Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2807Visninger
AA

18. Le Cendrillon -16-

Kapitel 16.

Jeg trykkede på en knap, der gav besked til en sygeplejerske, om at komme her op. Der var gået 5 dage, fem dage på hospitalsværelset. 5 dage, brugt på at spise, og spise, og spise. Jeg spiste hele tiden, men det tomme rum, der blev større og større for hver dag der gik, forsvandt ikke. Og nu havde jeg kaldt en sygeplejerske her op igen.

Døren blev åbnet, og en sygeplejerske stak hovedet ind. ''Hvad skulle det være, unge Charles?'' spurgte hun. Men hun vidste det godt. Der var jo gået fem dage, men jeg nægtede at gå tilbage, før det tomme, besynderlige rum, var udfyldt. Med hvad som helst. Jeg følte mig halv.

''Mad.'' sagde jeg, og legede lidt med mine fingre. Jeg sad på kanten af sengen, for jeg var enlig ikke syg, ikke fysisk. Men hvor mange var lige det? Hvor tit havde man faktisk feber, når man var hjemme?

Sygeplejersken nikkede, og forsvandt ud af døren igen. Jeg kunne høre hendes skridt, lyttede til dem, og talte dem.

Hun gik seksogtyve skridt, indtil jeg ikke kunne høre hende mere. Jeg gik over mod et vindue, hvor jeg åbnede det. Jeg betragtede nogen børn noget kilometer herfra. Ingen andre end kongelige, måtte komme for tæt på slottet, der mest af alt, lignede en borg.

Vores karat holdte udenfor, tæt op af væggen. Jeg havde altid synes den var pinlig at køre rundt i, fordi den var så gammeldags, og fordi jeg aldrig havde været typen, der længes efter at blive en del af Disney verden. Jeg troede bare ikke på magi. Ikke nogen form for det.

Jeg sugede luft ind gennem munden, og ud gennem næsen. Ind gennem munden, og ud gennem næsen. Sådan stod jeg et par minutter, bøjende ud over vinduet, så jeg blev nødt til at holde fast i vindueskarmen med et stramt greb, for ikke at falde gennem vinduet, og ned i de roser der, sjovt nok, stod parat til at man kunne falde ned i dem, og få en masse rifter.

De var en blød, pink farve. De stod bare, og så smukke og uskyldige ud, men hvis man kom tæt nok på dem, kunne man se, hvor meget man kunne slå sig på dem; man kunne bløde af piggene, og der var hvepse eller bier i selve blomsterknopperne. Dem ville jeg ikke falde ned i, og nu da jeg havde gennemgået smerten af bare roserne, kunne jeg jo tænke over bare selve faldet.

Tanken gjorde mig en smule nervøs, så jeg tog en sidste indånding, før jeg lukkede vinduet, og gik tilbage til sengen, med det typiske hvide sengebetræk.

Døren blev åbnet bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen. Det var selvfølgelig sygeplejersken.

Min far havde ikke været her, nogen af de dage, jeg havde været indlagt, eller rettere, været prins og bestemt at jeg måtte blive her så længe jeg ville, ellers ville jeg få dem alle sammen fyret.

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, den tomme følelse gjorde mig bare skør. Jeg havde den følelse, at man ikke ved hvad man føler, hele tiden. Jeg var forvirret, og jeg kastede sommetider op, af ren og skær, enten forvirring, raseri, glæde, eller dem alle på en gang. Hele min krop havde det underligt, og jeg kunne kun huske små, ligegyldige øjeblikke af mit liv, eller minder, fra dengang min far hele tiden var der for mig.

Døren blev lukket igen. Sygeplejersken havde sikkert kunne se, hvor ligeglad jeg var med at hun var her, og var gået igen.

Jeg betragtede maden, der stod på en bakke, på et rullebord. Der var det hele; Varm leverpostej med franskbrød til, makaroni med ost, kød, fisk, salat, rugbrød, og saftevand til at skylle det hele ned med.

Og så begyndte jeg at spise, og spise, og spise.

Den tomme følelse, skulle gå væk. Nu.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...