U want me ~ 1D+JB, del 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Færdig
Nu er jeg nået til min tredje del af movellaen, og hér sker der en masse drama, meget kærlighed, og nogle valg, man helst ville undgå at tage.
Emma, 1D og Justin møder også nogle nye venner/kendte, som de har det sjovt med. Kristoffer kommer endda også på besøg.
Efter Harry og Emmas break-up, har det været lidt intimt mellem dem og Justin. Men de er stadig venner og kan snakke sammen.
En dag skal Emma, Harry, Laura og Eleanor til et modeshow, for at støtte en af Harrys gode veninder (Cara Delvingne), og da Laura og Eleanor går tidligt hjem, er det kun Emma og Harry, der er alene. Og vi ved jo hvad der sker, når de er alene... Så det rod, må hun rode sig ud af... -Held og lykke med det :-)

Man skal kunne forstå engelsk, for der bliver talet en del engelsk i movellaen.

10Likes
0Kommentarer
3194Visninger
AA

4. Faste beslutninger

Emmas P.O.V:
Jeg fik øje på Harry som kastede sten ud i vandet af raseri, gætter jeg på. Han havde garanteret bare brug for at lade sin vrede komme ud.

Jeg gik med små skridt hen til ham, stadig iført hans gamle skjorte og mit undertøj. Slet ikke akavet. Jeg vidste godt, at han havde set mig, men alligevel sagde jeg "Harry?", så jeg fik hans opmærksomhed. "What?" sagde han og koncentrerede sig om stenene han kastede i vandet. "I know what she has done was wrong, but... It's just a story, and im sure she won't do it again" sagde jeg forklarende. Han stoppede brat op, og gik hastigt hen til mig, og halvråbte ”It’s not just that Emma.. It’s about my life too. I know you can forgive her but.. I can’t. She has probably written about me fucking her so hard, and how fucking bad it was..”. Jeg afbrød ham, og var lidt overrasket over den måde han snakkede, rettelse, råbte på ”You slept with her”. Jeg havde på fornemmelsen, at han havde haft sex med hende, da de andre havde hørt det, men jeg havde nok håbet at de havde hørt forkert..

Mit spørgsmål fik ham til at falde til ro, og få et helt andet ansigtsudtryk. ”What?” hviskede han nærmest, men jeg vidste at han hørte hvad jeg sagde. Han gad bare ikke svare på det. ”Did you fuck her?” råbte jeg, og kunne mærke mine øjne fylde op med vand. Han svarede ikke, men hans stilhed var svaret. Svaret var ja. “Why do you care?” hans blik var rettet mod mine våde øjne, da en tare trilled ned af min kind. ”You were the one who broke up with me” tilføjede han. “I know.. But that dosen’t mean that I don’t care about you.. I still care about you, but I can’t be with you when you do something that hurts me.. I just can’t” sagde jeg stille.

 

Han fokuserede så på det andet emne, om Jennifer, og sagde "If she's your friend. Then why would she do this? Friends dosen't tell strangers about their friends private life. They keep it private.. That's what friends are for, Emma. You need to admit that" det sidste hviskede han nærmest. "I know, But If you're a good friend. You forgive your friends, if they've done something wrong. And that's what im doing" sagde jeg forklarende, stadig med tårer i øjnene. Han stod rimelig tæt på mig, så jeg kunne mærke hans åndedrag, strejfe mine læber. "Why are you such a good person" sagde han hviskende, og strjfede hans knoer langs min kind, så blidt at jeg dårligt nok kunne mærke hvor varm han var.

"Do you know how hard it is to not love you..." tilføjede han, og fjernede stille mit hår fra mit ansigt, hvorefter han, igen nussede min kind. Jeg stod stadig med tårer i øjnene, hvor jeg stille tog fat i hans hånd, og fjernede den fra mit ansigt. "But it's hard to love you. When you can't love anyone else, but me. You have to let me go" sagde jeg hårdt, hvor han kiggede overraskende med tårer i øjnene på mig. Jeg var nødt til, at sige det for, at han skulle lade mig være. Jeg elskede Justin, og det ville være at lege med hans hjerte, hvis jeg sagde til Harry, at jeg elskede ham. 
 

Jeg kiggede ham bestemt i øjnene, vendte mig om, efterlod ham, og gik indenfor til de andre. Jeg prøvede at se stærk ud, bagfra, for forfra kunne jeg ikke holde mine tårer inde. Jeg var overrasket over, at jeg overhovedet, havde undsluppet de ord fra min mund. Jeg elskede ham jo, men det var forkert, og jeg måtte komme over ham...

 

Harrys P.O.V:
Jeg fik smækket ordene lige i hovedet, så mine tårer væltede ud af mine øjne, som et vandfald. Eller værre. Og før jeg vidste af det, var hun gået. Jeg stod bare stenet, og kiggede på hende gå stolt indenfor. Det var nok dét der knuste mig mest. At hun ikke engang bekymrede sig. Det skar virkelig mit hjerte over.

Efter hun hånligt var gået indenfor, satte jeg mig ned ved kanten af vandet og sandet, og så ud mod solnedgangen, som så småt var ved at gå ned. Solen hjalp mig med, at tørre mine tårer ud, så min hud blev helt tør. Jeg stoppede ligeså stille, at holde op med at græde, nu hvor det alligevel ikke nyttede noget. Det eneste jeg gjorde var, at fokusere på den smukke solnedgang. Eller det lignede det, men jeg havde en masse tanker i hovedet.

Prøv at tænk, hvis den blondine havde gået med Emma på toilettet, eller hvis Emma ikke havde gået på toilettet.. så ville Emma garanteret sidde ved siden af mig lige nu. Danskere. De skaber så mange problemer... Hvem prøver jeg at narre? Selvfølgelig er det mig der er noget galt med. Jeg er en idiot.
Men Emma havde ret. Jeg kunne slet ikke tænke på andet end hende. Jeg var nødt til, at komme over hende. Lige meget hvad jeg gør, vil hun altid vælge Justin frem for mig. Jeg var nødt til, at lade hende gå. Hun kunne jo ikke have mig hængende hele tiden. Det måtte være enormt irriterende for hende, at have mig følge efter hende hele tiden, og prøve at overbevise hende, om at jeg var den rette... for det var jeg ikke. Det var Justin. Det var ham, som gjorde hende glad. Det var ham, der passer på hende. Det var ham, der hører på alle hendes problemer. Ikke mig. Og det har været ham hele tiden. Lige siden Emma og Justin mødtes, har det været Justin, som har gjort hende lykkelig. Jeg har altid lavet problemer, som Justin fiksede. Han er den rette for hende. Tænk, at jeg først har fundet ud af det nu. Lige meget hvor højt jeg elsker Emma, vil det alligevel ikke gøre nogen forskel. Jeg var ikke den rette for hende. Og sådan var det...

 

Emmas P.O.V:
Jeg trådte ind af døren, og tørrede hurtigt mine tårer væk fra mit ansigt, så de andre ikke skulle vække mistanke. Jeg tog et par dybe indåndinger, så jeg kunne slappe af, og tænke på noget andet.

Jeg trådte så til sidst ind i stuen til de andre, som så ud til at hygge sig. Selv ovenpå, hvad der lige var sket. De havde fået lidt mere tøj på, og sad og hyggede sig, med et spil som de spillede. Jeg kom stille ind, og fik straks alles opmærksomhed, hvor der blev helt stille. Laura brød den korte stilhed, og sagde "So. What did he say?". Ikke fordi det blev mindre akavet. Bare at vi skulle snakke om det, var værre end stilhed.

Jeg begyndte med et "Uhm", mens jeg satte mig ned i sofaen, ved siden af Jennifer, og sagde så "He just need some time". De kiggede bare forstående, og begyndte ligeså stille, at spille videre. Jeg var kun taknemmelig at de ikke spurgte nærmere om det. Så ville jeg garanteret bryde sammen, som var det jeg mindst ville lige nu.

Louis spurgte så hviskende i mit øre "Should I talk to him?". Jeg hviskede bare tilbage "I think, he needs to be alone right now", han nikkede forstående, hvor så jeg sagde "I'll make some hot chocolate", og smilede rundt, mens jeg rejste mig op, for at gå hen til køkkenet. Bare for at jeg ikke skulle sidde foran dem, og se trist ud, uden overhovedet at være med i spillet.

Normalt ville jeg tilbyde et glas vin, eller lignende, men nu hvor Laura var gravid, tror jeg det ville være bedst med noget varm chokolade.
 

Jeg opvarmede en gryde, med noget mælk, noget sukker, og noget kakaopulver. Jeg åbnede lige skabet, og fandt en pose skumfiduser, som jeg tog op i en skål, hvis man ville have det. "Can I help?" kunne jeg høre Jennifers stemme spørge mig, og tog blidt en hånd på mig ryg. Jeg kiggede bare kærligt på hende, og sagde "Yeah, sure". Selvom jeg havde lyst til at råbe af hende. Men hvad sket er sket, og jeg kan ikke gøre andet end at bide det i mig, så der ikke skulle komme en scene ud af alt det hér.

"Okay. What should I do?" spurgte hun smilende, som om der ikke var sket noget. Jeg tøvede lidt, hvor jeg så sagde "Can you go talk to Harry. I think he need you to talk to him". Hun kiggede overraskende på mig, og sagde så "Why would he talk to me", mens hun kiggede flovt ned i gryden, med kakaoen i, som hun rørte lidt rundt i. "Because, you need to talk about what you've done, so he can forgive you. I can't handle to look at you guys, when you're both crushed. You need to work this out" sagde jeg overbevisende, mens hun tøvede lidt. Jeg tog to kopper, og hældte noget kakao op i, hvor jeg sagde "Here. Take this, so you have an exuse to talk with him" og smilede sødt til hende. Hun smilede sødt tilbage, tog imod kopperne, stillede dem på bordet, sagde "Thank you" og krammede mig. Midt i krammet hviskede hun dog lige i mit øre "It means a lot to me, that you're supporting me and Harry. I love you". Jeg smilede bare og sagde kærligt "I love you too". Selvom jeg vidste at det hér ikke ville holde. Jeg havde nydt at have hende som veninde, men efter denne tur, ville jeg ikke kontakte hende igen. Alle de hemmeligheder jeg havde fortalt hende, havde hun skrevet ned som en imagine. Som om det var min dagbog.

Hun smilede hurtigt, hvor hun så afbrød, vores lille 'moment', og tog nogle skumfiduser i hånden. Hun tog nogle skumfiduser i den ene kop, hvor jeg hurtigt sagde "Oh, don't give Harry marshmallows". Hun kiggede undrende på mig, og sagde undrende "Why?", mens hun kiggede underligt på mig. Jeg reddede hende lige og sagde "He's allergic to marshmallows. Didn't you know that?". Hun tog bare skumfiduserne tilbage i skålen, og sagde "No i didn't", tog kopperne og gik ud af døren...

 

Harrys P.O.V:
Mens jeg tænkte på alt det, kunne jeg høre skridt bag mig komme nærmere. Jeg behøvede ikke vende mig om, for at se hvem det var, jeg kunne gætte det. Hun satte sig ved siden af mig. Jeg havde ret. Selvfølgelig var det Jennifer. Jeg skænkede hende ikke et blik, men blev bare ved med, at kigge mod solnedgangen.

Hun sagde uskyldigt "Hi", hvorefter der blev en lille pause, nu hvor jeg ikke svarede hende. "I've made some hot chocolate for you" sagde hun, og satte min kop fast i sandet ved siden af mig. Jeg kiggede ned på koppen, som om det var ulækkert. Det var kun fordi det kom fra hende.

Ingen skumfiduser. Kun Emma vidste det, så selvfølgelig var det hende, som stod bag kakaoen. Det fik mig ikke til at ændre min mening om kruset med kakao. Jeg havde ikke tænkt mig, at føle noget for hende mere. Selvom jeg ikke kunne. Jeg vidste at jeg ikke kunne, men jeg blev nødt til det.

Jeg ignorerede det bare, og sagde så "What do you want?" med en lidt hård tone. Jeg var fandme sur over hvad hun havde gjort, så det var vel forstående, på den måde jeg snakkede til hende.

Hun sagde på en måde opgivende "Im so sorry for what I've done. I don't know how I could... do something like that. And I understand if you're still mad at me, but... I really am sorry". Jeg kiggede på hende, og kunne se hun mente det. Hendes øjne var fuldt med vand, og jeg kunne ikke lade være med, at have lidt ondt af hende.

"Look... I believe you. I believe that you really are sorry, but what you did was wrong. And if I forgive you. You promise me, that you won't do anything like that again" sagde jeg og ventede på, at hun ville svare mig, som hun så gjorde med det samme "I promise I'll never do something like that again", og kiggede mig troværdigt i øjnene. "Then I'll promise you, if you ever do something that hurts Emma. I swear you won't ever see any of us anymore" sagde jeg hårdt til Jennifer, som kiggede bange på mig. Hun nikkede bare.

“Jennifer?” jeg kiggede stadig mod solnedgangen, og ventede på at hun reagerede. Hun nikkede ivrigt, hvor jeg så sagde "We can't be together. And you know that, right?", mens jeg kiggede hende lidt mere sårende i øjnene. Hun tog en dyb indånding, hvor hun så vendte sit hoved mod solnedgangen, og sagde "Yeah. I know". Jeg kiggede en ekstra gang på hende, hvorefter jeg tog en tår af min kakao...


Emmas P.O.V:
Jeg fik øje på Harry som kastede sten ud i vandet af raseri, gætter jeg på. Han havde garanteret bare brug for at lade sin vrede komme ud.

Jeg gik med små skridt hen til ham, stadig iført hans gamle skjorte og mit undertøj. Slet ikke akavet. Jeg vidste godt, at han havde set mig, men alligevel sagde jeg "Harry?", så jeg fik hans opmærksomhed. "What?" sagde han og koncentrerede sig om stenene han kastede i vandet. "I know what she has done was wrong, but... It's just a story, and im sure she won't do it again" sagde jeg forklarende. Han stoppede brat op, og gik hastigt hen til mig, og halvråbte ”It’s not just that Emma.. It’s about my life too. I know you can forgive her but.. I can’t. She has probably written about me fucking her so hard, and how fucking bad it was..”. Jeg afbrød ham, og var lidt overrasket over den måde han snakkede, rettelse, råbte på ”You slept with her”. Jeg havde på fornemmelsen, at han havde haft sex med hende, da de andre havde hørt det, men jeg havde nok håbet at de havde hørt forkert..

Mit spørgsmål fik ham til at falde til ro, og få et helt andet ansigtsudtryk. ”What?” hviskede han nærmest, men jeg vidste at han hørte hvad jeg sagde. Han gad bare ikke svare på det. ”Did you fuck her?” råbte jeg, og kunne mærke mine øjne fylde op med vand. Han svarede ikke, men hans stilhed var svaret. Svaret var ja. “Why do you care?” hans blik var rettet mod mine våde øjne, da en tare trilled ned af min kind. ”You were the one who broke up with me” tilføjede han. “I know.. But that dosen’t mean that I don’t care about you.. I still care about you, but I can’t be with you when you do something that hurts me.. I just can’t” sagde jeg stille.

 

Han fokuserede så på det andet emne, om Jennifer, og sagde "If she's your friend. Then why would she do this? Friends dosen't tell strangers about their friends private life. They keep it private.. That's what friends are for, Emma. You need to admit that" det sidste hviskede han nærmest. "I know, But If you're a good friend. You forgive your friends, if they've done something wrong. And that's what im doing" sagde jeg forklarende, stadig med tårer i øjnene. Han stod rimelig tæt på mig, så jeg kunne mærke hans åndedrag, strejfe mine læber. "Why are you such a good person" sagde han hviskende, og strjfede hans knoer langs min kind, så blidt at jeg dårligt nok kunne mærke hvor varm han var.

"Do you know how hard it is to not love you..." tilføjede han, og fjernede stille mit hår fra mit ansigt, hvorefter han, igen nussede min kind. Jeg stod stadig med tårer i øjnene, hvor jeg stille tog fat i hans hånd, og fjernede den fra mit ansigt. "But it's hard to love you. When you can't love anyone else, but me. You have to let me go" sagde jeg hårdt, hvor han kiggede overraskende med tårer i øjnene på mig. Jeg var nødt til, at sige det for, at han skulle lade mig være. Jeg elskede Justin, og det ville være at lege med hans hjerte, hvis jeg sagde til Harry, at jeg elskede ham. 
 

Jeg kiggede ham bestemt i øjnene, vendte mig om, efterlod ham, og gik indenfor til de andre. Jeg prøvede at se stærk ud, bagfra, for forfra kunne jeg ikke holde mine tårer inde. Jeg var overrasket over, at jeg overhovedet, havde undsluppet de ord fra min mund. Jeg elskede ham jo, men det var forkert, og jeg måtte komme over ham...

 

Harrys P.O.V:
Jeg fik smækket ordene lige i hovedet, så mine tårer væltede ud af mine øjne, som et vandfald. Eller værre. Og før jeg vidste af det, var hun gået. Jeg stod bare stenet, og kiggede på hende gå stolt indenfor. Det var nok dét der knuste mig mest. At hun ikke engang bekymrede sig. Det skar virkelig mit hjerte over.

Efter hun hånligt var gået indenfor, satte jeg mig ned ved kanten af vandet og sandet, og så ud mod solnedgangen, som så småt var ved at gå ned. Solen hjalp mig med, at tørre mine tårer ud, så min hud blev helt tør. Jeg stoppede ligeså stille, at holde op med at græde, nu hvor det alligevel ikke nyttede noget. Det eneste jeg gjorde var, at fokusere på den smukke solnedgang. Eller det lignede det, men jeg havde en masse tanker i hovedet.

Prøv at tænk, hvis den blondine havde gået med Emma på toilettet, eller hvis Emma ikke havde gået på toilettet.. så ville Emma garanteret sidde ved siden af mig lige nu. Danskere. De skaber så mange problemer... Hvem prøver jeg at narre? Selvfølgelig er det mig der er noget galt med. Jeg er en idiot.
Men Emma havde ret. Jeg kunne slet ikke tænke på andet end hende. Jeg var nødt til, at komme over hende. Lige meget hvad jeg gør, vil hun altid vælge Justin frem for mig. Jeg var nødt til, at lade hende gå. Hun kunne jo ikke have mig hængende hele tiden. Det måtte være enormt irriterende for hende, at have mig følge efter hende hele tiden, og prøve at overbevise hende, om at jeg var den rette... for det var jeg ikke. Det var Justin. Det var ham, som gjorde hende glad. Det var ham, der passer på hende. Det var ham, der hører på alle hendes problemer. Ikke mig. Og det har været ham hele tiden. Lige siden Emma og Justin mødtes, har det været Justin, som har gjort hende lykkelig. Jeg har altid lavet problemer, som Justin fiksede. Han er den rette for hende. Tænk, at jeg først har fundet ud af det nu. Lige meget hvor højt jeg elsker Emma, vil det alligevel ikke gøre nogen forskel. Jeg var ikke den rette for hende. Og sådan var det...

 

Emmas P.O.V:
Jeg trådte ind af døren, og tørrede hurtigt mine tårer væk fra mit ansigt, så de andre ikke skulle vække mistanke. Jeg tog et par dybe indåndinger, så jeg kunne slappe af, og tænke på noget andet.

Jeg trådte så til sidst ind i stuen til de andre, som så ud til at hygge sig. Selv ovenpå, hvad der lige var sket. De havde fået lidt mere tøj på, og sad og hyggede sig, med et spil som de spillede. Jeg kom stille ind, og fik straks alles opmærksomhed, hvor der blev helt stille. Laura brød den korte stilhed, og sagde "So. What did he say?". Ikke fordi det blev mindre akavet. Bare at vi skulle snakke om det, var værre end stilhed.

Jeg begyndte med et "Uhm", mens jeg satte mig ned i sofaen, ved siden af Jennifer, og sagde så "He just need some time". De kiggede bare forstående, og begyndte ligeså stille, at spille videre. Jeg var kun taknemmelig at de ikke spurgte nærmere om det. Så ville jeg garanteret bryde sammen, som var det jeg mindst ville lige nu.

Louis spurgte så hviskende i mit øre "Should I talk to him?". Jeg hviskede bare tilbage "I think, he needs to be alone right now", han nikkede forstående, hvor så jeg sagde "I'll make some hot chocolate", og smilede rundt, mens jeg rejste mig op, for at gå hen til køkkenet. Bare for at jeg ikke skulle sidde foran dem, og se trist ud, uden overhovedet at være med i spillet.

Normalt ville jeg tilbyde et glas vin, eller lignende, men nu hvor Laura var gravid, tror jeg det ville være bedst med noget varm chokolade.
 

Jeg opvarmede en gryde, med noget mælk, noget sukker, og noget kakaopulver. Jeg åbnede lige skabet, og fandt en pose skumfiduser, som jeg tog op i en skål, hvis man ville have det. "Can I help?" kunne jeg høre Jennifers stemme spørge mig, og tog blidt en hånd på mig ryg. Jeg kiggede bare kærligt på hende, og sagde "Yeah, sure". Selvom jeg havde lyst til at råbe af hende. Men hvad sket er sket, og jeg kan ikke gøre andet end at bide det i mig, så der ikke skulle komme en scene ud af alt det hér.

"Okay. What should I do?" spurgte hun smilende, som om der ikke var sket noget. Jeg tøvede lidt, hvor jeg så sagde "Can you go talk to Harry. I think he need you to talk to him". Hun kiggede overraskende på mig, og sagde så "Why would he talk to me", mens hun kiggede flovt ned i gryden, med kakaoen i, som hun rørte lidt rundt i. "Because, you need to talk about what you've done, so he can forgive you. I can't handle to look at you guys, when you're both crushed. You need to work this out" sagde jeg overbevisende, mens hun tøvede lidt. Jeg tog to kopper, og hældte noget kakao op i, hvor jeg sagde "Here. Take this, so you have an exuse to talk with him" og smilede sødt til hende. Hun smilede sødt tilbage, tog imod kopperne, stillede dem på bordet, sagde "Thank you" og krammede mig. Midt i krammet hviskede hun dog lige i mit øre "It means a lot to me, that you're supporting me and Harry. I love you". Jeg smilede bare og sagde kærligt "I love you too". Selvom jeg vidste at det hér ikke ville holde. Jeg havde nydt at have hende som veninde, men efter denne tur, ville jeg ikke kontakte hende igen. Alle de hemmeligheder jeg havde fortalt hende, havde hun skrevet ned som en imagine. Som om det var min dagbog.

Hun smilede hurtigt, hvor hun så afbrød, vores lille 'moment', og tog nogle skumfiduser i hånden. Hun tog nogle skumfiduser i den ene kop, hvor jeg hurtigt sagde "Oh, don't give Harry marshmallows". Hun kiggede undrende på mig, og sagde undrende "Why?", mens hun kiggede underligt på mig. Jeg reddede hende lige og sagde "He's allergic to marshmallows. Didn't you know that?". Hun tog bare skumfiduserne tilbage i skålen, og sagde "No i didn't", tog kopperne og gik ud af døren...

 

Harrys P.O.V:
Mens jeg tænkte på alt det, kunne jeg høre skridt bag mig komme nærmere. Jeg behøvede ikke vende mig om, for at se hvem det var, jeg kunne gætte det. Hun satte sig ved siden af mig. Jeg havde ret. Selvfølgelig var det Jennifer. Jeg skænkede hende ikke et blik, men blev bare ved med, at kigge mod solnedgangen.

Hun sagde uskyldigt "Hi", hvorefter der blev en lille pause, nu hvor jeg ikke svarede hende. "I've made some hot chocolate for you" sagde hun, og satte min kop fast i sandet ved siden af mig. Jeg kiggede ned på koppen, som om det var ulækkert. Det var kun fordi det kom fra hende.

Ingen skumfiduser. Kun Emma vidste det, så selvfølgelig var det hende, som stod bag kakaoen. Det fik mig ikke til at ændre min mening om kruset med kakao. Jeg havde ikke tænkt mig, at føle noget for hende mere. Selvom jeg ikke kunne. Jeg vidste at jeg ikke kunne, men jeg blev nødt til det.

Jeg ignorerede det bare, og sagde så "What do you want?" med en lidt hård tone. Jeg var fandme sur over hvad hun havde gjort, så det var vel forstående, på den måde jeg snakkede til hende.

Hun sagde på en måde opgivende "Im so sorry for what I've done. I don't know how I could... do something like that. And I understand if you're still mad at me, but... I really am sorry". Jeg kiggede på hende, og kunne se hun mente det. Hendes øjne var fuldt med vand, og jeg kunne ikke lade være med, at have lidt ondt af hende.

"Look... I believe you. I believe that you really are sorry, but what you did was wrong. And if I forgive you. You promise me, that you won't do anything like that again" sagde jeg og ventede på, at hun ville svare mig, som hun så gjorde med det samme "I promise I'll never do something like that again", og kiggede mig troværdigt i øjnene. "Then I'll promise you, if you ever do something that hurts Emma. I swear you won't ever see any of us anymore" sagde jeg hårdt til Jennifer, som kiggede bange på mig. Hun nikkede bare.

“Jennifer?” jeg kiggede stadig mod solnedgangen, og ventede på at hun reagerede. Hun nikkede ivrigt, hvor jeg så sagde "We can't be together. And you know that, right?", mens jeg kiggede hende lidt mere sårende i øjnene. Hun tog en dyb indånding, hvor hun så vendte sit hoved mod solnedgangen, og sagde "Yeah. I know". Jeg kiggede en ekstra gang på hende, hvorefter jeg tog en tår af min kakao...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...