Gå hjem

Hvad der ikke kan ses, eller måske bliver overset af de nærmeste, mens slaget rammer kroppen, så det giver genlyd i hele rummet. Dette er en fortælling fra et barn, der har oplevet fysisk og psykisk vold af sin mor og fortæller hvordan det er, at gå igennem årene som barn, hvor man ikke kan bryde ud af det hus, der burde være et hjem og tilgivelsen, der finder sted, selvom det er svært.

2Likes
1Kommentarer
204Visninger
AA

2. Gå hjem

Stemmerne er høje, men de skærer ikke igennem. Latteren virker melankolsk og uvirkeligt. Hvis jeg kunne røre mig selv og mærke, ville jeg måske ikke virke så fjern. Glassen klirrer og de skåler i begejstring. Der er ikke noget at fejre. 
Badeværelsets vægge giver ekko for hvert slag, der rammer og min huds farve forandrer sig til blodig rød. Det er som hvis min krop var lavet af glas og er på bristepunktet. Jeg kigger ned på fliserne og fokuserer på sprækken, der har fundet vej igennem to fliser. Den bevæger sig nedad. Jeg kan ikke bevæge mig.
Det gør ikke ondt længere. Hvis blot jeg holder fast i mig selv. Hun er rasende. Det er utroligt, hvor stille hendes slag ellers kan lyde for andre, mens de skriger for mine ører. Jeg beder ikke længere om tilgivelse, fordi jeg er resultatet af hendes raseri. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde forkert. Måske sad jeg forkert på stolen. Måske fordi jeg ikke kan lide broccoli. Hun vil altid holde øje med mig, mens vi skænker mad på vores tallerkener. Familie og venner samles i illusionen om glæde, men jeg vil blot ønske, at jeg kunne rejse mig og forsvinde. Mit skrig er censureret. Jeg kan ikke udtrykke mig. De kigger alligevel ikke på mig.
Når vi forlader toilettet, er hun stadig rasende på mig, men skjuler det ikke, når hun sætter sig ned. Et enkelt blik fra et familiemedlem falder på min mor og derefter på mig. Det forsvinder hurtigt igen. Vi glemmer.
Der er en kort tavshed, men hurtigt bliver den vendt til en samtale om meningsløs politik og pædagogik.

 

Det har aldrig været anderledes. Sommetider kan hun gøre mig så vred og magtesløs, at jeg skreg og straks fortrød. Det er ord i øjeblikket, der flyver ud munden ud på mig, fordi det er den vrede jeg føler og jeg ved godt, at ærlighed er ikke velkommen. Hun presser mig til det yderste, hvor hun griner hånligt, når jeg udtrykker mig om, at hun gør mig frustreret. Jeg niver mine ben til blods, mens jeg river mit hår ud. Manisk vil tårerne falde ned ad mine kinder. Hun må ikke se mig græde. ”Stop med at græde! Stop med at græde!” skriger hun, mens hun slår mig hårdere, men jeg kan ikke stoppe. Jeg kan ikke lade være, mor.
Det handler om kontrol. Hvis jeg tier, kan jeg redde mig selv. Jeg tager imod, mens hun kalder mig de mest grimme ting.
”Du gør det så svært at holde af dig!” siger hun i afmagt inden hun forlader mig. Når døren lukkes og jeg er efterladt på mit værelse skriger jeg lydløst, mens jeg græder. Min krop kramper af smerte over at holde det inde. Jeg slår mig selv gentagende gange. Forsvind, forsvind! Hvis blot jeg kunne forsvinde.
Det er alligevel sagt før, at hun aldrig skulle have haft børn, så jeg skulle åbenbart aldrig være blevet født. Men nu er jeg her, og jeg har ikke engang selv valgt det.
Det er min tilstedeværelse, som hun ikke kan tage. Hendes øjne forvandler sig til grænsen af det mest uhyggelige, når hun er vred. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kan vække så meget had i et andet menneske. Af frygt løber jeg fra hende rundt om spisebordet. Hun rækker ud efter mig, mens hun råber: ”Stop med at løbe fra mig, eller du kommer til at fortryde det”.
Jeg ved det godt, men mit hjerte banker som en sindssyg og jeg kan ikke stå stille. Jeg ved godt, at det går udover mig selv, men jeg kan ikke klare at hun slår mig igen. Adrenalinen pumper ud i mit blod og gør mig i et øjeblik i live og vågen. Hun får fat på mig. Det er for sent. Hun hiver mig ind på mit værelse, smider på sengen, mens hun gentagende gange slår mig med hendes hænder.
”Jeg slår dig kraftedme ihjel! Jeg slår dig ihjel, siger jeg!”
Jeg ser hende ikke i øjnene, men prøver at beskytte mit ansigt. Hun slår hårdere og hårdere jo mere hun tænker på, hvor irriterende jeg er.
”Så slå mig dog ihjel, mor! Så slå mig ihjel!” skriger jeg tilbage i et øjeblik af vanvid. Jeg er stadig ikke sikker, hvad jeg mente.
Det gør hende mere rasende. ”Skal jeg slå dig ihjel? Er det, det du vil have?”. Hun borer sine negle ned i min arm, så jeg skriger. Giv slip, mor. Giv slip.

 

Vi drikker altid Earl Grey, mens vi skriver meningsløse sange, der får os til at grine. Hun er min eneste ven, som giver mig mulighed for at glemme. Hendes familie samler sig altid omkring middagsbordet, og det er der jeg indser, at jeg adskiller mig fra hende. De spørger ind til hinandens dag og middagen omhandler pludselig historier, der samler en familie, der har været adskilt hele dagen. Det er ikke blot et tidspunkt, hvor man som familie sætter sig sammen og indtager mad, blot for at få det overstået.
”Hvordan var din dag?” vil min mor spørge min bror inden hun spørger min anden. Der vil komme et overfladisk svar. Jeg vil altid vente på min tur, men hun kigger ikke engang på mig.
”Jeg fik tolv i engelsk” siger jeg alligevel. I håb om hun kigger. Hendes blik vender sig mod mig, men fjerner sig hurtigt. Det efterlader en tomhed i mig. Stilheden dræber mig ligeså stille. Jeg kan ikke finde ud af, at være interessant. Jeg har ikke noget at fortælle. Jeg vil spise færdigt og lade som om at det aldrig er sket. Jeg sagde aldrig noget og hun ignorerede mig ikke. Jeg rejser mig op og går ind på mit værelse. Går senere i seng uden et godnat.
Sommetider ryger ordene ud i en mekanisk fortælling. Min veninde vil sidde på sin seng, mens jeg sidder nede på madrassen. Vi snakker rigtigt om noget andet, men pludselig udbryder jeg: ”Jeg ville ønske, at hun elskede mig”. Jeg begynder at græde og gemmer straks mit ansigt i skam. Jeg føler mig fjern, men jeg kan ikke holde det tilbage.
Hun sætter sig ned til mig og holder om mig uden at sige noget. Jeg græder endnu mere. Det er som om at smerten aldrig stopper. Det er blevet en følgesvend, der får mig ned, når min mor ikke er til stede til at gøre det. Smerten bider sig fast i mig og forbliver under huden.
”Det er kun fire år, og så er du fri” siger hun i en rolig tone. Jeg nikker, men jeg er bange for at miste mig selv undervejs.

 

Vinteren kommer og bryder ind i min verden som en indbrudstyv. Jeg står op, blot for at gå hjem senere på dagen. Jeg låser mig ude på toilettet og græder, fordi jeg ikke kan holde til det. Tankerne overvælder mig i øjeblikket og mens kan jeg høre hende i stuen beklage sig: ”Jeg er ved at blive sindssyg. Nu sidder hun ude på toilettet og tuder. Jeg slår hende krafedme ihjel en dag”.
Jeg bider hårdt i min hånd, mens jeg holder det inde. Hvis jeg holder fast på mig selv, vil jeg ikke falde fra hinanden. Min krop vil ikke falde fra hinanden, legeme efter legeme. Det er blot illusionen, der holder mig i live.
”Du ved godt, at ingen gider dig, når du er ked af det, ikke?” siger hun, når jeg endelig er gået ind på mit værelse. Hun står på dørtrinnet. Tvivler på om hun skal gå ind. ”Ingen har lyst til at være sammen med en, der altid er så sur”.
Jeg nikker. Der er ikke meget at sige. Jeg kan ikke rejse mig op, for alle de hænder, som jeg har rakt ud til, har fjernet sig. Jeg kan ikke bare flytte herfra, fordi jeg er umyndiggjort, gjort uden stemme og derfor er jeg blevet en fange i mit eget hjem gennem tiden.
”Det er din egen skyld. Du deltager aldrig herhjemme, og det er derfor der er ingen, der gider bruge tid på dig”, siger hun uden at tøve, ”Jeg er ked af, at jeg slog dig, men næste gang må du bare opføre sig bedre”.
Hun sætter sig derefter i min seng og jeg stirrer ud i luften. Håber hun går igen. Jeg prøver at vedligeholde virkeligheden og ikke trænge ind i hendes undskyldninger. Jeg kan stadig mærke slaget.
”Du skal altid overdrive. Det var ikke engang et rigtigt slag. Det var bare et lille klask” siger hun bestemt. Hun venter på mit svar. Jeg nikker og giver hende ret. Det er som om at det er svært at holde på, hvad der er rigtigt og forkert.
Når jeg kigger ind i hendes øjne, genkender jeg sorgen og vreden. Jeg lytter til hendes gråd, når hun sidder ude på toilettet. Væggene er så tynde og jeg er en del af hendes liv, selvom hun ikke kender mig længere. Jeg forstiller mig tit, hvordan det ville være at blive holdt om, når jeg græder. Det virker så fjernt.
”Jeg har altid holdt det jeg har lovet, ikke? Jeg har aldrig svigtet dig” siger hun som en undskyldning. Jeg nikker igen. Men hun kan ikke rive min tilgivelse ud af min mund. Hun kan ikke være min mor.
Når jeg har brug for fred, går jeg lange ture, men jeg kan aldrig finde min vej hjem. Jeg sidder fast i drømme om at leve, men hun læser ikke en eneste af mine historier.
Når det kommer til stykket, kan hun ikke genkende mig i mine ord, når jeg er ærlig og bryder hylsteret  Jeg vil befri os fra dette helvede, som vi har skabt i årenes løb.
Når chancen kommer, tager jeg den og bryder ud af dette hjem, der er præget af vred og sorg. Hvis jeg blot kunne beskytte mig imod hendes ord, der rammer hårdt og skaber mentale skader, som jeg ikke kan reparere. De bosætter sig under huden og holder smerten med selskab.
Hun fortæller mig hvem jeg er, men jeg kan ikke genkende den person, som hun beskriver. Jeg holder fast i de små brudstykker, der beskriver min person. Jeg har været så ulykkelig i mange år.

 

Festen fortsætter. Jeg sidder på badeværelses gulvet og holder styr på mig selv. Hvis jeg kigger længe nok i spejlet og fokuserer blot på mine øjne, kan jeg se dem blive overvældet af tårer. Der er liv bag. Men jeg tør ikke leve det ud. Tårerne forlader kun mine øjne, fordi der ikke er plads. Stemmerne er højlydte og latteren virker malplaceret. Menneskerne morer sig og skåler, så glassene klirrer imod hinanden. Der er ikke noget at fejre. Jeg har ingen balance eller hukommelse. Jeg har blot små øjeblikke, hvor jeg husker hvem jeg er.
Jeg kigger ud af det lille vindue, hvor jeg ser stjernerne, der har beklædt himlen og det minder mig om de ensomme nætter, hvor jeg lå på en madras på mit værelse og drømte om mit første hjem.
Nu er jeg ude, men jeg er stadig vildrede. Jeg smiler til mit spejlbillede, men det virker uvirkeligt. Det bryder ikke igennem og jeg kan ikke mærke andre mennesker. Kvinden i spejlet er blot et barn. Jeg niver mig til blods for at føle smerten, men den kommer ikke frem. Den manifesterer sig i destruktive tanker om ikke at være til længere. Jeg kan ikke finde ro, selv når jeg har forladt huset, hvor vreden fyldte.
”Ved du hvad? Du skal slet ikke føle dig uretfærdigt behandlet. Du valgte mig fra, da du gik ud af den dør! Du valgte mig fra!” råber hun den dag, hvor jeg besøger hende. Der er så mange ting, som jeg vil fortælle hende. Vi finder blot på atter en løgn, der kan dække over en anden. I virkeligheden har jeg set på en kvinde, der har brudt sammen. Jeg er ligeså meget tilskuer, som resten af familien.
Jeg står midt i stuen og ved ikke hvad jeg skal sige. Det gør ondt at se hende elske andre menneske, men hun kan ikke finde ud af at holde om mig. Mit indre knuses så let som glas, når jeg åbner munden. Jeg kan ikke give slip på disciplinen på at holde min kæft. Det er en kunst at græde højst i stilhed.
”Jeg er ensom, mor. Jeg har aldrig følt mig elsket. Jeg har aldrig fundet kærligheden hos de ligegyldige individer, der blot ønskede hvad jeg kunne blive. Jeg kan ikke finde ro i succes. Jeg har ikke tænkt i mange år, hvad der er sket og det har forhindret mig i, at åbne mig og leve mit liv”.
Derefter vil jeg trække vejret dybt og fortsætte: ”Dine ord rammer hårdere end dine slag. Jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg mig i dig. Jeg skriger, når jeg er vred. Jeg kan ikke kommunikere eller elske nogen nært. Jeg vil ikke nedbryde mig selv for jeg vil gerne leve, mor. Men jeg græder stadig som en baby om natten, når minderne holder mig søvnløs. Jeg prøver at finde min vej. Derfor kom jeg hjem. Jeg kom hjem, mor. Vil du holde om mig nu?”
Men disse ord blev aldrig sagt. De er ikke velkomne i dette hjem alligevel. Jeg satte mig ved siden af hende og så hende ind i øjnene. Sorgen i hendes øjne afspejlede sig i mine. Jeg holder tårerne inde, mens jeg lægger hovedet på hendes skulder og drømmer om at tage det hele tilbage. Vi kunne have haft det så godt, hvis vi blot gav slip.
”Jeg tilgiver dig, mor”, hvisker jeg, ”Jeg er kommet hjem”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...