Ingen vej tilbage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Hovedpersonen i historien kommer fra et hjem hvor alt er perfekt. Hendes liv var også engang perfekt, ude fra ihvertfald. Men lige pludselig føles alle som fjender. Og det kan hun ikke holde ud. Hun vil starte et nyt liv, og gøre det liv perfekt. Perfekt på den måde, at det skal være perfekt i hendes øjne, ikke andres.
På vejen igennem denne historien (Denne novelle bliver nok lang, nærmere en historie/roman :)) møder hun en, som vil hjælpe hende igennem og som søger det samme.

2Likes
1Kommentarer
178Visninger
AA

3. At finde sig selv

      ”Undskyld mig, men ved du hvor den nærmeste by er?”, spurgte jeg imens jeg var på vej over imod ham. Han drejede nu hovedet og så på mig. Han sagde ikke noget, men kiggede bare undersøgende på mig, med hans klare grå øjne. Han bed sig i læben, kiggede ned i jorden imens han langsomt rejste sig, gik hen til mig og gav mig hånden og sagde:

       ”Hej, hvad har da bragt dig her ud i første omgang?”, jeg vidste ikke hvad der bragte mig her ud. Jeg vidste kun at jeg var taget her ud for at slippe væk fra mit gamle liv, jeg havde bestemt at det skulle ændres. Undervejs mens jeg var løbet, havde jeg tænkt på hvad jeg ville, for efter jeg havde sagt alle de ting, ville jeg aldrig komme tilbage med halen mellem benene, dette var mit helt eget 'Point of no return'.

       ”Jeg kender til det, for det du lige sagde passer også til mig, jeg kom også herud for at finde mig selv. I den tid hvor jeg har forsøgt at finde mig selv, er den gamle mig forsvundet...” Hvad mente han dog med at den gamle ham var forsvundet? Man kan da ikke bare beslutte sig for at ”slette” sin gamle jeg, eller kan man? Jeg begyndte at blive mere nysgerrig, jeg måtte få svaret!

      ”Hvad er det du mener med at den gamle dig er forsvundet? Er det bare sket, eller har du bare bestemt dig for at dit gamle jeg nu er væk for altid?”

Hans øjne begyndte at flakke, og jeg begyndte at blive nervøs for der var noget galt. Det så ud som om han havde svært ved at få sine øjne til at fokusere. Sikkert fordi han var inde i hans egen lille verden. Tiden gik og hans øjne fortsatte med at forsøge at finde fokus. Ville han svare mig? Eller var dette et tegn til at jeg skulle gå min vej? Lyden af knasende grus lød nu – fra mine støvler, uden jeg havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at gå. Jeg havde presset ham for meget. Hvad ragede alle de ting jeg havde spurgt ham om mig? Ingen ting må jeg vel indrømme.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...