal gå?''

Charles stoppede med at kravle et par sekunder, og vendte så langsomt hovedet mod Jacqueline. ''Nej, men det er forsøget værd.'' sagde han med et frækt glimt i øjnene, og et selvsikkert smil.

Jacqueline skævede nervøst til mig. Jeg trak på skuldrene, og prøvede at smile, men det blev ikke til andet end en mærkelig grimasse. Hendes ansigtsudtryk viste at hun var oprigtigt bekymret, så jeg tørrede min hånd af for jord, og lagde den på hendes skulder, sørgede for at holde mig selv under kontrol, så jeg ikke rystede og hun ikke kunne mærke hvor nervøs jeg også var. Jeg kiggede hende i øjnene, og talte med min roligste stemme. ''Charles laver bare sjov, Jacqueline. Tro mig,'' et stille fnys kom fra Charles. Jeg sendte ham et truende blik, og kiggede så tilbage på Jacqueline.

Hun nikkede, og tog så min hånd. ''Forresten, så bare kald mig Jac. Det er nemmere.'' sagde hun med et lille smil på læben.

Jeg gengældte hendes smil.

''Når i er færdig med jeres lille samtale, så sig endelig til. Det er jo ikke fordi at vi er på flugt og helst ikke skal fanges igen.'' sagde Charles, og jeg kunne ikke lade vær med at fnise.

Hvad skete der med mig? Jeg plejede ikke engang at synes at sarkasme var særlig sjovt, men det var som om at alt bare blev sjovere når han sagde det.

Han kiggede på mig, med det ene øjenbryn hævet, og igen kunne jeg mærke sommerfuglene i maven.

Jeg trak på skuldrene, han rystede på hovedet og kiggede væk. Vi kravlede videre – hvor lang var denne her gang ikke lige?

Pludselig stoppede Charles og Jacqueline op, men da jeg havde travlt med at kigge ned i jorden, bankede jeg op i Jacqueline. ''Undskyld,'' mumlede jeg, men Charles tyssede på mig. Jeg kiggede op og så lys strømme ind gennem et lille hul.

Jeg kravlede op ved siden af Charles, og lænede mig ind mod ham, ''Så, er det her den såkaldte udgang?'' hviskede jeg, og han smilte skævt til mig. ''Tja.. ja, det er vel den såkaldte udgang. Det var nok nemmere at komme igennem da jeg var mindre, men vi har ikke noget valg. Medmindre du er kravlet hele denne her vej, bare for at kravle tilbage og blive fanget?'' Jeg skulle lige til at sige at han skulle dæmpe sig, men det nåede jeg ikke før vi hørte vagters stemmer runge gennem gangen.

Jacqueline gav sig med det samme til at græde, og Charles tog mit ansigt mellem sine hænder. Sommerfuglene voksede sig større, som ville de sprænge ud af min mave når som helst. Han holdte mit blik fast, og udtalte tydeligt hvert et ord, ''Jeg starter med at komme ud af hullet, og så kommer du og Jac lige bagefter. Okay? Hører du mig? Ikke vent på at Jac er færdig med at tude eller noget. Hvis der er nogen vagter derude vil de sandsynligvis tage fat i jer lige så snart i er ude, så vær parat til at slå mindst én vagt ud, okay?'' Jeg nikkede stift. Hørte efter hvert et ord. ''Godt. Lige så snart der ikke er flere vagter, så løb, for der går ikke særlig lang tid før der kommer flere. Og flere. Så tag Jac i hånden, og løb sammen så hurtigt væk som muligt. Bare løb. Også hvis jeg ikke er med – husk på hvad jeg sagde tidligere. Lige meget hvad der sker så ikke stop op.'' Jacqueline kom op ved siden af os, hun græd stadig. Tårerne trillede hurtigt ned ad hendes kinder.

Hun tog en dyb indånding, mig og Charles stirrede bare på hende – ventede på at hun sagde noget. ''De kommer nærmere. Vagterne. Jeg kan høre deres fodtrin.'' tudbrølede hun. Jeg prøvede at berolige hende så stille jeg kunne.

Charles lagde en hånd på min skulder. ''Jeg går nu. Hver klar til at komme lige bagefter.'' Jeg nikkede, og tog hans hånd. Jeg kunne ikke lade vær.

''Pas på, okay?'' hviskede jeg, og han nikkede.

Jeg gav slip, og han hoppede ud. Lige så snart han var ude, kunne jeg høre sværds klingen mod hinanden, og jeg stilte mig på knæ for at kravle ud af hullet.

Jeg så hen på Jacqueline, og kiggede hende dybt i øjnene. ''Lige så snart jeg er ude, så kravler du ud, okay?'' Hun nikkede, og tørrede sine øjne. Jeg begyndte at kravle så hurtigt som muligt ud af hullet, og som jeg havde sagt kom Jacqueline lige så snart jeg var hoppet ud.

En hånd tog fat om mit hår, og hev mig ned at lægge på jorden. Mit hoved bankede mod asfalten, og jeg kunne høre mig selv skrige, Charles kalde på mig, og Jacqueline græde. Jeg kæmpede mig op at stå igen, og åbnede øjnene. En veltrænet mand i starten af trediverne stod foran mig med et irriterende, selvtilfreds smil.

Jeg løb frem mod ham, sparkede ham i skridtet, og slog ham med en knytnæve i maven. Han vaklede baglæns, ind mod en anden vagt som skulle til at slå Jacqueline, og hun udnyttede chancen til at slå ham med siden af kniven, ligesom Charles havde sagt at vi skulle.

De væltede over hinanden, og ned på asfalten. Den ene lå tilbage, bevidstløs, men den anden skulle til at rejse sig op. ''Du kan tro nej.'' sagde jeg og sparkede ham med fuld kraft i siden af hans mave.

Jacqueline tog min hånd. Jeg kiggede over mod Charles, som var i fuld gang med at slås med en vagt som så ud til at være ti gange så stor som ham.

Og så ved jeg ikke hvad der gik af mig.

Jeg slap Jacquelines hånd, løb hen til vagten, hoppede op på hans ryg og begyndte at slå løs på ham, så godt som jeg nu kunne mens jeg hang der.

Han fik sådan et stort chok, at han var ved at vælte, men alligevel ikke stort nok til at han faktisk gjorde det.

Han kom til fornuft, og resten skete meget hurtigt. Charles prøvede at stoppe vagten, mens han, med mig hængende på ryggen, løb over mod Jacqueline, holdt hende fast, og skar en lang, dyb flænge i hendes ben. Et højt, skingert smertensskrig undslap Jacquelines læber. Vagten grinte hånligt og smed hende hårdt ned mod jorden igen.

Hun prøvede at undgå at falde ned ved at støtte med armen, og vi kunne alle høre et højt knæk.

Hun skreg igen, længere, højere, og jeg løb hen mod hende. Charles råbte et eller andet, og jeg tror nok at han slog vagten bevidstløs. Han tog i hvert fald forsigtigt Jacqueline på ryggen, mig i hånden, og vi løb så hurtigt vi kunne ud af kongens område, langt, langt væk. Jeg kunne stadig høre Jacquelines skrig og råb om hjælp, mens vi løb, og løb, og løb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...