Dødsfaldet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Selvmord

4Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

2. Dødsfaldet

Jeg kigger skræmt på den knytnæve, som nu er få millimeter væk fra mit hoved. Den lander i mit ansigt, og smerten begynder. Endnu en knytnæve rammer mit ansigt, og smerten bliver hundrede gange værre. ”Far lad nu være med at slå mig!” Han ser iskoldt på mig, og vrisser. Endnu en knytnæve rammer mig, men det var ikke i hovedet, det var på min højre skulder. Stødet lammer hele min arm, og en tåre baner sig vej ned af min kind. Et lille skrig kommer ud af min hævede mund, lyden af skriget fylder det stille rum.

Døren går op, og min mor kommer ind. ”Jens lad nu være med at slå hende” siger hun grædende. Han tager i min krave, og hiver den op til sig, så mit hoved ikke rører puden mere. ”Du slipper denne her gang tøs!”. Han kyler mit hoved tilbage i puden, og går over til min mor. Jeg prøver at tage mig til hovedet, men smerten tager over. Efter noget tid begynder jeg at kunne mærke mine ben. Da hans knytnæver havde ramt i mit ansigt, så frakoblede min hjerne hele min krop.

Efter nogle timer er jeg fast besluttet på, at jeg bare skal væk fra det her sted. Jeg rejser mig op fra sengen, og går klodset over til døren. Smerten har lagt sig lidt, men ikke nok til at jeg kan gå ordenligt. Jeg vakler over til hoveddøren, og tager min mørkeblå jakke på, som jeg har haft lige siden min 10 års fødselsdag og mine slidte sko. ”Hvor tror du lige du skal hen frøken” Lyden af min fars stemme, får mig til at fokusere endnu mere på, at jeg bare skal væk fra ham. Da døren smækker i bag mig, løber jeg så hurtigt jeg kan. Jeg skal væk. Da jeg kun kan høre min vejrtrækning, sætter jeg farten ned. Jeg kaster mig ned på det bløde græs. Nu får tårerne frit løb, jeg er den pige, som ingen vil have. Jeg har den værste pap far, og jeg bliver slået hver dag. Hele min krop er dækket af blå-lilla mærker fra knytnæver eller anden tortur, som min far kunne finde på at gøre imod mig. Min eneste ven døde for ikke så længe siden, af et lyn som slog ned i et træ, så træet væltede ned over hende, et lille gys trængte ud af mine læber, ved tanken om min eneste vens dødsfald. ”Mit liv er håbløst” skriger jeg næsten. Tanker om selvmord, begyndte at vrimle rundt i mit hoved. *Hvad har jeg at miste?* tænker jeg. Der er jo ingen som holder af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...