Le Cendrillon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Igang
Askepot havde ikke kunne lide sit liv, siden hendes far døde. Hun måtte ikke komme ud af huset, kun for at hente brød til Miss Thens, hende, der havde fundet på navnet ''Askepot''. Askepot hed Madeline, men det vidste ingen andre end Miss Thens og hendes døde far.
Men en dag ændrer alt sig, ved hjælp af en Hr. Charles. Hende og Charles kommer ud på en lang rejse sammen, med feer, slotte og fangekældre.
Vil de overleve? Og ikke mindst, vil deres følelser for hinanden vokse, eller dø ud?

30Likes
101Kommentarer
2831Visninger
AA

2. Le Cendrillon -1-

Kapitel 1.

 

''Askepot! Kan du så komme her!'' råbte Miss Thens gennem hele huset.

Jeg samlede mit lyse hår op i en stram knold, og løb ned ad gangen, ned til den råbende stedmor.

''Hvad kan jeg gøre for dig?'' spurgte jeg og gik hen til enden af hendes seng, hvor hun lå og fedede den.

''Først skal du vaske alt tøjet her,'' sagde hun og pegede på en stor vasketøjskurv. ''Så skal du gå ned til bageren og købe noget brød klokken 10. Derefter kan du lægge alt tøjet sammen så det kan komme ind i skabet.'' Jeg pustede lidt hår væk fra ansigtet, og skrev det hele ned i en gammel blok jeg fik af min far, inden han døde.

''Okay,'' sagde jeg, med min fineste stemme, satte en tot hår fast med en hårnål og tog vasketøjskurven for derefter at gå udenfor og vaske det i en stor spand med sæbevand. Efter at have vasket to kjoler, fire trøjer og tre par bukser kunne jeg høre nogle folk klappe.

Jeg gik hen til enden af haven så jeg kunne se hvad der foregik. En karet, ligesom man har i prinsessehistorier, kørte igennem landet, og jeg ville vædde med at det var prinsen der sad derinde. De var så gammeldags.

Forkælede dreng. Han skulle prøve at leve et liv med folk der faktisk bad ham om at gøre noget.

Jeg nåede lige at se ham. Han havde chokoladebrunt hår og mørke, drømmende øjne. Et kort øjeblik kiggede vi hinanden i øjnene, men så blev jeg afbrudt.

''Askepoot, skal du ikke arbejde?'' Selvfølgelig var mine to stedsøstre Frederikke og Matilde stået op, allerede i fuld gang med at torturere mig. Jeg ignorerede dem, og gik i stedet hen for at vaske det sidste tøj op. På vej tilbage kiggede jeg uheldigvis tilbage efter prinsen. Han himlede med øjnene. Var det af mig eller mine forfærdelige stedsøstre? tænkte jeg ved mig selv. Men det fik jeg aldrig svar på, for Frederikke og Matilde var allerede i fuld gang med at prøve at få Prins Charles opmærksomhed, men det lykkedes ikke, så de gik bare triste ind igen.

Jeg vaskede videre, indtil klokken blev 10, derefter gik jeg ned for at købe brød som

Der var cirka fem kilometer ned til den eneste bager i byen. Dog også den dyreste.

Jeg kiggede på de små børn der legede frit og nød den klare sommerluft.

Nogle drenge på min alder, altså sådan seksten stykkerne spillede fodbold ude på gaden i bar overkrop. De kiggede hurtigt på mig da jeg gik forbi dem, jeg smilede bare og gik videre. Rengøringskoner måtte ikke have kærester, flirts, eller noget som helst.

Hvad kan jeg sige? Jeg levede et ensomt liv, hvor jeg var rengøringskone i mit eget hjem, for min egen stedmor og stedsøstre.

Da jeg havde gået de fem kilometer kom jeg til en lille bager der lå ved siden af en - også lille - café. Jeg hørte den velkendte lyd af en klokke da jeg gik ind af døren til bageren. En ung pige stod bag disken og lavede ingenting.

Miss Thens havde ikke sagt noget om hvilket brød, så jeg gættede på det var det sædvanlige gulerods brød.

''Jeg vil godt have det der,'' sagde jeg og pegede på brødet. Hun lagde det i en pose og jeg gav hende pengene. Hun sagde ikke mere, så det gjorde jeg heller ikke.

På vejen hjem var der igen nogle der klappede og råbte, så jeg småløb hen til summen af mennesker for at se om det også bare var prinsen.

Det var det, så jeg gik bare videre. Da der ikke var flere der klappede og råbte kunne jeg pludselig høre hove fra en hest løbe hen imod mig. Prinsens hest var ved at glide, og jeg ville være ofret. Jeg prøvede at løbe, men faldt i stedet. Jeg lå der i mudderet og ventede på at jeg skulle dø. Min vejrtrækning blev hurtigere, jeg fik svedige håndflader og jeg så hele mit liv gå igennem mig. Jeg klemte øjnene sammen, ventede bare på smerten. Smerten der aldrig kom.

En dreng, jeg tydeligt kunne se var prinsen hoppede hurtigt ud af vognen, hesten slæbte på og skubbede mig ud i kanten så han landede oven på mig. Med ét, var lyden af hestens løbende hove langt væk, og det eneste jeg kunne se var prinsens mørkebrune drømmende øjne.

''Hej,'' sagde han og med et fortrød jeg, som på magisk vis at jeg havde tænkt så meget grimt om ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...