Det gode liv på landet

En helt almindelig, lykkelig familie er flyttet på landet. De tror, de skal have det dejligt og nyde hinandens selskab. Men det at bo på landet viser sig at være langt mindre idyllisk end forventet.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

1. Det gode liv på landet

”Vi drømte om sol og somre i gule kornmarker. Vi drømte om udflugter til det grønne brombærkrat. Vi drømte om det gode liv på landet.”

”Han fangede en kæææmpe stor fisk,” siger Aksel begejstret med armene slynget rundt om moderens hals. ”Gjorde han virkelig? Den glæder jeg mig til at se,” siger hun med et stort hvidt smil, mens hun går med sin søn i favnen hen mod huset. Det er dejligt at se, hvor flot et resultat, de er nået frem til efter halvandet år i byggerod. Nu er gården, som da de drømte om at bo på landet. Idyllisk.
Hun nyder duften af høstet korn og den omgængelige vind i håret. Solen står højt på himlen denne eftermiddag, og Aksel nyser, da han kigger for længe mod det skarpe lys. ”Prosit,” siger hun og kniber hans lyserøde næse.
”Tak,” hvisker barnet fortumlet.

”Aksel siger, du har fanget en stor fisk?”, siger hun til sin mand, da han kommer traskende ind i køkkenet senere samme eftermiddag. Aksel har fået lov til at lege i skyggen, og faderen iagttager hans leg, mens han svarer: ”Jeg fangede en lille gedde på et par kilo.” Hun fniser til svar. Men for sådan et lille barn er selv den mindste fisk kæææmpe stor. Sammen står de dvælende et øjeblik og ser på Aksel med kærlige øjne, mens han kysser en mariehøne på det prikkede skjold. Moderen tager sig selv i det og vender sig mod gryderne, hvor vand fra kartoflerne skummer op over kanten, og hun skynder sig at løfte låget. ”Nå. Det ser ud til, at maden er færdig,” siger hun befippet.
Faderen går hen til havedøren, åbner den på klem og kalder på Aksel: ”Aksel, mor har lavet mad til os. Kommer du ikke ind og spiser?” Aksel kigger op med øjne som to lysende blå perler og smiler et næsten tandløst smil. Så rækker han en knyttet hånd frem mod faderen: ”Hvad med Bertil?”, spørger han og åbner, så der bliver et lille kighul ind til det røde insekt.
Faderen skubber sine ternede sutsko af fødderne og vader ud på den brandvarme terrasse og sætter sig på hug foran drengen. ”Lad mig se den, Bertil sagde du?” Aksel nikker med et stolt udtryk i ansigtet, strækker fingrene og skubber forsigtigt mariehønen med pegefingeren hen til faderens store håndflade. ”Pas på, du ikke maser ham far,” siger Aksel og rejser sig. Han løber ind til moderen, der har dækket bordet med dekorerede porcelænstallerkener. Og saftevand, fordi det er sommer. Faderen lader mariehønen kravle over på et grønt blad i hyacintbusken og går ind til sin familie.

Det er morgen, og Aksel sidder på knæ foran kaninburet. Han stikker fingrene ind i hullerne i ståltråden og nusser kaninen på næsen. ”Far, den er sulten,” siger han til sin far, der allerede står klar i døråbningen med en le og en lang uhyggelig skygge foran sig. ”Så kom. Lad os gå,” svarer han ivrigt og vinker sønnen derhen. De trasker med gummistøvler gennem det lange græs og finder et godt sted. ”Her skal det være!” Aksel strækker armene over hovedet i iver og lægger sig ned på maven for at se på, mens faderen slår græs til den lille kanin.
Den skarpe klinge stryger hen over de lange mørke græsstrå, inden den når hen til hans øjne. Den er så tæt på, at han bliver skeløjet, når han fokuserer på spidsen.”Pas på Aksel! Du må hellere rykke dig lidt, så jeg ikke rammer dig,” siger faderen forskrækket, da han ser hvor tæt klingen er på barnets lyse krøller. Aksel fniser og kravler baglæns. Faderen synker en kvalmende klump i halsen og siger tørt: ”Jeg tror, vi har nok nu.”
”Far, vil du spille Mario med mig? Vil du far?”, spørger Aksel, mens faderen fæstner haspen på kaninburet. ”Det ville jeg rigtig gerne Aksel. Det mener jeg; det ville jeg virkelig, rigtig gerne.” Barnet ser tungsindigt på sin far, som undskyldende aer hans kind. ”Jeg er nødt til at ordne de der store halmballer, jeg snakkede om. Kan du huske, jeg snakkede om dem? At de skal ind i laden, inden det bliver regn? Ellers bliver de våde og rådner.” ”Men du kørte da også halmballer ind i går?” ”Ja, jeg ved det godt. Det tager lang tid, sådan noget. Men i morgen bliver vi færdige.” ”Okay, far…” Aksel sukker opgivende og vender ryggen til sin far for at gå ind i laden og lege.

I laden er der en stor dynge. Noget gemmer sig i den, og Aksel ved godt hvad det er. Han kravler over det stikkende hø og ned i en lille hule. ”Misseeer,” kalder han og sætter sig forventningsfuldt med blikket rettet mod det sorte hul. ”Kommer I ikke ud og leger?”, spørger han og lægger hovedet på skrå for at kigge ind til killingerne. Han kan se, de ligger derinde. Han stikker hånden ind og famler sig frem, til han møder noget blødt og pelset med fingerspidserne. Det lykkes ham lige akkurat at få fat om maven på den ene og så den anden killing og få dem ud af hullet. ”Hvorfor siger I ikke noget?” Han løfter den enes hoved. Den er helt slatten. Det løber ham koldt ned ad ryggen, så han ryster det af sig. Da han mærker den iskolde snude, klør det i øjnene, og han gnider dem. Men det hjælper ikke. Tårerne vælter ned ad hans rødmende kinder.
”Faaar! FAAAR!” Han skriger hysterisk: ”Far, misserne er døde!” Faderen kommer styrtende og kravler klodset ind i hulen. ”De er døde, far.” Aksel holder killingerne op i favnen og snøfter en ordentlig snotklat ind i næsen, så den ikke drypper på de døde dyr. Faderen tager killingerne i hånden – så små de er, at de kan være i en enkelt mandehånd – og siger til det ulykkelige barn: ”Af og til er der nogen, der forlader os, Aksel. Det må vi bare lære at leve med. Du lærer det nok engang, det lover jeg dig.” ”Lover du?”, spørger Aksel grådkvalt. Faderen stryger sønnens blonde hår og sukker bedrøvet. ”Ja, det lover jeg. Kom, så går vi ud og begraver dem.”

”Mor, vil du holde en tale? Når der er begravelse, skal man altid holde en tale,” siger Aksel og tager moderens varme hånd i sin. Hun kigger spørgende på sin mand, der nikker og smiler ømt til hende. ”To killinger drømte om en dejlig sommer sammen med deres bedste ven Aksel. Nu må de i stedet nyde sommeren helt oppe i himlen. Men det gør ikke noget, for der skinner solen, og så kan de være sammen med deres bedstemødre og deres bedstemødres bedstemødre. Må de to killinger hvile i fred.” Hun ser, hvordan en tåre langsomt triller ned over barnets ansigt og drypper fra hagen. Så går de ind.

Næste dag springer Aksel rundt i køkkenet: ”Må jeg ikke nok lege i laden? Må jeg ikke, hvad far?” Faderen er på vej ud af døren, da Aksel hiver i hans bukseben. ”Jeg vil helst ikke have, du er i laden i dag, Aksel. Ikke når jeg arbejder derude.” Han ser op på moderen, der vasker op efter morgenmaden. ”Irene, vil du sørge for, han bliver inde? Det er for farligt for ham at rende rundt derude, når vi læsser bigballer.” ”Ja selvfølgelig,” siger hun, mens hun tørrer af med et stribet viskestykke. ”Nej!”, råber Aksel og tramper hidsigt i gulvet og med armene over kors. Faderen klapper ham på hovedet og siger mildt: ”Så spiller vi Mario i aften.” Det får Aksel til at smile triumferende og løbe ud i haven for at lege med mariehøns, sommerfugle og honningbier.

Solen står højt og bagende på himlen, perfekt til at solbade. Moderen ligger på et håndklæde og med en arm over øjnene til at skygge for det skarpe lys.
Hun propper høretelefoner i ørerne og skruer op for Rasmus Nøhrs bløde sommerstemme, så hun slet ikke kan høre noget andet. Hun ville ikke opdage, det hvis Aksel forsvandt. Og pludselig er det det, han gør. Han forsvinder ud af haven og om til laden.

Faderen bakker vognen så langt ind i laden som muligt, inden han slukker for motoren og gør traktor med frontlæsser klar til at flytte de tunge baller. Han kører frem med den første balle for at placere den et godt sted på toppen, men da han vender blikket mod det, der før var en ledig plads, får han øje på sin søn, der står og iagttager ham med store nysgerrige øjne. ”Aksel! Hvad laver du her? Kan du så komme ned!”, råber han vredt og forsøger at overdøve støjen fra motoren. Aksel skynder sig væk, og faderen samler sig ovenpå chokket, inden han fortsætter arbejdet. Tænk, hvis nogle af ballerne væltede og tog drengen med i faldet. Så ville han blive mast og dø.
Tanken vil ikke forlade ham, og da han er færdig, og det er blevet mørkt, ser han omhyggeligt efter, inden han lukker ind til laden. Mørket tvinger øjnene til at overbelaste sig for at se noget som helst. Der er ikke nogen. Det er han helt sikker på nu.
Den lumre sommervarme får sveden frem på kroppen, så halmstøv klistrer til huden og får det til at klø under tøjet. Han klasker en myg, der sidder klar til at stikke, i nakken og maser den mellem tommel- og pegefinger, så en blodplet farver fingerspidserne.
”Esben?” Irene kommer hastende. Hun virker en smule stakåndet, og uroligt skælver hun spørgende til sin mand: ”Esben, jeg kan ikke finde Aksel. Han må være gået, mens jeg lå i haven. Eller… da jeg støvsugede i kælderen. Eller… jeg har ikke set ham siden… i morges, tror jeg. Hvor er han?” Faderen går i stå og lytter. I stilstand lytter han til sin puls, og angsten stiger ham til hovedet, så han bliver svag i alle led og er ved at falde sammen på jorden.
Lyden af noget tungt, der lander på jorden brager gennem begge forældres hørekanaler. ”Hvad var det?”, spørger hun skingert og vender hovedet med et reflekshurtigt ryk mod ladeporten. Hun løber derhen og åbner anstrengt med al sin råstyrke den tunge, gule indgang.  Faderen er hurtigst og styrter ind i mørket. ”Tænd lyset,” beordrer han, mens han forsøger at forstå, hvad der sker. Han tager sig til hovedet og kniber øjnene sammen et øjeblik, da det skarpe lys bliver tændt. Moderen bliver panikslagen ved synet af tre store bigballer på betongulvet: ”De skal ikke ligge der, skal de vel?” Hun snøfter. ”Skal de?!”, råber hun i hovedet på sin mand, da hun står ved siden af ham. Han synker en klump: ”Nej, det skal de ikke.”

Sammen går de hen til bigballerne. Faderen tager fat i vindegarnet, der holder på halmen. ”Hjælper du lige?” Moderen gør det samme. Den er tung, men det lykkes dem at skubbe den lidt.
”Hvor er han?” De stirrer på et tomt hul mellem de to, der ligger tilbage på det grå gulv.
Bag dem lyder pludselig et barneskrig og voldsom skramlen. De vender sig om og ser til deres skræk drengen på gulvet med den alt for tunge stige over sin lille krop og en voksende mørk plet under hovedet. ”Nej!”, skriger moderen og falder sammen på gulvet. Faderen spurter hen til barnet, løfter stigen og kyler den fra sig. Så lader han sig dumpe ned ved siden af sin dreng. ”Aksel! Aksel, kan du høre mig?” Han rusker i den slatne krop. Men der er ingen, der reagerer. Intet drillende smil, der møder ham og fortæller ham, at det hele bare er en leg.

Der er koldt i kirken, og de hvidkalkede vægge giver skarpt genskær, så det gør ondt i øjnene, mens hun står der. Smerten dulmes, da tårerne danner et slør som beskyttelse for øjnene. Men der er stadig smerte derinde et sted. Den fylder hele det store rum. Der er næsten ekko til hvert et ord, hun fortæller den sørgende forsamling: ”Vi drømte om sol og somre i gule kornmarker. Vi drømte om udflugter til det grønne brombærkrat. Vi drømte om det gode liv på landet. I stedet fik vi en sommer i byggerod og en halv sommer, der skulle vise sig at blive til vores værste mareridt. For det gode liv på landet er en drøm, og virkeligheden er en hel anden. Virkeligheden er fuld af bekymringer.  Landbrug er en farlig arbejdsplads og en endnu farligere legeplads. Man kan ikke bare flytte til landet uden større overvejelser, uden erfaringer med en sådan kultur. Livet på landet, det er farligere end man tror, og der sker ulykker hele tiden. Men det skulle ikke holde os tilbage. Det skulle ikke tilbagelægge drømmen. Drømmen om det gode liv på landet.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...