Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2818Visninger
AA

25. Le Cendrillon -22-

Kapitel 22.

Jeg blev endelig stillet ned på gulvet, efter at være blevet båret rundt på, mindst én time.

Mine øjne kiggede panisk efter Jacqueline, lige så snart jeg kunne stå op igen, men jeg kunne ikke se hende, før en hånd klemmede min.

Jeg kiggede en smule forskrækket ved siden af mig, og så hendes skræmte blik, mens hun klemte blodet ud af min hånd, som sikkert var ved at blive blå.

''Jacqu.. Jacqueline..'' hviskede jeg, og kiggede ned på min hånd.

''Åh, undskyld, Madeline. Hvad sker der?'' hviskede hun tilbage, og slap den. Blodet strømmede hen i den, og gjorde den varm.

''Jeg ved det ikke. Men lige meget hvad, skal du ikke tænke på mig, okay? Jeg skal nok redde mig selv..'' hviskede jeg, men kom så til at tænke på at jeg nok havde formuleret det lidt forkert, så jeg tilføjede hvis der sker noget. Hun nikkede, med sammenpressede læber.

Kongen kom ind af døren, og begyndte at gå frem og tilbage foran mig og Jacqueline.

''Har du tænkt dig at fortælle os, hvad vi laver her?'' spurgte jeg stift. Jeg havde ikke tænkt mig at spilde min tid på at være sød. Han havde alligevel ikke i sinde at gengælde det.

Han stoppede med at gå frem og tilbage som en idiot, og gik hen foran mig, så tæt på, at jeg kunne dufte hans mandeparfume.

''Pas nu på med at være for rapkæftet, frøken,'' sagde han, tog fat i min ryg, skubbede mig endnu tættere på, og slog en knytnæve ind i min mave, så luften blev slået ud af mig, og det sortnede for mine øjne. Små, dansende, sorte pletter. Han gav slip på min ryg, og jeg faldt slap ned på stengulvet. ''For jeg kan gøre sådan her, hvor og hvornår jeg vil.'' Og med de ord, gik han hen til Jacqueline, og jeg bad til at han ikke gjorde hende noget ondt, da døren gik op, og en forpustet stemme lød, men jeg kunne ikke se noget.

''Lad hende gå.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...