Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2650Visninger
AA

19. Le Cendrillon -17-

Kapitel 17.

''Jeg er helt færdig..'' sagde jeg stille, da sygeplejersken kom ind, og spurgte om jeg var mæt, selvom hun vidste at jeg ikke ville stoppe bare fordi jeg var mæt. Men jeg havde den største kvalme jeg havde haft, siden jeg havde været med til min onkel og tantes bryllup, hvor jeg havde spist alt for meget kage.

''Ønsker De en løbetur, efter al den mad?'' spurgte sygeplejersken forsigtigt. Det var noget nyt.

Jeg tænkte lidt over det. ''Ja, nu du spørger,'' sagde jeg, ''så kunne det da være godt nok. Måske hjælper det med lidt frisk luft. Henter du mit gamle løbetøj?'' Hun nikkede så hendes krøller dinglede ned fra hendes rodede knold, og lukkede forsigtigt døren i.

Jeg lagde mig tilbage i sengen, og tog nogen dybe indåndinger. Det var lang tid siden jeg sidst havde løbet, så mit løbetøj lå nede i bunden af mit klædeskab. Jeg satte mig brat op, og kløede mine øjne.

Mit blik fløj hen til døren. Det var min far, som kom gående ind, med blikket klistret til vinduet, som om han prøvede at undgå at få øjenkontakt med mig.

''Hvad sker der?'' prøvede jeg, mens jeg søgte mod hans øjne. Jeg kunne se han, med besvær, ignorerede mit forsøg. Han startede i stedet selv, en samtale der lød sådan her;

Ham: ''Kan du huske noget?''

Mig: ''Hvad snakker du om?''

Ham: ''Det tager jeg som et nej.''

Mig: ''Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad det er der foregår?''

Ham: ''Der er ikke så meget at sige. Du har glemt nogen ligegyldige minder, da du blev slået ned af den dør. Du burde holde dig væk fra døre, du burde. Vises, sønnike,''

Mig: ''Ha ha, sjovt far. Fortæl mig hvad der er galt inde i mig!''

Og det var der, sygeplejersken kom ind med mit løbetøj, og min far sluttede af, med et God tur, det kan være din tankegang begynder at kunne huske noget, og så havde han kigget kort på mig, og gået ud af døren. Men det korte øjeblik, var nok til at jeg kunne se han løj.

Jeg overvejede at springe på ham, men så ville jeg nok bare blive overfaldet af vagterne. De var uhyggeligt nok, over alt.

I stedet nikkede jeg kort til sygeplejersken, og trak i mit løbetøj, som bestod af joggingbukser, og en gammel, grå T-shirt, med et billede af bandet Queen på, så snart hun var gået ud.

Små minutter efter, kom hun ind med et par løbesko, jeg også engang havde brugt. De klemmede en smule, men jeg kunne godt løbe i dem.

Jeg gik hen ad slottets mange gange, og ud til den åbne port.

Det var blevet forår, så fuglene kvidrede, og blomsterne blomstrede. Jeg trådte uden for, og begyndte at løbe. Jeg havde lavet en lille rute inde i mit hoved. Jeg startede med at løbe to gange rundt om slottet, og så ud i Stjerneskoven, en skov, der tilhørte min far.

Jeg begyndte at løbe.

Da jeg var nået halvvejs, kiggede jeg mig over skulderen, fordi jeg hørte en stemme, kalde stille på mig. Men da jeg ikke så nogen, løb jeg videre, inden jeg hørte stemmen igen. Det mindede om en stemme jeg havde hørt før, men jeg kunne ikke sætte ansigt på stemmen.

Jeg kiggede forsigtigt rundt. Mit blik mødte et koldt, trist, bange, blik. En piges blik.

Jeg gik lidt tættere på, så jeg kunne se hendes ansigt. Det var koldt, og hendes ansigt og arme var beskidt, men der var rene striber ned ad hendes kinder, fra tårer.

Hun tog fat om tremmerne. Der var jord under hendes negle, og hun rystede.

Jeg satte mig på hug, lige uden for hende, så tæt på at hun kunne røre mig.

''Charles..'' hviskede hun skælvende. Hendes læber var så fine, men de ord der kom ud af den, var så triste.

Jeg gik et par skridt tilbage. En tot af hendes lyse hår, hang ned over hendes ansigt, resten sad i en beskidt knold, som hang ned over hendes ryg.

''Hvor kender ud mit navn fra?'' spurgte jeg. Hun rykkede sig usikkert, over mit høje toneleje. Hun tog sig til ørerne. Var hun blevet syg, mens hun var dernede? Gad vide hvor længe hun har været fange, og hvorfor min far dog ville fange sådan en pige.

''Undskyld..'' hviskede jeg. Hun rystede på hovedet, og rørte blidt ved min T-shirt.

''Hvad mener du med, hvor kender jeg dit navn fra? Du har selv fortalt mig det?'' En tåre løb ned ad hendes kind, og efterlod endnu en stribe.

Jeg fjernede hendes hånd fra min T-shirt og blinkede med øjnene. Hendes øjne var blevet blanke. ''Det mindes jeg ikke. Jeg aner ikke hvem du er. Jeg stoppede op, fordi du kaldte på mit navn. Fortæl mig hvem du er, eller jeg henter min far!'' sagde jeg, og ignorerede hendes mislykkede forsøg på at holde tårerne inde, og jeg ignorerede hendes bange udtryk, og at hun holdte sig for ørerne, da jeg sagde at jeg hentede min far.

Hun kiggede på mig, og jeg kunne se hvor bange og chokeret hun var.

''Det er en spøg, ikke? Sig det er en spørg.'' hviskede hun, og begyndte at hive efter vejret.

''Selvfølgelig er det ikke en spøg! Tror du at jeg ville lyve?'' sagde jeg endnu højere, så hun igen lagde hænderne for ørerne, men flyttede dem igen, lige så hurtigt som hun havde lagt dem derpå.

''Jeg forstår dig ikke.. Hvorfor opfører du dig sådan? Som om du aldrig har hørt om mig?'' Hun begyndte at græde igen. Hvem var den pige?

Jeg lagde min hånd på mit hjerte. Den tomme følelse, den var væk. ''Hvem er du?'' hviskede jeg. Det fik hende til at hulke højlydt. Jeg kiggede mig omkring.

''HVORFOR KAN DU IKKE HUSKE MIG?'' råbte hun, og pressede læberne sammen. Der var et eller andet galt med hende.

''JEG ANER IKKE HVEM DU ER, OKAY? MEN HVIS DU IKKE SNART STOPPER MED AT STORTUDE, ENDER JEG DERNEDE, SAMMEN MED DIG, OG DET HAR JEG FOR ALT I VERDEN IKKE LYST TIL!'' råbte jeg, men fortrød det med det samme. Bare jeg kunne tage de ord tilbage. De var som gift.

Hun tørte sine kinder af, og så var det det eneste sted, der ikke var fuld af jord, men i stedet var hendes håndryg, endnu mere beskidt.

Hun havde spærret øjnene op, og havde åben mund. Jeg kunne se hun kæmpede for at få ord ud, men der kom ikke en eneste lyd. Hun tog en dyb indånding, og fik endelig tvunget en sætning ud; ''Hvis det er det du vil have. Men jeg har ikke glemt dig, Charles. Du vil altid være noget særligt. Du vil altid have en speciel plads i mit hjerte, lige meget hvor meget du råber og skriger af mig,'' sagde hun næsten utydeligt, og tog endnu en dyb indånding, ''og jeg håber at du en dag, vil gengælde det. En dag, jeg vil vente på, hele mit liv, eller hvor længe jeg lever endnu, i din fars fangekælder.'' Det sidste sagde hun, med besvær, og hun kæmpede med tårerne, og de fik ikke lov til at vise sig.

Jeg kiggede hurtigt på hende, og så at hun begyndte at hive efter vejret igen, før hun forsvandt, væk fra det lille vindue med tremmerne. Og så begyndte hendes stille hulk at slippe ud.

Jeg rystede på hovedet, og løb væk. Hen af stien, der førte ind i Stjerneskoven.

I indgangen af stien, kom den tomme følelse tilbage.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...