Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2686Visninger
AA

26. Le Cendrillon -23-

Kapitel 23.

''Charles? Går du nu mod din egen far?'' sagde en hård stemme, men jeg kunne høre nervøsiteten trænge på. Jeg åbnede mine tidligere lukkede øjne, og så sorte sko bevæge sig hen til mig. Hænder tog fat under mine arme, og løftede mig op. ''Er du okay?'' hviskede en stemme ind i mit øre, og fik en kuldegysning til at løbe igennem mig.

Jeg tog hans hænder af mig, og vendte mig om, så jeg stod ansigt til ansigt med Charles. ''Hvad laver du her?'' vrissede jeg. ''Er du ikke ligeglad med hvor jeg er?''

Han så træt ud, og man kunne se at han ikke havde spist i flere dage.

''Jeg.. Der var sket noget med min hukommelse. Jeg kunne ikke huske dig. Jeg..'' Hans stemme knækkede over, og han kiggede væk. Jeg kunne se at han tog sig sammen. Han gik hen til sin far, så de stod med kun få centimeter mellem hinanden.

''Hørte du mig ikke? Lad. Hende. Gå.'' Jeg tog mig sammen, og påpegede; ''Og Jacqueline!'' Jeg kunne se at han smilede. ''Og hende.''

Kongen rømmede sig, og rettede sig op. ''Vagter, gå ud.'' sagde han med hård stemme, og de adlød med det samme, uden så meget som at se forvirret ud. Men jeg vidste hvorfor han ville have dem til at gå – han ville ikke have at de skulle se, at kongen ikke kunne styre sin egen søn. At han ikke kunne standse ham. For det kunne han ikke.

Charles tog et par skridt tilbage, løftede sin arm, og gav sin far en knytnæve, hårdt op i hagen, og mens hans far stadig prøvede at forstå hvad der lige var sket, løftede jeg Jacqueline op på Charles ryg, mens jeg selv tog hans hånd, og vi løb sammen ud af døren, så hurtigt, at vagterne ikke kunne nå at reagere før vi var et godt stykke foran dem.

''Gør præcis det samme som mig,'' småråbte Charles til mig, da han åbnede en dør til en altan, og hoppede ud fra altanen, og op på et tag. Jeg skulle til at gøre det samme, da jeg kom til at tænke på noget – vi havde glemt min gudmor. Jeg kiggede på Charles, og gjorde mit blik hårdt. ''Vi kan ikke flygte uden min gudmor!'' råbte jeg til ham, og han kiggede mig over skulderen. Kongen var nok ved at komme sig.

Han vendte sig mod mig, og kiggede strengt, men også undskyldende på mig. ''Det har vi ikke tid til. Jeg er ked af det.'' sagde han.

''Kom her!'' sagde en anden stemme – Neal.

Jeg tog mig sammen, og fulgte ham så godt jeg kunne. Jeg fokuserede på at tænke på hvor langt oppe vi var. For andre ville det måske ikke hjælpe, men jeg vidste, at alle de hundrede vagter der stod omkring hele slottet nede på jorden, ikke kunne nå os.

Jeg gav mig selv lov til at kigge på Jacqueline, som heldigvis stadig sad og klamrede sig til Charles. Jeg kunne se at Charles selv havde svært ved stadig at holde tempoet oppe med hende på ryggen.

''Skal jeg tage hende? Er det okay, Jacqueline?'' Hun nikkede, og han stoppede op og jeg viklede forsigtigt hendes rystende arme fri af hendes tag i hans T-shirt, og anbragte hende på min ryg. Jeg lagde en hånd på Charles skulder, og prøvede at ignorere Jacquelines negle, der borede sig ned i mine skuldre. Hvis Charles kunne, kunne jeg også. ''Vi er nødt til at komme væk herfra. Kender du ikke en genvej som kun du kender?'' Jeg prøvede at bevare roen i min stemme, prøvede ikke at begynde at skrige og græde. Det kunne jeg ikke tillade mig. Jeg havde trods alt ikke kendt min gudmor.

Han løftede hovedet, og mødte mit blik, med et pint udtryk i øjnene. ''Jo, men vi kan komme til skade. Du må love mig, at du passer på dig selv, og Jacqueline. Og lige meget hvad jeg gør, så lad vær med at stoppe op.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...