Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2685Visninger
AA

23. Le Cendrillon -20-


Kapitel 20.

En stribe lys, som akkurat kunne slippe gennem tremmerne, lyste mig ned i ansigtet. Jeg satte mig op, og strakte min ryg, som var begyndt at tage skader af stenbjælken, jeg sov på, som jeg havde gjort i noget der føles som flere uger.

Jeg kunne se gåsehuden stryge sig hen over mine beskidte arme, da jeg satte fødderne ned på det kolde gulv. Det sendte en kuldegysning op gennem mig, men jeg bemærkede det knap nok.

Jeg stilte mig helt op, og mit blik fløj hen til stenbjælken. Flere blodpletter havde taget plads på den, og det fik mig til at kigge på mine fingre.

Der sad jord i kanterne, men det var ikke det som var årsagen til blodpletterne. Det var den samme grund, som det havde været siden Charles – jeg fik en bittersmag i munden så snart jeg tænkte på ham – var kommet og havde råbt ad mig, og skræmt mig, og ladet som om han ikke kendte mig.

Det var fordi jeg havde bidt i mine negle endnu en gang. Jeg havde bidt ned til kødet nu, så de sveg og afmærkede blodpletter, hvor end jeg rørte.
Jeg ville ønske jeg havde noget koldt, frisk, vand. Jeg ville ønske jeg ikke var her. Jeg ville ønske.. Og så begyndte tårerne igen igen, at lave streger i mit ansigt. Jeg håbede altid på at græde nok tårer til at kunne vaske alt jorden af. Men der var aldrig nok tårer.

Jeg satte mig på hug nede på gulvet, og lå ansigtet mellem knæene, og armene omkring knæene, så varmen fra de forsigtige solstråler varmede en streg i mit uredte hår.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle overleve herinde meget længere.

Jeg længtes efter smagen af vand, jeg knap nok kunne huske. Jeg længtes efter at mærke jord mellem tæerne. Jeg længtes efter at hælde vand ned over mig, og nynne, når jeg sommetider fik en fridag fra rengøringstjansen. Jeg længtes efter alt, der ikke var hernede. Mine skuldre begyndte at ryste, og et hulk slap ud af min mund, og snart stortudede jeg igen.

 

To timer senere, tørrede jeg mine røde øjne, og mit opsvulmede ansigt, og lænede mit hoved mod sengekanten.

Jeg sukkede og stirrede op i solen, så jeg ikke begyndte at græde igen.

Da jeg næsten var fuldkommen blændet, hørte jeg en af fængselsdørene blive åbnet.

Jeg vendte forhåbningsfuldt hovedet for at se om det var min dør, så jeg slog mit hoved hårdt mod kanten af stenbjælken.

''Av..'' hviskede jeg bittert gennem sammenbidte tænder, mens jeg tog mig til hovedet.

Og jeg måtte også se skuffet på min dør. Hvis man overhovedet kan kalde 5 tremmer man tilfældigvis kan åbne, en dør.

Jeg kiggede hen i den anden celle, i samme øjeblik jeg kunne høre en ar de knirkende 'døre' blive lukket igen.

To vagter smilede og grinede smørret og ondt, mens de låste døren, og gik hen til udgangen af fangekældrene.

Et kort øjeblik overvejede jeg at fløjte til dem og bruge en form for flirt for at komme ud herfra, men så kom jeg til at tænke på, hvor rædselsfuld jeg så ud. Næsten lige til en skrækfilm.

Jeg sukkede igen, og læner hovedet op ad.. ingenting. Min ryg faldt ned med et bump, og jeg snittede hovedet op ad den vandhane som hang på væggen, der skulle komme vand ud af, hvilket der ikke gjorde.

En ukendt lyd slap ud ad min mund, og jeg bed tænderne hårdt sammen, så en blodlignende smag bredte sig i min mund. Jeg var kommet til at bide mig i indersiden af min kind.

Skønt. Jeg havde bidt mig selv i kinden, alle mine ti negle sveg som fanden, og mit hoved dunkede.

Jeg tog mig til hovedet, og med det samme forsvandt solen. Jeg gik forsigtigt hen til det lille vindue, dér, hvor jeg havde stået da Charles råbte ad mig. Tanken sendte igen en kuldegysning igennem mig. Jeg fik en sur smag i munden, hver gang jeg tænkte på ham.

Jeg havde fået en ny tankegang siden jeg var kommet ned til fangekælderen. Jeg var blevet.. hårdere.

Han skulle ikke få lov til at knuse mit hjerte, og jeg ville ikke græ.. Tårerne samlede sig, og røg ned på vindueskarmen, der bestod af sten, for vinduet var bare en fordybning i muren, med tremmer, så jeg ikke kunne smutte ud.

Jeg tog mine arme omkring hinanden, og strøg mine hænder frem og tilbage, hen ad armene, da der pludselig var blevet koldt.

''Efterår.'' sagde en usikker stemme, og gav mig et mindre chok.

Jeg vendte mig hen mod den anden celle, den, der lige havde fået en ny ven.

Der stod en pige, omkring samme alder som mig, og rystede så hendes lange, mørke, krøller hoppede og dansede, og så langt mere optimistisk ud end hende selv. Hun så skrøbelig, og nedslået ud, med revner i læberne, og utroligt røde øjne. Hun var lige blevet fanget, så hendes hud var ikke så beskidt som min, og hun havde ikke jord mellem neglene, eller uredt hår. Hun var smuk, og hvis jeg så hende under normale omstændigheder, ville jeg sikkert være blevet jaloux. Men jeg havde alt for mange andre følelser, så den kunne jeg ikke også give plads til. Hun havde en lyseblå kjole på, som ikke passede til hendes sorte Converse.

Jeg tog mig selv i at stirre. ''Undskyld, hvad?'' sagde jeg stille, for jeg ville ikke have at alle de gamle og fordrukne mænd i de andre celler, skulle lytte med. Jeg havde en følelse af at jeg ikke ville dele hende med andre. Men det var måske bare fordi jeg aldrig havde haft en ven før.

''Det er ved at blive efterår.'' sagde hun lige så lavt som mig, og pegede ud mod vinduet. ''Så bliver det koldt.'' Hun lod en tåre falde, og jeg fik med det samme medlidenhed med hende, selvom jeg vidste sådan en følelse kun ville bringe mig i problemer.

Jeg nikkede, og gik tættere på hende, og hun gik tættere på mig.

Vi snakkede til langt ud på natten, og hun holdte mig lys vågen. Vi grinede næsten sammen, og lavede grin med kongen og hans hær. Vi lavede endda en smule grin med Charles, selvom hun ikke vidste hvad han hed, hvilket var mærkeligt, for der var plakater af ham overalt i byen.

Og jeg måtte indrømme, at det var en god følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...