Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2656Visninger
AA

17. Le Cendrillon -15-

Kapitel 15.

''Jeg henter lige feen, og så skal der sgu nok ske noget!'' Neal gik ivrigt hen mod døren. Jeg svarede ikke, for jeg var fuldt optaget af at tænke. Tænke over, hvordan jeg skulle få Madeline ud.

Jeg ville få hende ud, og så måtte hun forlade mig, eller hvad hun nu ville, så længe jeg fik hende ud. Men lige nu, så det ret sort ud for os begge to. Med hurtige skridt, gik jeg hen mod døren. Jeg satte mig på mine knæ, så jeg kunne se ud af nøglehullet og kiggede efter, om der kom nogen. Jeg klemte øjnene i til små sprækker, og kunne lige nå opdage døren blive åbnet, før den ramte mig i hovedet, og jeg var væk.


 

To timer senere vågnede jeg op. Jeg kiggede forvirret rundt. Hvor er jeg? Mit hoved dunkede. Jeg kunne ikke huske andet end små øjeblikke fra mit liv, og de virkede alle sammen virkelig sløret. Som om der manglede noget. Jeg kunne huske, følelsen jeg havde, da jeg fik at vide, at min mor døde under min fødsel.

Jeg kunne huske, dengang min far og jeg tog hen på en gård da jeg var 13, og så på dyr. Jeg kunne næsten huske alle fra mit slot, og de fleste, jeg havde mødt i løbet af mit liv.

Jeg kunne huske en pige. En pige, med håret sat op i en knold, og slidt tøj. En pige, der var rengøringskone i sit eget hjem. Vi havde mødt hinanden en dag hvor hun var ved at blive trampet flad af min hest, og jeg havde skubbet hende væk fra vejen, og vi havde snakket lidt bagefter.

Men pludselig, blev mindet tåget, og mørkt, og jeg kunne ikke huske mere. Som om noget var klippet af mindet.

Jeg tog mig til hovedet, og kiggede mig omkring, og opdagede jeg lå på det hospital, jeg tænkte var det vi havde på slottet, som jeg havde løbet op på, hvis jeg havde slået mig når mig og min far spillede fodbold, eller klatrede i træer. Men jeg kunne ikke huske den sidste uge af mit liv.

Jeg vidste bare, at pigen jeg havde mødt, hende havde jeg aldrig set igen. Hun var aldrig kommet tilbage, og jeg tror ikke jeg fik at vide, hvad hun hed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...