Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2652Visninger
AA

12. Le Cendrillon -11-

Kapitel 11.

Jeg skævede til Charles da vi gik ned mod fangekælderen, men hans blik var bare stift rettet mod vejen. Hvad tænkte han på? Skulle jeg virkelig ned og sidde i fængsel? Ikke tale om. Jeg prøvede at stritte imod, men to vagter kom selvfølgelig op og fulgte nemt med vores hurtige gang. Det var lige før jeg selv blev forpustet.

Jeg havde den mærkeligste trang til at hoppe op på ryggen af Charles, råbe rend mig, til vagterne, og ride på hans ryg ud mod solnedgangen. Men jeg gjorde det ikke.

I stedet opdagede jeg at jeg gik og stirrede på ham, da han mødte mit blik, og med et stod det jeg havde spekuleret over klart. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var bange for, at jeg ville blive sur, fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre. Det eneste han vidste var, at jeg snart ville sidde i fængslet. Alt det stod spejlet i hans øjne. Som en åben bog.

Han kiggede hurtigt væk, og lidt efter blev jeg skubbet ind i et lille, beskidt rum,og låst inde. Derefter gik vagterne hen til døren, men stoppede op, da Charles blev stående, og ventede på at han kom med. Han bed sig igen i læben, og jeg synes at kunne se et dråbe blod på hans læbe.

''Bare gå, jeg kommer.'' Han viftede væk med hånden, som om han prøvede at vifte fluer væk. Få sekunder efter var de væk. Næsten ligesom fluer.

Jeg rakte hånden ud mellem tremmerne, for at slå Charles, men han tog i stedet min hånd. En elektrisk bølge løb igennem mig.

Stop det nu, Madeline. Husk på han er prins.

Han kiggede mig dybt ind i øjnene og tog en dyb indånding, mens jeg ivrigt prøvede at få min hånd ud fra hans, da jeg ikke ville forelske mig, som jeg vidste jeg kunne risikere, hvis jeg ikke var stærk nok. Men jeg kunne ikke få den fri.

Så jeg gav op, og kiggede i stedet op i hans øjne. Jeg kunne se han kæmpede med tårerne, mens jeg prøvede så godt som muligt at holde min hårde maske. Hvad var der med, at vi næsten hver eneste gang vi var sammen, skulle græde, eller være ved det?

''Vi finder ud af det.'' sagde han og tørrede en løbsk tårer væk. Men han lød langt fra sikker, og jeg var også selv ved at miste håbet. Jeg måtte minde mig selv om, at vi ikke begge kunne miste håbet. Jeg prøvede så godt som muligt at genopfriske det lille håb af en lys fremtid, som jeg havde haft lige siden min far døde.

''Hvorfor græder du?'' spurgte jeg, og min hårde facade gik itu. Mine læber bævrede.

Han tørrede tåren væk og rystede på hovedet. ''Hvorfor græder du ikke selv?'' spurgte han. Jeg forstod godt hvorfor han spurgte. Det var mig der sad bag tremmer. Jeg hev min hånd fri og tørrede nogen tårer af hans kind.

''Fordi jeg ved du finder på noget.'' svarede jeg. Hans øjne lyste en smule op, men han smilede ikke. Hans tårer var stoppet med at trille ned ad hans kinder. Jeg kiggede væk. Jeg var ikke sikker på at han ville finde på noget.

''Hvad hvis jeg ikke gør?'' spurgte han med usikker stemme, som hvis han kunne læse mine tanker. Men jeg vidste med det samme, hvad jeg skulle svare.

''Så er vi her sammen.'' sagde jeg stille og tog hans hånd igen. Prins eller ej.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...