Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2654Visninger
AA

24. Le Cendrillon -21-


Kapitel 21.

''… Jeg hedder forresten Jacqueline.'' sagde hun, og solen stod op udenfor. Solstriber fik hendes hår til at skinne i solen.

Vi stod helt tæt op ad tremmerne, og hun gav mig hånden. ''Madeline,'' sagde jeg og gav hende min hånd. Hun kiggede på mine negle.

En rynke viste sig mellem hendes øjenbryn. ''Hvor lang tid har du været her?''

''Det ved jeg faktisk ikke …'' sagde jeg stille og kiggede ned. Hvor lang tid har jeg egentlig væres her?

Der lå sig en tung stemning, oven på den glade stemning som havde været her hele natten, og kvalte den.

Jeg rystede på hovedet og skyndte mig at skifte emne. ''Jacqueline, sagde du? Det er noget af en mundfuld, hva?'' sagde jeg i et nogenlunde normalt toneleje, og prøvede at smile så godt jeg kunne. Hun smilede igen.

''Det har du ret i. Min mor elskede lange navne. '' Hun bed sig i læben, og kiggede på sine slidte skosnuder. Jeg havde aldrig før lagt mærke til det, men hun havde en ualmindelig lys stemme.

Jeg følte et stik i maven. ''Elskede?'' spurgte jeg, men ville med det samme ønske at jeg kunne tage det tilbage. ''Åh …'' Hun græd igen. Jeg tog min hånd mellem tremmerne, og op til hendes kind, og tørrede hendes tårer væk.

Hun snøftede og så smilende op på mig. ''Tak, Madeline. Men jeg ved, at mit liv også snart er ovre. Jeg ved det, og jeg vil bruge min tid i fængslet på at være glad. Jeg vil ikke spilde et eneste sekund på at græde længere.'' Hendes ord rammede mig dybt, og jeg må kæmpe for at smile igen. Hun ved, at hun skal dø. Men hvorfor?

''Hvorfor..'' kvækkede jeg, ''skal du dø? Altså, hvad har du gjort for at fortjene døden?'' Min stemme forvandlede sig til en hvisken.

''Jeg.. Jeg kan ikke huske det. Det ene øjeblik bliver jeg dolket i ryggen, det andet øjeblik bliver jeg skubbet herind.'' svarede hun og kiggede mig ind i øjnene.

''Jacqueline, ha …'' Pludselig kom der en vagt ind i hver vores celle, og tog fat omkring vores arme, og fik mig med det samme til at skrige og fægte med både arme og ben.

Den vagt der havde taget fat i mig, tog en arm rundt om mine arme for at holde dem stille, og en anden arm over min mund.

Jeg så Jacqueline ud ad øjenkrogen, liggende nede på det kolde gulv, bevidstløs, mens hendes vagt var i gang med at bære hende ud ad cellen i benene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...