More than this

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hvordan ville de have det, hvis din mor arbejde som stemme opvarmer, for et af verdens mest kendte boybands og bruger alt sin tid med dem - hvilket vil sige at hun intet tid har til dig.
Sådan er Allison Hørlycks liv. Hun har mistet sin far, da hun var lille, og føler hun har mistet sin mor.
Men hvordan vil Allison reagerer, når hendes mor siger hun skal med på Tourné med One Direction, når hun hader dem mere end noget andet, fordi de har taget hendes mor fra hende.
Hun beslutter sig for at gøre ting, ting som hendes mor ikke bryder sig om, fordi hun vil have hendes mors opmærksomhed. Men hvad sker der når fyren med det blonde hår og de krystalblå øjne, viser interesse for hende? Vil hun lade sig selv falde i? Eller vil hun forblive indelukket, vred og forsøge at ødelægge hendes mors arbejde?

263Likes
229Kommentarer
85155Visninger
AA

36. Chapter 34.


"Dont run from the truth, it will always find you"
- John Peterson


Efter den fine episode, forlod Harry og jeg hotellet, bare for at komme ud og gå, væk fra det hele og snakke om det hele. For forvirringen er stor, nok ved Jer alle sammen.
”Tak Harry, jeg ved godt, at det var for meget og bede om, men…”
”Det er okay Alli, eller måske ikke helt, du sårer Niall og din mor”
”Ved jeg, men vil bare have det væk og uden nogle ved det, udover dig” jeg vender blikket lidt på ham og han nikker kort, selvom han ikke er glad for det.
”Men hvis Niall finder ud af sandheden, at alt det med Olivia er dig og ikke mig, han tilgiver dig ikke og slet ikke, hvis du ikke fortæller grunden”
”Harry… min far døde… mor skal ikke hører det og slet ikke nu, hende og Paul er glade, jeg elsker Niall og jeg fik da testet forholder, selvom det ikke var det jeg ville. Bare have en grund, en grund til, at slå op, så jeg nu kan rejse væk og få det væk” han nikker stille og giver et kort suk fra sig, inden han ligger armen om mig.
”Lov mig, at du skriver eller ringer Allison…”
Så nu til forklaringen af alt, virkelig af alt.
Jeg har forvirret Jer alle og det har alt sammen ved meningen, for mine egne følelser var forvirringen i sig selv og den mærkelige følelse af død.
Min far havde kræft, han døde af det og muligheden for, at jeg ville få det, er jo stort og den del skete. Jeg er ung, men derfor kan kræften ramme alligevel og det har den gjort, det er jeg sikker på eller skal testet først, men mor skal intet vide og slet ikke Niall.
Jeg havde intet med byturen og gøre, så den aften med Niall og hende, det var ægte, 100 %. Det var efterfølgende, jeg vågnede op med brystsmerter en dag og jeg følte mig frem, jeg mærkede denne her knude i venstre bryst. Men hvem skulle jeg tale med?
Ingen.
Alligevel gik jeg til Harry og han har efterfølgende snakkede med Olivia, sammen med mig og det en fælles ting, han vil hjælpe mig også selvom, at jeg vil sårer Niall. Harry forstår mig og jeg græd ud ved ham, græd ud ved ham og om alt, alt med min far. Så vi kom op med planen, for Niall ville glemme mig og komme af med sagen, for derefter at leve med mig. Hvilket gav en god mulighed for mig, så jeg kunne slå op med Niall og rejse, for så havde jeg en god grund til, at rejse og mor vil lade mig.
Dog vidste jeg intet om, at Harry rent faktisk er forelsket i mig, den del vidste jeg ikke overhovedet.

Jeg vender hurtigt blikket på Harry og stopper en smule op. Han stopper selv ret hurtigt op, inden hans blik lander på mig og hans øjne ser bekymret på mig.
”Er du okay?” jeg ryster svagt på hovedet og mærker den ubehagelige brystsmerte snige sig frem, ikke mindst skyldfølelsen. Men mor fortjener det ikke, far døde og hun fortjener ikke chokket.
”Allison” siger han svagt og løfter mit hoved op, inden han ser ind i mine øjne og jeg tvinger mig selv til, at se ind i hans.
”Det er sikkert intet og er det, så kan du bekæmpe det, det er jeg sikker på” bare tanken om, at mit bryst skal fjernes piner mig eller at jeg måske ikke har det i brystet, men et andet sted.
”Jeg er bange Harry… virkelig bange” tårerne finder stille frem på mine kinder og Harrys tommefinger gør det samme, den fjerner dem stille og trækker mig ind i et kram.
”Jeg kan leve med bebrejdelsen fra Niall og hadet, så længe du får det tjekket og ved, at jeg ved hvor du er, selvom det gør ondt og din mor intet får, at vide eller Niall. Men drengen elsker dig Alli og jeg ved du elsker ham ligeså meget” hans læber rammer hurtigt mig i håret og det ender selvfølgelig galt, da et blitz rammer mine øjne og et suk forlader begge vore læber.
”Kom… du må hellere sige du vil væk” jeg nikker hurtigt, inden vi begge går tilbage mod hotellet og i stilhed.

 

***

 

At få pakket alle mine ting og en mor som græder, fordi jeg nu vil forlade det hele og grunden måtte blive Harry, at jeg ikke kunne magte det her og jeg lige havde endt alt med Niall. Alt gik så godt i mellem mor og mig, også skete det her. Jeg kigger kort ned på checken og som er underskrevet Harry, jeg kunne jo ikke bede mor om hjælp eller Paul og slet ikke hvis det er noget, så Harry betaler det og har sikkert givet mig flere penge, end hvad en behandling vil koste, men jeg er ligeglad. Jeg vil bare være rask og ikke skræmme mor. James ved jeg kommer hjem og jeg ikke bor ved ham, men ved Ryan. Ja Ryan ved sandheden også og James tror jeg skal være ved Ryan, fordi hans bedstefar er blevet syg igen og har brug for hjælp, hvilket James synes er godt, at jeg vil gøre. Så alt er perfekt.
”Allison skat, Paul er klar med bilen” jeg skynder mig hurtigt, at pakke checken ned, så mor ikke opdager den og vil spørger indtil tingene.
”Okay” siger jeg stille og vender mig rundt, hvor mine øjne mødes med hendes grædefærdige øjne.
”Sikker på du ikke vil blive? Niall vil jo ikke hade dig”
”Mor jeg kan ikke… det kan være Harry opfandt det hele, men han havde ikke tiden til mig og det er det som er problemet, ikke mindst, så savner jeg lidt Danmark og har bare brug for, at komme lidt væk fra det hele” hun nikker bare, selvom hun ikke synes det er okay og jeg kan jo se det på hende, hun vil have mig her og ingen andre steder.
Jeg tager fat i mine ting, inden jeg går ud i gangen og stopper op, jeg vender mig hurtigt rundt og går hen til mor, inden jeg giver hende den største kram jeg kan. Jeg tager bare mine ting igen og går hele vejen ned eller jeg tager nu elevatoren ned.

Måske det ikke er godt og lyve, men hvordan skal man fortælle sandheden og specielt når ens far døde? Kan man ikke og slet ikke til mor, eller James eller farmor. Jeg kan ikke til nogle. Kun Ryan og Harry. Hvilket jeg så meget værdsætter og må bare håbe, at Harry ikke bukker under. Han er faktisk en dejlig fyr, at ofre sit venskab med Niall, bare for mig. Han vil videre i livet, da han ved han ikke kan få mig og aldrig vil, for Niall fortjener mig, han er virkelig kær Harry og en rigtig god ven, faktisk mere som en bror efterhånden, overbeskyttende og alligevel ikke helt.
Men nu er det bare, tjek op på det her og håbe på det bedste. Det er alt jeg kan. Alt.

Mine fødder finder vejen ud af elevatoren og går i mod bilen, som Paul hurtigt åbner for mig(Altså døren) og jeg sætter mig roligt ind, i mens jeg efterlader tingene på fortovet, da jeg regner med Paul tager sig af dem og det gør han skam også. Mit blik lander en smule på ham, da han sætter sig ind i bilen og ser på mig med øjne som beder mig om, at blive og ikke flygte.
”Paul, bare kør… skal nå flyet” han nikker kort, men giver alligevel et højt suk fra sig og et lille suk finder vejen frem hos mig. Det gør ondt, meget.
Jeg vender blikket ud af vinduet og følger egentlig bare lidt efter hvor vi kører, men er egentlig ret ligeglad. Skal bare væk.
Allerede nu brister hjertet og det gør ondt, jeg elsker forhelved Niall og vil savne ham så meget! Frygten for, at han finder en anden gør endnu mere ondt end, at fortælle sandheden og sandheden kan jeg ikke fortælle. Den vil bare gøre mere ondt på ham.
Meget mere.
”Tænk at Harry kunne finde på det… troede ikke han var sådan, det skuffer mig” hører jeg Paul sige og det gør ondt, Harry gjorde det for min skyld, intet andet. Jeg siger ikke noget eller gør noget, jeg kigger blot bare ud af vinduet og prøver på at tænke klart, selvom det ellers er så svært.
Jeg føler mig så dum.
Jeg fortryder alt lige nu, måske jeg bare skulle fortælle alle sammen det hele og ikke rejse. Men det kan jeg ikke, så vil alle være omkring mig 24/7 og kede af det, det skal de heller ikke være!
Glem det, jeg har gjort det rette og jeg må bare håbe, håbe Niall ikke finder en anden eller vil hade mig for altid. Jeg kan ikke gøre andet. Må bare håbe!

************************************************************************************************************************

Ja, havde nogle set den komme? Hendes far døde jo af kræft. Men mon hun også har fået kræft nu?
Forstår I lidt bedre det hele nu?:).
Og tror I, at hun har kræft?

Overvejer lidt, om jeg skal slutte movellasen nu og lave en 2'er i stedet, eller om jeg skal fortsætte den, så den bliver forevigt lang? Hvad mener I?:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...