Så knoglerne ryster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Igang
har du nogensinde tænkt over hvordan du skal dø?
det har hovedpersonen i denne gyser i hvert fald ikke, så hendes meget usædvanlige død kommer noget bag på hende...

læs den og find ud af om du kan holde dine knogler i ro...

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Så knoglerne ryster

Så knoglerne ryster

 

Gaden var øde, her var ellers altid så mange mennesker, mennesker der bandede over at trafikken var for langsom eller at folk tog alt for mange penge for et lille stykke chokolade, de kunne vel bare lade være at købe det!

Men nu var her helt stille, ingen biler der osede af benzin, ingen råbende mennesker eller skrigende børn.

Nej, her var helt stille, så stille at man næsten kunne høre stilheden, det var stilhed før stormen, det var et varsel om at noget var helt galt! 

Men var der ikke også noget andet galt? Jo, for her var heller ingen mennesker, intet andet levende, ikke engang en kat løb over gaden.

Her var helt stille og helt forladt, luften var kold og tynd som silke- papir, det var næsten som om den fangede alle lydene og forstærkede dem, en rusten dør der knirkede i sine hængsler, da vinden blidt skubbede til den, lød nu som et højt ensomt skrig i natten.

Jeg bevægede mig langsomt ned ad den øde gade, måske var det her alligevel ikke min bedste ide!

Mit hjerte hamrede nu så hårdt, at jeg var sikker på, at det ville springe mit bryst, blodet pumpede hurtigt i kroppen.

Mørket havde lagt sig over gyden som et sort tæppe af nat, som altid i denne by kunne man ikke se stjernerne. Gadelampens lys forsøgte forgæves at trænge igennem det ensomme mørke. 

Jeg fik pludselig fornemmelsen af, at nogen eller måske noget fulgte efter mig. Jeg måtte væk fra gaden!

 

Jeg sprang ind i et hus lige ved siden af mig. Huset set ude fra var stort, mørkt og skummelt, men jeg havde så travlt med at komme ind, at jeg slet ikke ænsede det. Trappestenene op til huset var meget revnede og slidte. Jeg lukkede hurtigt døren efter mig, den var gammel og knagede let i sine hængsler. Huset var mørkt og det tog mine øjne lidt tid at vende sig til det.

Luften var meget tyk og gammel og her lugtede af støv, der havde klumpet sig sammen i mange år, her havde helt sikkert ikke været nogen i flere årtier.
Jeg listede forsigtigt hen over det beskidte gulv, som jamrede og klagede, som var det en elefant, der gik på det.

Her var så koldt, at det næsten kunne mærkes helt ind i knoglerne!

Jeg gøs lidt og kikkede mig omkring, jeg fik øje på mig selv i et gammelt og krakeleret spejl, men her var så mørkt, at jeg bare lignede en utydelig skygge. Jeg skulle til at vende mig om, da mine øjne igen faldt på spejlet, var der ikke noget helt galt med det? Det gik op for mig, at der var to skygger i spejlet!

Jeg fik pludselig fornemmelsen af, at nogen åndede mig i nakken. Mit hjerte sprang et slag over, jeg vendte mig om lige tids nok til at se... Nej, vent, der var ikke nogen?!

Jeg kunne ikke fatte det, jeg kikkede igen på spejlet, nu viste det kun én. Mit hjerte hamrede hårdt mod ribbenene, og jeg trak vejret i hivende stød. Jeg syntes pludselig, at jeg kunne høre noget, det var gulvet ude i gangen, der knirkede. Jeg kunne høre fodtrin og slæbende fødder, der gik nogen!

Jeg vendte mig langsomt om, hele min krop rystede voldsomt, selv knoglerne rystede. Ligesom før var der ikke nogen, men i det tykke lag støv, der lå på gulvet, var der et tydeligt sæt fodspor.

 Her blev, hvis det da var muligt, endnu koldere.

Dryp, dryp, dryp...
 Selvom Jeg helst ikke ville vide, hvad det var, drejede jeg alligevel hovedet og kikkede hen mod det store bord i midten af rummet, hvor lyden kom fra.

Det var blod, der langsomt dryppede ned på bordet dråbe for dråbe.

Jeg fik kvalme og havde mest lyst til at brække mig. Jeg måtte ud herfra, der var noget helt galt med det her hus, denne her by, denne nat!

Jeg skulle til at løbe tilbage til døren, da en kold vind pludselig kom ud af ingenting og smøg sig om mig, noget hårdt og knoglet greb pludselig fat om min ankel og holdt mig fast. Panikken greb mig og jeg skreg, mens jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne for at slippe fri. Den knoglede ting, hvad end det nu var, holdt så stramt om mit ben, at det føltes, som om det ville brække!

Selv om jeg aldrig rigtig havde tænkt på, hvordan jeg skulle dø, så havde jeg nu alligevel ikke forestillet mig det på den her måde...! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...