U want me ~ 1D+JB, del 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Nu er jeg nået til min tredje del af movellaen, og hér sker der en masse drama, meget kærlighed, og nogle valg, man helst ville undgå at tage.
Emma, 1D og Justin møder også nogle nye venner/kendte, som de har det sjovt med. Kristoffer kommer endda også på besøg.
Efter Harry og Emmas break-up, har det været lidt intimt mellem dem og Justin. Men de er stadig venner og kan snakke sammen.
En dag skal Emma, Harry, Laura og Eleanor til et modeshow, for at støtte en af Harrys gode veninder (Cara Delvingne), og da Laura og Eleanor går tidligt hjem, er det kun Emma og Harry, der er alene. Og vi ved jo hvad der sker, når de er alene... Så det rod, må hun rode sig ud af... -Held og lykke med det :-)

Man skal kunne forstå engelsk, for der bliver talet en del engelsk i movellaen.

10Likes
0Kommentarer
3190Visninger
AA

25. "Tell me"

Justins P.O.V:

Jeg tog min mobil op af min lomme og så klokken ikke var særlig mange. Der var kun gået en time. Seriøst? Det føles som en uendelighed at sidde herude og vente. Og især fordi jeg blev mere og mere nervøs for hvert minut der gik. Jeg var altså bekymret. ”Bling” jeg hørte en sms-lyd fra min lomme, som kom fra Emmas telefon. Jeg havde taget den mens hun skulle opereres, der var ingen grund til at hun skulle have den imens. Jeg tog den op af min anden lomme, og kiggede på lås skærmen. En besked. Fra Harry. Jeg læste den ”Have you talked to Justin yet?” stod der. Han vidste ikke noget. Det var der ingen der gjorde. Det kunne jeg godt lide. Jeg kunne godt lide tanken, ved at det kun var Emma og jeg som vidste om det. Det var jo også klart, vi var gravide. Eller Emma var, men det var også mit barn. Så på en måde kunne man godt sige, at jeg var ’gravid’ med hende.

Skulle jeg svare? Ej, det var Emmas telefon. Eller skulle jeg alligevel? Nej jeg måtte hellere lade være…

 

Harrys P.O.V:

Jeg kunne ikke vente længere. Hvornår ville hun informere mig? Eller ville hun overhoved det? Ville hun nogensinde kontakte mig igen efter hvad der skete? Det måtte ikke ske. Jeg kunne ikke miste Emma. Jeg kunne ikke forstille mig et liv uden hende.

Jeg var lige stået op. Eller gælder det også hvis jeg kun havde sovet en time? Jeg havde i hvert fald ikke rigtigt fået sovet siden Emma smækkede døren til huset, og jeg havde ikke turdet at kontakte hende. Jeg var vel nok bange. Bange for hvad Emma ville sige til mig. Hvad er det jeg tænker? Hvorfor skulle jeg være bange for Emma? Hende jeg elsker mest skulle jeg da ikke være bange for. Hvad var jeg bange for? Jeg havde ret til, at vide hvad der var sket med Justin og hende. Jeg viste bare at jeg var bekymret. Ja, jeg bekymrede mig, og hvad var der galt med det? Jeg tog min telefon frem, og tøvede hele tiden med at sende beskeden jeg havde skrevet. Skulle jeg gøre det? Eller ikke? Hvad var der galt med det? Hvorfor siger jeg det hele tiden som en farlig ting? Det var det jo ikke. Jeg trykkede modigt på ’Send’ knappen, og kiggede efterfølgende tilfreds på telefonen, men var stadig lidt nervøs for hvad hun ville svare…

Fire minutter var der nu gået, og jeg fortrød mere og mere at jeg sendte beskeden, da hun ikke havde svaret endnu. Jeg vippede nervøst med benet og bed mig i læben, mens jeg bare kiggede ventende ned i telefonen. Hvorfor svarede hun ikke? Ej, nu havde jeg ventet lang tid nok. Okay fire minutter var meget i min verden. Jeg gik ind på kontakter, hvor så jeg trykkede på kategorien ’favoritter’, og fandt Emma. Jeg ringede hende op, og ventede bare på at der blev svaret. Jeg gik rundt i hele stuen af nervøsitet, og ventede og ventede. ”Hello?” kunne jeg høre en mandelig stemme i den anden ende i røret. Var det Justin? Jeg var lidt i tvivl, så derfor spurgte jeg ”Justin?”. Han svarede hurtigt, og en smule irriteret ”Jah?”. ”Why are you answering Emmas phone?” spurgte jeg yderligere undrende og var rimelig forvirret. Havde de fundet ud af det? ”Because I’m with Emma” sagde han, som om jeg ikke forstod en dyt. ”Wait. So you’re okay with all that has happend?” sagde jeg forvirret, og kiggede underligt ud i luften. ”Yeah man. Don’t worry about it. You were both drunk. Everything is forgiven” sagde han med en venlighed i stemmen, og kunne mærke at han smilede. ”phew” sagde jeg lettende, og spurgte efterfølgende da en lille stilhed havde ramt os ”So is Emma okay?”. Det var en til kort pause, som gjorde mig i tvivl om Justin stadig var der. Men da jeg kunne høre han indåndede dybt, var jeg ikke længere i tvivl. ”Uhm. Kind of” sagde han en del mere trist, end det han sidst sagde. ”What do you mean ’kind of’?” spurgte jeg og blev helt urolig. ”Nothing man. It’s just all that has happend. She’s a little bit overwhelmed” sagde han opgivende, som undrede mig en smule. Som om han ikke gad fortælle mig hvad der var galt. Det fik mig bare til, at ville vide det mere. ”Wait. Justin?” forhelvede. Så havde han lagt på. Herligt. Nu kunne jeg jo ikke tænke på andet end, at vide hvad det var han mente. Var Emma ikke okay? Jeg måtte vide det. Derfor tog jeg straks telefonen foran mit ansigt, og tastede jeg med det samme Kristoffers nummer ind, ringede, hvor han tog den uden at tøve ”Yeah?”. ”Hey Kristoffer. Do you know where Emma and Justin is?” spurgte jeg ham, med en bekymring i stemmen. ”They’re probably together” grinbede han smørret, hvor jeg bare sagde ”I know. I’ve just talked to Justin.But do you know what they’re doing?”. “You should know too” grinede han igen frækt, og jeg vidste helt præcist hvad han mente. Jeg skar bare en grimasse, og sagde ”Thank you for helping” ironisk, og lagde efterfølgende på. Jeg vendte hurtigt øjne af ham, og tænkte mig så om. Hvem kunne Emma fortælle alt til? Hvem ville hun fortælle denne ’hemmelighed’ til? Selvfølgelig. Jeg gik med hastige skridt ned af gangen med værelserne, da vi stadig var i ’The Penthouse’, og åbnede døren, som var længst nede af gangen. Jeg fik øje på Sarah og Liam, ligge lige lovligt tæt på hinanden, og rørte lidt meget ved hinanden. Jeg smilede kort af dem, og sagde så ”Sorry I interruptet” lidt grinende. ”Seriously man” sagde Liam irriteret, men stadig smilende, mens Sarah bare smilede overdrevet. Mit ansigtsudtryk ændrede sig pludselig til mere alvorlig, da jeg kom i tanke om hvad jeg ville snakke med ham om. ”Liam can I talk to you for a minute?” spurgte jeg ham med en alvorlig toneart. Han kiggede pludselig bekymret på mig, og sagde med det samme ”Yes. I’ll be right there”. Jeg nikkede lige kort, og gik efterfølgende ud af døren, da Liam lige skulle tage tøj på inden vi skulle snakke.

Der gik få sekunder, da Liam trådte ud af døren til værelset, og var i gang med at tage en T-shirt over hovedet. ”What is it?” spurgte han mig bekymret, og undrede sig over hvad det var jeg ville sige. ”Uhm. Do you know where Emma is? Im’m worried about her” sagde jeg ligeså bekymret som Liam. Han kiggede kort på mig, og sagde som om han afbrød sig selv ”Uhm… Eh.. Isn’t she at home?”. Jeg kiggede undrende på ham, og kunne se han følte sig ubekvem. ”I don’t know. I called her but Justin answered the phone and he wouldn’t tell me where they were. Do you know?” spurgte jeg ham igen, og kiggede stadig undrende på ham. ”No. I don’t” sagde han kort, men jeg vidste han gemte svaret. ”C’mon Liam. I can see when you’re lying. Look… If Emma isn’t okay. Tell me. Cause I’m worried. And I’m getting more and more worried for every minute that passes by. And I’m gonna’ find out anyway. I won’t give up… until you tell me what’s wrong…” sagde jeg, og kiggede ham dybt I øjnene, så han kunne se hvor meget det hér betød for mig. Han sukkede og kiggede med sine brune hundeøjne på mig, og sagde så efter en dyb indånding ”If I’m telling you. Then you’ll promise me that you won’t tell anyone. Okay?”. Jeg nikkede og var ivrig for at vide hvad det var. Liam tøvede, inden han sagde efter en kort pause ”…She’s in the hospital”. Jeg fik store øjne, og spurgte straks ”What? What happend? Is she okay?”. Selvfølgelig var hun ikke okay, da hun var på hospitalet, men jeg skulle jo spørge. ”She’s fine... Kind of” sagde han, og ville stadig ikke helt fortælle mig hvad der var sket. ”Why is everybody saying ’Kind of’. JUST TELL ME WHAT’S WRONG!” råbte jeg, og blev irriteret at han ikke bare sagde det. ”Harry…” begyndte han, og tog endnu en dyb indånding. Jeg kiggede stadig ’truende’ på ham, og ville have at han fortalte mig det. ”She’s getting an abortion”. De ord landede som en tung sten i min mave. En abort. Men hvis man skulle have en abort, skal man jo være gravid. Mine øjne blev pludselig fyldt med vand, og jeg kiggede fra truende til chokket på Liam, og mistede ikke øjenkontakten. ”What?” sagde jeg nærmest hviskende, da en tåre trillede ligeså stille ned af min kind. ”She’s prgnant?” spurgte jeg, og kunne stadig ikke forstå det. Han nikkede stille. ”What hospital is she in?” spurgte jeg ham emneskiftende. ”Harry..” sagde han, og syntes ikke det var en god idé. ”TELL ME!” råbte jeg, da ordene sprang ud af munden på ham, for han blev lidt forskrækket af min opførsel. Jeg gik med hastige skridt hen til døren, gik ud i bilen, med mine nøgler i hånden, og kørte af sted…

 

Justins P.O.V:

”Sir?” kunne jeg høre en mandelig stemme sige, som fik mig til at kigge ivrigt mod manden, som sagde. Han stod lige ved siden af mig, udenfor døren hvor Emma blev opereret. ”She’s awake and is asking for you” sagde han, som fik mig til at rejse mig hurtigt op ad stolen jeg sad i, og gik med hastige skridt ind af døren, hvor jeg så Emma ligge svag i den rullende seng. Jeg gik hen til hende, og var ivrig for at vide hvordan hun havde det. Så da jeg så hende, gik jeg over og satte mig på hendes sengekant, hvor jeg strøg en hånd over hendes pande, og den anden hånd i hendes. ”How are you?” spurgte jeg hende, med en afslappende stemme. ”I’m okay” sagde hun, men jeg kunne se på hende, at hun havde ondt i hovedet, da hun lavede den slags grimasse. Jeg lænede mig derfor ned til hende, og kyssede hende blidt på panden…

 

Emmas P.O.V:

Der var nu gået deromkring en time efter min operation, så Justin og jeg sad bare og snakkede, på min seng. Der var kommet en sygeplejerske med noget farvet budding, eller som man kalder det i USA ’jelly’. Justin og jeg syntes det var rimeligt ulækkert, så vi sad bare og legede med det, og nød hinandens selskab, som nogle små børn. Vi tænkte ikke længere på det barn vi havde opgivet. Vi prøvede ikke engang. Jeg tror hvis vi begyndte at snakke om det, ville vi bare begynde at græde, og tænke på hvordan det kunne havde været, hvis vi ikke havde givet det væk.

Midt i det hele kom der en sygeplejerske ind, og sagde ”Miss Moeller?”. Det var en sjov måde hun sagde mit navn på, men der fandtes jo heller ikke noget ’ø’ i deres alfabet, så det gik nok. ”Yes?” sagde jeg spørgende, og kiggede på hende, og det samme gjorde Justin. Det afbrød selvfølgelig vores ’leg’ med jellyen. ”There is a gentleman outside who wants to see you” sagde hun, som fik mig til at kigge undrende på hende, og sagde ”Send him in” som om det ikke var noget problem. Hun forsvandt fra dørkarmen, hvor Justin og jeg bare sad og ventede. ”Who could that be?” spurgte Justin mig undrende, hvor jeg bare trak lidt på skulderne, og sagde lidt efter ”Maybe it’s Liam. I told him that we’ll be here today. So maybe it’s him”. Derfor rejste jeg mig glædeligt op fra sengen, og halvløb ud på gangen, for at se om Liam var der. Men da jeg fik øje på hvem det var, gik det hele i slowmotion. Jeg så Harry komme gående hen mod mig, og i det øjeblik vidste jeg, at han vidste det. F*ck. Det var lige præcis ham, jeg mindst ville have skulle vide det. ”Emma…” sagde han, da han var kommet tæt nok på. Mine øjne løb i vand, da jeg vidste, at han havde fundet ud af det. Jeg ville bare have, at det skulle være en hemmelighed. En hemmelighed, som ingen skulle vide, men alligevel vidste Harry det nu. Jeg tog straks mine arme omkring ham, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg havde brug for ham. Hans bekymring. Hans dejlig, beroligende stemme. Ham. Tårerne trillede ned af mine kinder, mens Harry holdte sine arme om mig, og sagde beroligende ”It’s okay… It’s okay”…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...