Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2632Visninger
AA

20. Le Cendrillon -18-

Kapitel 18.

Min krop var våd af sved, og det samme med mit hår. Jeg var ligeså lige kommet ud af Stjerneskoven, og jeg havde tænkt mig at gå resten af vejen.

Jeg havde ikke kunnet få den pige ud af mit hoved, siden jeg havde set hende. Havde hun sagt hvad hun hed? Nej, så ville jeg nok have husket det.

Jeg havde tænkt lidt over det hele, mens jeg løb, fordi vinden mod mit ansigt, fik mig til at tænke klarere. Jeg var kommet frem til, at jeg nok bare måtte lære at leve med den irriterende følelse, der var begyndt at gnave sig ud mod hele min krop. Jeg forventede halvt at besvime, men der skete ikke noget.

Jeg havde sat mig på en meget stor sten, fordi en kvalme havde stoppet mit løberi.

Jeg overvejede også at tage til en læge, men jeg væmmes ved tanken, fordi jeg havde haft det så dårligt sidste gang jeg var der. Det var udelukket.

Jeg måtte bare snakke med min far, for der var noget han skjulte for mig. Noget han ikke fortalte mig, og jeg måtte vide hvad det var. Måske vidste han noget om den underlige følelse, og de utydelige minder?

Et øjeblik tænkte jeg på at gå tilbage til hende pigen, men jeg ville ikke se hendes sårede blik, jeg ville ikke være så forvirret over hvorvidt jeg kendte hende, og jeg kunne virkelig ikke risikere at miste min selvkontrol igen, og begynde at råbe af hende.

Det eneste gode ville være at jeg ikke ville føle den tomme følelse længere for en kort stund, men det ville hun ikke få noget godt ud af.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte en mærkelig trang til at passe på hende, og jeg følte at jeg hørte til hos hende, og hun hørte til hos mig, selvom jeg knap nok havde snakket med hende.

Mine fødder begyndte at bevæge sig mod den sti, der førte til hende, og jeg kunne ikke stoppe dem. Det var som hvis de styrede sig selv.

Jeg overvejede næsten at råbe af dem at de skulle stoppe, men der var stadig et par landmænd, og de ville nok tro at jeg var sindssyg, hvis jeg råbte af mine fødder. Det kunne jeg nu også godt følge dem i, så jeg gjorde det altså ikke.

ville jeg også bare ende oppe på hospitalet, og så ville jeg få lyst til at spise igen, for jeg havde åbenbart en utroligt dårlig selvkontrol lige nu. Jeg følte mig i det hele taget meget usikker, på alt. Som om jeg kunne gå i stykker, hvis nogen så lidt som pustede til mig.

Som om jeg ville gå i tusind bitte små stykker, små sorte glasstykker.


 

Mine fødder var i fuld gang med at komme hen til pigen, og de hurtige skridt blev ikke langsommere da vi kom ud på grusstien, der fik det til at knase under dem.

De stoppede endelig op, da vi kom til indgangen af slottet. Men hvorfor stoppe der?

Jeg kiggede ind i haven, ved siden af indgangen, og bestemte mig så for, bare at gå ind. Men jeg så et frygteligt syn.

Og pigen var en del af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...