Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2812Visninger
AA

21. Le Cendrillon -19-

Kapitel 19.

Jeg forstod det ikke, hvorfor ville mine fødder vende om? Den pige var vendt tilbage til mine tanker tusinde gange, på én time.

Hvem var hun? Burde jeg give hende en chance, eller holde mig væk fra en der sad til fange? Nu lyver jeg for mig selv. Min far smider alt for tit uskyldige mennesker i fangekælderen. Han er så gammeldags, men fangekældre og kareter.

Jeg nikker til en af vagterne, idet jeg går ind ad porten til Neals småstore borg. Himlen var ved at blive grå, da mine tanker igen fløj hen til den kolde, beskidte pige, med de skræmte øjne der havde udspilet sig hver gang jeg havde sagt noget den mindste tone for højt. Mig, der havde været så ond ved hende, at råbe ad hende.

Jeg følte mig som et frygteligt menneske, og tænkte negative tanker om mig selv hele vejen hen til badeværelset ved siden af mit soveværelse, og mens jeg sank ned i det bad, en tjenestepige havde gjort klar til mig, mens jeg løb.

Jeg kiggede ud af vinduet, og så at de første regndråber var begyndt at falde. Så kom der flere, og flere endnu. Hele tiden dryppede der fine krystaller ned fra himlen, og gled ned fra mit vindue.

Jeg lukkede øjnene, og lod også mine skuldre komme ned over vandet, så skummet fra sæben sagde en boblende lyd der først stoppede, da jeg igen lå helt stille.

Langsomt faldt jeg hen.


 

Jeg løb alene i en verden, der så så skrøbelig ud, at jeg var bange for at gøre så lidt som at trække vejret. Det hele var lavet af glas.

Der var revner i glasset, over det hele. Selv i træerne, som også var lavet af det tynde, fine, glas.

Jeg hørte host, og plasken i noget vand, jeg ikke kunne se der hvor jeg stod, omringet af træer. Jeg hørte hulken, som endte med at blive kvalt.

Jeg løb, væk fra træerne, fra skoven. Jeg nåede forpustet en sø, der boblede og skummede.

Jeg så en hånd, vinke ivrigt og kæmpede for at få det der hørte til den, op over overfladen. Det var ikke en helt almindelig sø, det var sæbevand, som pigen var ved at drukne i.

Ivrigt efter at redde hende, hoppede jeg ned i vandet. Men vandet sugede mig med ned.

Jeg åbnede øjnene nede under det skummende vand, selvom det sveg. Jeg måtte bare se hende, jeg nu havde dræbt mig for.

Hendes hår svømmede oppe over hendes hoved, og så, så smukt ud. Det var orange, eller lyst. Jeg kunne ikke se det, for jeg måtte knibe øjnene sammen.

Hun havde en bleg hud, og en grå slidt kjole, der lignede at den var blevet hivet i, efter et bal.

Hun havde luft i sine kinder, og de samme streger som øjne, som mig selv.

Og så gik det op for mig, at hun prøvede at komme væk. Hun var ved at blive kvalt af sæben der svøbte sig om hendes hals som et monster, da hun skreg lydløst hernede. Der var helt hvidt.

Hun kæmpede med armene, og sprællede med benene. Et forsøg på at slippe væk fra mig. Var denne smukke pige bange for mig?

Jeg ignorerede hendes svage forsøg på at svømme væk, og tog armene om hende. Hun var ved at svinde hen, og jeg havde heller ikke selv meget luft tilbage.

Hendes øjne lukkede sig langsomt, og hendes arme og ben blev svagere og svagere.

Jeg tog hendes ansigt mellem hænderne, og pressede hendes læber mod mine.

Jeg kiggede på hendes øjenlåg, da hun åbnede sine lysende øjne, som skreg efter luft. Og så lukkede hun dem, for så at åbne dem igen. Åbne, lukke, åbne, lukke. Som om hun ikke kunne bestemme sig, om hun skulle have lukkede eller åbne øjne.

Mens jeg stadig pressede mine læber mod hendes, der blev svagere og koldere jo længere tid der gik, gik det hele i stykker.

Alle de tusind glasstykker, faldt fra hinanden, og vi begyndte at falde, det endeløse fald, mod intetheden.

Pigen åbnede sine øjne, og tog sine hænder op mod mit ansigt.

Hun lagde en hånd på min kind, og kiggede i mine øjne. Og så kyssede hun også mig, mens vi blev ved med at falde, og falde, og falde.


 

Jeg hostede og skyndte mig op af det skummende vand. Jeg tørte mig, tog mit tøj på, og løb ud af borgen.

''Madeline.'' hviskede jeg til mig selv, og begyndte at løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...