Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2632Visninger
AA

3. Le Cendrillon -2-

Kapitel 2.

 

Jeg rejste mig op og børstede græsset og jorden af min kjole.

''Hej.'' svarede jeg og pustede lidt hår væk fra ansigtet.

Jeg ved ikke hvad han havde forventet. Sikkert at jeg ville løbe efter ham og skrige hans navn, men han kiggede undrende på mig, altså rynkede sine øjenbryn og sådan.

Jeg vendte mig om for at gå, da han vendte mig om igen med en stærk hånd.

''Vent,'' sagde han med en smuk engelsk accent. Perfekt. Jeg sukkede.

Jeg rystede mig fri af hans hårde greb om min arm. ''Bare kald mig Askepot. Hvad vil du?'' Jeg havde ikke lyst til at være sød. Han skulle vide at det ikke var alle i verden der elskede ham. Og han behøvede ikke at vide mit rigtige navn, da vi alligevel aldrig ville mødes igen.

Han rynkede igen brynene og pustede en tot hår væk fra sit ansigt så man kunne se et af hans fint formede, altid drømmende øjne. ''Askepot.'' sagde han og smilede. Selvfølgelig et smil med tydelige smilehuller. ''Skal jeg følge dig hjem?''

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Helt ærligt, er han en engel? tænkte jeg, og blev nødt til at minde mig selv om at jeg hadede ham.

Jeg vendte mig om og begyndte at gå. ''Nej, jeg klarer det,'' Jeg vidste ikke om han var hurtig til at gå og jeg skulle altså meget hurtigt hjem, ellers slog Miss Thens mig ihjel. Og det ville ikke være så godt, da jeg bedst kunne lide at være i live. Rengøringskone eller ej. Og så ville jeg bare heller ikke følges med ham.

''Okay så.'' sagde han og trak hånden til sig igen. Han vendte sig ikke for at gå hjem, men kiggede ned i jorden. ''Er du sikker?'' kom det usikkert.

Jeg knugede hænderne sammen, tog en dyb indånding og vendte mig om, klar til at sige noget der måske ville såre ham. I hvert fald hvis jeg kom til at gå for langt.

''Hør, Prins Charles. Jeg er rengøringskone, og rengøringskoner må ikke have en kæreste. Vi to er fra helt forskellige verdener. Vi har intet tilfælles. Tro mig, du vil ikke have en flirt med mig. Jeg arbejder. Jeg laver noget. Vi vil aldrig komme til at have noget tilfælles. Og nu må jeg komme hjem, ellers er der en der slår mig ihjel!'' Jeg kæmpede med tårerne da jeg ikke ville græde. Ikke nu. Han var ikke mere anderledes end de få andre drenge jeg havde sagt nej til, gennem årerne. Eller var han? Det spørgsmål gnavede sig ind i min hjerne, for at få plads mellem alle de tusind andre tanker, fantasier, mareridt, og dem der var flest af: spørgsmål.

Han kæmpede ikke for at holde tårerne væk. Han lod dem trille, men så hård ud alligevel.

''Hvis det er sådan du ser på mig,'' Han snøftede lidt og rystede på hovedet, ''Så kan jeg ikke gøre andet end at sige, du måske kunne have givet mig en chance'' Han vendte sig om, jeg gjorde det samme. Han begyndte at gå, for derefter at standse op.

''Bare et spørgsmål,'' Jeg stoppede ikke med at gå bare fordi han talte til mig. ''Hvem arbejder du for?'' Det spørgsmål fik mig til at standse op alligevel og tage endnu en dyb indånding. Jeg lukkede mine mascara fyldte øjne og lod tårerne løbe, da han ikke kunne se mig.

''Min familie.'' svarede jeg tørt og hårdt uden nogle tegn på at jeg græd lige i det øjeblik.

Han vendte sig bare om og gik. ''Nå, men så må du hellere komme der hen, inden nogle slår dig ihjel,'' Jeg vidste han synes det var frygteligt, at jeg arbejdede for min egen familie. Også selvom han prøvede at lyde ligeglad.

Vent nu lige.. hvad havde han sagt? Åh nej! Hun ville slå mig ihjel! Jeg løb bare af sted mens mine tårer løb lige så hurtigt ned ad mine kinder som små klare krystaller, for så at nå ned til min mundvige så jeg kunne smage den salte smag, som når man er på stranden og dykker. Havde jeg hørt, da jeg aldrig selv havde oplevet en strand.

Endelig nåede jeg til mit hjem.

Eller... det var egentlig ikke godt. Jeg kom hjem til et råb.

''ASKEPOOOT?! HVOR HAR DU VÆRET?!'' Man kunne vidst godt sige at Miss Thens var sur. Nej det var en underdrivelse... Hun var utroligt rasende.

Jeg småløb ned til hendes værelse, samlede en ny stram knold op, og åbnede døren. ''Undskyld! Her har du dit brød. Jeg kommer med saftevand og ost til brødet lige om lidt!'' Hurtigt vente jeg mig om. Jeg ville godt ud så hurtigt som muligt.

''Kom lige herhen Askepot,'' sagde hun. Hun lød mystisk, men selvfølgelig stadigvæk sur.

Jeg tog en dyb indånding og pustede som altid lidt hår væk fra ansigtet. ''Selvfølgelig.'' Jeg gik hen til hende. Hun stilte sig op fra sengen.

Det næste der skete, skete meget hurtigt. Jeg følte smerte. Jeg tog mig til kinden.

Miss Thens havde givet mig en lussing. Min egen stedmor havde slået mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...