Ingen vej tilbage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Hovedpersonen i historien kommer fra et hjem hvor alt er perfekt. Hendes liv var også engang perfekt, ude fra ihvertfald. Men lige pludselig føles alle som fjender. Og det kan hun ikke holde ud. Hun vil starte et nyt liv, og gøre det liv perfekt. Perfekt på den måde, at det skal være perfekt i hendes øjne, ikke andres.
På vejen igennem denne historien (Denne novelle bliver nok lang, nærmere en historie/roman :)) møder hun en, som vil hjælpe hende igennem og som søger det samme.

2Likes
1Kommentarer
186Visninger
AA

2. Den usynlige unge mand

       Vandet var klart, så det var muligt at se de fisk der roligt svømmede rundt, de vidste ikke hvor mange af deres egen art der bliver fanget hver dag. Tænk ikke at skulle bekymre sig om alt det som jeg har gået med. Bare at kunne fokusere på sig selv, være egoistisk, og ikke behøve at have frygten for ikke at være okay, og ikke være perfekt. Jeg rakte min hånd ned i vandet, lod den hvile i vandoverflade. Jeg så på ringene der nu begyndte at danne sig rundt om min hånd. Vandet var dejligt køligt. Jeg ville slukke tørsten med det inden jeg ville gå videre. Fiskene svømmede hurtigt væk, da jeg begyndte at tage vand op i mine hænder. Tænk at vand kunne have denne dejlige, kølige og beroligende virkning. Men hvad vil jeg egentlig nu? Hvor er det jeg vil hen?

     Lyden af gruset under mine støvler var den eneste lyd i miles omkreds. Siden jeg var løbet fra dem alle, havde jeg ikke set et eneste menneske på min vej. Jeg havde kun set dyr på min vej. Jeg kiggede op imod solen, følte hvordan varmen nærmest kærtegnede mit ansigt. Jeg tørrede sveden af panden og stod stille et øjeblik. Jeg så mig omkring og fik så øje på en dreng, eller nok nærmere en ung mand, han sad på en stor sten ovre i den ene side af stien. Han kiggede bare ud i luften, men ikke i retningen af mig. På en måde så han både meget i øjefalden ud, og alligevel ikke. Hans tøj var enkelt, og i grå og støv grønne farver. Det var som om at bare fordi han havde så neutralt tøj på, blev så synlig. Det er vist svært at forklare, men når man er vantil at folk klæder sig farverigt, er de neutrale farver lige pludselig dem der er mest interessante. Havde han set mig? Eller hørt mig? Det måtte han da næsten, men det så ikke ud til at han havde lagt mærke til mig, for han fortsatte med at kigge ud i luften. Det lignede næsten at han ikke blinkede, hans blik var meget fjernt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...