Amy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 5 nov. 2013
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. Amy

Dukken. Vær aften ligger jeg vågen i timer i frygt for at sove. For jeg ved at når jeg vågner, så vil den være der. Jeg falder altid i søvn igen og vågner, når jeg hører den skrigende lyd. Som hvis man skraber noget spidst ned af en kridttavle.  Det er lyden af begyndelsen på mine levende mareridt, som gentager sig vær nat. Dukken tager kontrollen over mig. Styre mit sind.  Jeg overvinder aldrig den magt, der vær nat bliver lagt over mig. Det gør mig til et monster. Eller det tror folk, når de finder ligene af mine ofre. Et nyt lig vær nat.

Ligger helt stille. Lader som om jeg ikke hørte det. Prøver at sige til mig selv at jeg ikke hørte det, men jeg ved at, det gjorde jeg. Kniber øjnene helt sammen, Nu starter det. Jeg har prøvet det så mange gange før, men alligevel, er jeg lige bange vær nat. Jeg kæmper imod, uden noget resultat.  Mine øjne bliver tvunget op og modvilligt går jeg ud af sengen.  Jeg kigger over mod hjørnet. Der står den. Dukken. Med sit blege ansigt og fedtede rottehaler. Jeg er nu under dens kontrol.  Alt hvad jeg gør fra nu af og til solen står op bliver styret af Amy. Det hedder hun. Det hedder den.  Amy går ud af døren og jeg følger efter.  Hvor mon vi skal hen i nat? Jeg ønsker inderligt at det ikke er nogen jeg kender. Vi går udenfor. Jeg får ikke sko eller jakke på, det er Amy ligeglad med.  På bare fødder og i natkjole går jeg bag den, som en lille hund efter sin herre. De små, blege dukkeben som ikke kan bukke, for den til at vrælte stift af sted. Monsterdukken. Dukken fra helvede. Det er mørkt, vi drejer ned af en lille gyde uden lygtepæle. Frygten begynder at snige sig ind på mig. Jeg kender denne her vej. Mine forældre er skilt. I ugen vi er i nu, er jeg hos min far. Så ond kan den da ikke være? ”Amy”, siger jeg bedene, med hjertet oppe i halsen. Hun drejer hovedet. Hendes tomme øjne kigger op på mig. Siger ingenting. Det tror jeg ikke at hun kan. Hun kigger væk igen og går videre. Mine ben følger efter. Hen mod Min mors hus. ”Amy!” skriger jeg, ”stop!”.  Hurtigt falder jeg ned på jorden, og lægger nu i en knælende stilling forandt dukken. Det er aldrig en god ide at prøve at give ordre til hende.  Hun vender sig om og kigger på mig, med de tomme glasøjne. Hun lægger hovedet lidt på skrå og jeg mærker min ene hånd trække sig langsomt væk fra mig og kniber øjnene sammen, klar til at tage i mod slaget. Min hånd suser igennem luften og rammer mit ansigt med et smak. Jeg mærker min overlæbe blive varm og smager blod. Hun vender sig om og går videre. Jeg rejser mig op og går efter.

Min læbe dunker stadig da jeg tager fat i håndtaget til huset.  Døren knirker, og gulvet føltes koldt mod mine bare tær. Vi går mod soveværelset. Tåre gør mine kinder våde. Jeg har intet at stille op. ”Jinny?”, min mor kigger spørgende på mig. ”hvad laver du her?”. Jeg står midt i rummet. Jeg udstøder et klynk. Hun ligger i sengen. Er vågnet ved lyden af døren der blev åbnet. Uvidende mor. Uden kontrol går jeg hen mod hende. Ved hvad der skal ske.  Mine skridt bliver hurtigere.  Jeg starter ud med at sende en voldsom knytnæve i hovedet på hende.  Forfærdet skriger hun.  Jeg græder. Frygter det der nu skal ske.  Jeg kravler op i sengen og sætter mig på min mor. Holder hendes arme fast med mine ben. Når jeg er under Amys kontrol bliver jeg uendelig stærk.  Min mor ligger helt stille og ser forfærdet op på mig. Jeg kigger bedende over på dukken.  Mine hænder bliver ført op til mors ansigt. Skrækslagen ser jeg til mens de først kærtejner hendes kind, hvorefter de griber om hendes øjne. Mine negle bore sig ned under øjeæblerne. Hun skriger. Jeg presser længere ned om mærker at de to små runde kugler giver slip, på den ellastikagtige streng der holder dem på plads. Smerteskrigene fra mor bliver voldsommere. Hele min krop ryster. Nu sidder jeg med de to øjne i hænderne og har efterladt min mors øjenhuler tomme og mørke. Det undre mig hvor lidt blod der er i øjnhulerne. Kvalmen vokser i mig. ”Jinny” skriger min nu blinde mor. Mit greb om øjeæblerne bliver strammere, og jeg mærker at de med et plop, springer i mine hænder. En hvidgul væske siver ud.  Jeg brækker mig. Ud over min mor, og mig. Stanken niver mig i næsehårene. ”stop” skriger jeg mod dukken ”vær’ sød at stoppe!!!” Mine skrig blander sig med min mors gråd. Amy ligger hovedet let på skrå. Det skulle jeg aldrig have sagt. Min ene hånd former en skål, og samler noget af brækket op. Jeg heller det over i den anden hånd, så det bliver blandet sammen med de moste øjeæbler.  Så føre jeg hånden, med blandingen op til munden.  Stædigt vender jeg hovedet den anden vej og presser læberne sammen.  Det nytter ikke.  Min nakke knirker let, når jeg igen vender hovedet mod min hånd, og modvilligt åbner munden.  Det overraskende klistrede stads bliver hældt ind i munden på mig, og jeg maser det med tungen op mod ganen, hvorefter jeg sluger det. Jeg er næsten glad for at min mor ikke kan se mig nu medens jeg eder hendes øjne blandet med mit ejet bræk. Væmmelsen river i mig. Jeg kigger over på dukken. Hvad så nu? Jeg løfter mit ene lår og mine hænder griber fat om mors ene arm. Der lyder et højlydt ”knæk” når jeg knækker den midtover. Som når man knækker en stor gren.  Hun skriger igen. Denne gang endnu højere. Der går hul på huden, lige der lidt under albuen og den hvide knogle stikker ud. Nu bløder det. Der går mindre end 10 sek. før lagenet er gennemblødt. Det er godt, for så vare der ikke længe før hun har mistet for meget blod og vil dø. En ende på hendes lidelser. Amy har en ting, med at hun gerne vil smage på ting. Eller altså at jeg skal smage på ting. Jeg køre en hånd rundt i det varme blod og tager hånden op til ansigtet, for så at tvære det lidt rundt.  Først lidt op af halsen, på kinderne, i panden og så ind i munden. Blodet smager lidt af metal. Varmt metal, fra min mor.  Hun ligger og hulker. ”jinny” hvisker hun bedende, ”stop”. Jeg ville ønske at jeg kunne. Bare stoppe. Efter lidt tøven siger jeg så, med så neutral en stemme, som overhovedet mugligt: ”nej”. Det er bedst sådan. Måske bliver dukken tilfreds med mig, og belønner mig. Det går hun… Den. Hun giver mig lidt kontrol. Ikke nok til at jeg kunne løbe væk, men nok til at jeg selv kan vælge det næste.  Jeg tænker hurtigt. Hvad ville dræbe min mor hurtigst? Jeg føre mine hænder op til hendes hals og klemmer til. Hun spræller og gylper. Siger nogle underlige lyde. Giver et sidste forsøg, men ligger så helt stille. Hun er død. Min mor er død. Jeg dræbte min mor. Det var ikke Amy, der førte mig til sidst. Jeg gjorde det selv. Det var det bedste for alle. Tårerne gør mit syn sløret. Lugten af blod, bræk og dårlig samvittighed, giver mig kvalme. Jeg brækker mig igen. Udover min døde mor. Det er ikke slut endnu. Det ved jeg, for jeg har prøvet det så mange gange før. Det er den værste del der kommer nu. Dukken har igen taget kontrollen over mig. Jeg læner mig ned over mit offer… Og kysser hende. Jeg ved ikke om du nogensinde har kysset en død? Det er forfærdeligt. Hendes kolde læber, uden liv, føles som papir mod mine. Smagen af bræk og blod blander sig i min mund. Jeg trækker mig væk fra min mor. Det er slut. Dukken har sluppet kontrollen. Nu må jeg klare resten selv. Jeg står med død mor og er smurt ind i blod. Jeg fare hen mod Amy og griber fat i hende. Vreden som hidtil har været skjult bag sorgen og forfærdelen, bobler nu op i mig. Jeg fare ud i stuen og smider djævledukken ind i den brændende pejs. Der står jeg og kigger på at den smelter, og bliver sort. Men det er lige meget. Jeg ved at næste nat, der står hun der igen.  Så god som ny, klar til at vægge mig fra mine mareridt, og føre mig ud i en virkelighed der er endnu værre.

Dukker som denne, produceres i helvede. Det siges at hvis man som barn kalder sin dukke Amy. Så bliver den inden længe forbyttet med en af disse skrækkelige djævledukker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...