Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2690Visninger
AA

15. Le Cendrillon -13-

Kapitel 13.

''Madeline..'' havde jeg sagt. Hvad, havde hun sagt, og jeg havde spurgt hende om hun ikke ville give et rigtigt svar. Hun havde sagt hun ikke kunne, og noget inde i mig havde fået mig til at råbe af hende, og revet i mit eget hår. Det hele var kommet meget pludseligt.

Hvorfor kan du ikke bare give et svar? Det kan ikke være så svært! Forhelvede, hvorfor skal alt være så dramatisk?! havde jeg råbt og skreget op i hendes hoved. Hun havde grædt, og vendt ryggen til mig. Og så var vagterne kommet, og havde sagt at jeg ikke kunne være dernede længere i dag.

Jeg kunne stadig høre hende skrige mit navn, og andre utydelige ord, der druknede i hendes hulken. Jeg kunne høre alle hendes spark mod tremmerne give genlyd i mit triste hoved.

Så nu sad jeg bare her, på mit værelse, med tårerne løbende ned ad kinderne. Hvis bare jeg havde lyttet til hende, da hun havde prøvet at forklare.

Hun havde sikkert en god grund til ikke at kunne sige det. Det var følelser. Dem kunne man ikke forklare. Ligesom jeg ikke kunne forklare at jeg havde været så sur. Bare tanken sendte en kuldegysning gennem mig.

Jeg var så dum, så utålmodig, så.. så blind. Så blind! Jeg kastede en pude mod væggen, som væltede et billede på min reol. Jeg gad ikke gå over og se hvilket, lige der. Jeg var ligeglad.

Jeg knyttede mine hænder så huden om mine knoer blev helt hvide, af ren skræk for at jeg ellers ville smadre noget herinde - for hvis jeg bare koncentrerede mig om at holde mine hænder knyttede, kunne jeg lade vær med at ødelægge noget.

''Hvorfor gør jeg overhovedet det her?'' hviskede jeg til mig selv. Jeg kunne være en del af min fars onde plan, og bare lade Madeline rådne op nede i fangehullet, ligesom alle de andre. Hvorfor synes jeg hun var så anderledes? Hun var bare en fattig.. nej. Nej, hun var ikke. For hun var ikke som alle de andre fattige piger på hendes alder, der havde tigget om penge, om hjælp, om arbejde. Hun var mere end det. Men jeg tror ikke hun tænkte det samme som mig. Der var noget der stod i vejen for hende, så hun ikke kunne føle det samme. Jeg vidste ikke hvad det var. Men jeg ville vide det.

Jeg rejste mig op og gik hen til døren, da nogen andre var ved at åbne den. Jeg sprang tilbage i sengen og samlede en slidt bog op fra kommoden. Dr. Jekyll og Mr. Hyde stod der med brune bogstaver på forsiden.

Den første der kom ind, var en vagt, efterfulgt af min far. Min far smilede stolt.

''Nå sønnike, er du klar til at presse nogen trylleformularer ud af den lille mide af en fe?''

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...