Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2776Visninger
AA

14. Le Cendrillon -12-

Kapitel 12.

Jeg kunne se hun ikke havde det nemt ved at sige sådan til mig. Hun havde haft så meget imod mig først da vi mødtes, men nu var hadet som sunket i jorden. Jeg kiggede ned.

''Jeg forstår det ikke..'' sagde jeg stille. Hun kiggede ned for at prøve at fange mit blik, men jeg kiggede ikke på hende. Jeg havde tårer i øjnene.

Hun tog sine hænder tilbage, og stoppede med at prøve at fange mit blik. ''Hvad forstår du ikke?'' hviskede hun, selvom vi begge vidste hun kendte svaret. Nu kiggede jeg op i hendes lysende blå øjne.

''Du ved det godt.'' sagde jeg bare samtykkende. Hun gik over til sin jernplade, der skulle forestille en seng, og satte sig forsigtigt på den.

''At jeg pludselig har ændret min måde at se dig på, eller fordi du ikke ved hvordan jeg kommer ud herfra?'' spurgte hun.

Jeg tænkte en smule over det. Skulle jeg sige begge dele? Eller skulle jeg bare vælge den jeg havde ment? At sige dem begge var udelukket, for det ville måske bar gøre hende endnu mere nervøs, eller oprevet, eller hvad det nu var, hun var. Så jeg sagde det jeg nu havde været forvirret over i nogen timer.

''Jeg er forvirret over hvorfor, du har ændret din måde at se mig på?'' sagde jeg så. Hun satte sig ned på den anden side af tremmerne igen. Jeg kunne se der var noget hun holdte tilbage. Men jeg ville ikke spørge nu, for det var ikke det rette tidspunkt at komme op at skændes på.

''Folk ændrer sig. Det samme gør følelser..'' svarede hun tøvende. Hun bed i sin finger.

''Er det sådan noget du gør tit?'' røg det ud af mig. Hun kiggede forvirret på mig, men så så hun at jeg kiggede på hendes fingre, og begyndte derefter at grine.

''Nej nej. Det er bare noget mærkeligt jeg er begyndt med, når jeg er nervøs.'' svarede hun og fnisede så. Det lettede stemningen, og fik mig til at smile.

''Okay..'' sagde jeg, igen stille. Jeg prøvede at tvinge mig selv til at glemme at hun ikke svarede rigtigt på mit spørgsmål. Men det kunne jeg ikke.

Selvom det faktisk på en eller anden måde kunne være lige meget.

Men jeg kunne ikke bare glemme det. Jeg blev måske nødt til at spørge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...