En mistet fortid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Alexandra.
Hun har mistet sin fortid.
En dag dukker hun op ved en hoveddør, som ikke er hendes, og der starter hendes liv på ny.
Men så kommer en ny dreng ind på skolen, Mason.
Han er mystisk, og næsten alle pigerne falder på stribe, for at være sammen med ham. Han dukker hele tiden op, hvor hun er.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Hej alle,
Det er første gang at jeg lægger noget op, så nu må vi se.
Der opstår sikkert nogle pauser, så det må i undskylde.
XOXO

2Likes
5Kommentarer
508Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Engelsk.

 

 

Efter idræt var der en pause på fem minutter, der skulle vi både gå i bad og skynde os videre til time. Jeg skyndte mig så meget jeg kunne, og alligevel kom jeg for sent, som den eneste. Jeg åbnede døren til engelsk og skyndte mig ind på min plads bagerst lige ved siden af Noah. Jeg sendte Noah et smil, som hej.  ”Nå, så kunne du komme. Slå op på side 45 og begynd at læse det første afsnit op, ” sagde Frost, som vi også havde til engelsk.

 

 Jeg sukkede og begyndte at læse op. Jeg var næsten færdig, da en banken på døren afbrød mig, midt i en sætning. ”Ja? ” sagde Frost og kiggede vredt hen mod døren. Døren gik op, og i døråbningen stod ham den nye, Mason. ”Er det her lokale 10b, eller er jeg gået forkert? ” sagde han med en charmerende stemme, og kiggede på mig igen. ”Jo, jo det er det. Kom du bare ind. Du kan kalde mig for Hr. Frost. ” Det var tydeligt at han helst bare ville have ham ned at sidde, så han kunne komme i gang med timen, igen.

 

 ”Mason, ” mumlede han bare og gik igennem klassen for at finde en plads. Jeg kunne kun se to ledige pladser tilbage. En foran Noah og jeg, og så en på første række. Mason kiggede bare et sideblik på den første stol, og begav sig videre hen mod os. Jeg kiggede hen på Noah, som bare stirrede på Frost, og viste et udtryksløst ansigt. Da jeg drejede hovedet havde Mason sat sig foran os, og havde vent sit hoved mod mig. Han søgte mine øjne, og jeg kiggede i øjnene på ham. ”Skal vi ikke lige blive færdige med teksten, Alexandra? ” bemærkede Frost.

 

 

Jeg løsrev mig fra Masons blik, og afsluttede de sidste linjer. ”Godt, næste, ” sagde han og gav sig til at kigge i sine papirer. En eller anden begyndte at læse, mens Frost stod med masser af papirer, som han gerne ville af med. Til sidst endte det dog med, at han gav alle papirerne til den elev der sad nærmest ham. Jeg kiggede igen på Mason som så ud til at kede sig, gevaldigt. Hvor er han dog mærkelig, sådan at kigge på mig hele tiden lød en tanke, som jeg ignorerede.

 

 Men der er bare et eller andet over ham, som jeg ikke helt kan beskrive. Nu må jeg da stoppe, jeg kender ham jo ikke engang. Og med den tanke begyndte jeg på en ny seddel til Noah, som jeg jo kendte rigtig godt. Er der noget galt? Jeg lagde sedlen og kiggede bekymret på ham. Han tog den op men lagde den så ned på bordet igen. Han mødte mit blik og smilede et lille smil, som forklaring på at han var okay.

 

Jeg rakte ud mod sedlen, men Noah slog min hånd ned. Jeg kiggede forbløffet op på ham, men han sad med næsen nede I engelsk bogen – som bare var sindssyg kedelig at læse i. Jeg stirrede stadig på ham, da en hånd kom til syne og den begyndte at vifte op og ned, som om at jeg var langt væk. Jeg slog blikket ned og kiggede over mod ejermanden. Mørke øjne kom mig i møde, og det gik op for mig at det var Mason, som kiggede bekymret på mig. Jeg sendte ham et smil uden glæde, og vente opmærksomheden mod timen.        

 

Da timen var slut gik Noah med lange, men hurtige skridt ud, selvom han altid ventede på mig. Hvad sker der for ham? Jeg har jo ikke gjort noget. Tænk ikke på ham, han har det sikkert ikke så godt, han har sikkert fået det dårligt og vil lige gå ud for at få noget frisk luft. Men det var kun den ene side i mig, der sagde det. Den anden side var såret og vred, og ville have en forklaring. Hvorfor fik jeg sådan nogle følelser? Kunne jeg ikke bare være cool og ligeglad?


 Men sådan er jeg ikke, jeg er ikke cool eller ligeglad, for hvis jeg var skulle jeg have en fortid. Jeg pakkede langsomt tingene sammen, og håbede at han kun var ude for at få noget frisk luft. Derfor lagde jeg ikke mærke til noget som helst, for så ville jeg havde kunnet føle at der var nogen, der ville have min opmærksomhed. ”Undskyld, men du ser lidt fortabt ud, er du okay? ” sagde den flotteste, men dybe stemme omme bag mig, som jeg ikke kunne genkende.

 

 Jeg vendte mig hurtigt om og så ham den nye stod lænet op mod Noahs bord. ”Tak, jeg har det fint, ” sagde jeg stile og kiggede lidt på ham. ”Nå, det er jeg glad for at høre. Mit navn er for resten Mason. ” Han rakte hånden, som jeg tog. Selvom jeg allerede kendte hans navn, var det sødt at han sagde det specielt til mig. ”Ja, det har jeg hørt, ” sagde jeg med et smil, som han besvarede. ”Mit navn er Alexandra, men folk kalder mig mest Alex. ” Jeg tog hånden til mig igen.

 

”Hej Alexandra, vil du ikke vise mig rundt? ” sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg vidste godt, at jeg skulle finde Noah, og spørge hvad der var galt med ham, men af en eller anden grund sagde jeg. ”Med glæde, men jeg siger det bare på forhånd, så er jeg altså ikke den største guide du kan finde. ” Han tog det bare med et smil og gik ud på gangen, men standsede da han opdagede at jeg ikke var med. ”Kommer du? ” spurgte han forsigtigt, med et smil. Jeg løftede op i mine bøger og gik ud til ham. 
"Så hvor bor du henne?" spurgte han forsigtigt, mens vi begyndte at gå. "Jo, altså. Jeg bor ved Tangelwood gaden. Hvad med dig?" Jeg så spørgende på ham.

 

 "Hm også her..." Jeg løftede mit ene øjenbryn i overraskelse. "Virkelig! Det var da sjovt." Jeg sendte ham et smil. "Jah. Skal vi følges hjem så?" Han stoppede op, og drejede sig så vi stod lige overfor hinanden. Men jeg skulle jo følges med Noah, altså medmindre han stadig er totalt kold. "Måske, må jeg tænke over det?" sagde jeg med et glimt i øjet. "Jo, selvfølgelig," jeg afbrød ham, og sagde; "Her er kantinen. Nå men jeg må videre." Med de ord gik jeg hen til Kate og Lucy, som sad over ved bordet. Mason stoppede ikke som de fleste ville have gjort, han fulgte med og sagde Hej til Kate og Lucy. Og med et var vi centrum for næsten alle piger på hele årgangen.

 

"Øh, hej," sagde Kate og så spørgende på mig. Jeg gav hende et skulder træk som svar. Vi satte os ned, lige så stille. "Så det her er mine veninder Kate og Lucy, Kate og Lucy det er Mason, han er ny her." Jeg smilede til dem. "Vent, hvorfor er du begyndt her?" spurgte Lucy. "Jeg flyttede hertil." Hans blik landede på mig igen. Vent hvorfor kigger han på mig? Jeg har ikke en forklaring på, hvorfor han er flyttet hertil.

 

"Okay, Alex ved du hvor Noah er?" spurgte Kate, mens hun kiggede lidt på Mason, for så at kigge på mig. "Nej, jeg ved ikke hvor han er," sagde jeg stille, mens jeg kiggede ned i gulvet. "Skal jeg finde ham eller vil du?" spurgte hun forsigtigt. Jeg sendte hende bare et blik, og Mason lagde sin hånd oven på min. Jeg kiggede på Mason, som smilede til mig. Jeg kender ham ikke, og så ligger han hans hånd oven på min? Tænkte jeg undrende. ”Oh, jeg har fundet ham. Men hvad sker der for ham? Han ved at vi ikke kan udstå hende! ” Kate rev min hånd ud af Masons hånd, og vendte mit hoved så jeg kiggede hen mod indgangen af kantinen.

 

WHAT, hvad er jeg gået glip af?! Og der i indgangen stod Noah tæt op slynget af Laila og hendes bier, med deres fnisen. ”Hvad?! ” udbrød jeg, og tog mine hænder op for munden. ”Hvad er det dog han laver?! ” Jeg var chokeret og vred, hvordan kunne han? Hvorfor? ”Hey Noah, vil du ikke sidde hos os, for vi er jo ligesom dine venner! ” Råbte Riley som lige havde sat sig. Jeg sænkede mine hænder og sendte Noah et chokeret og skuffet blik. Noah ignorerede Riley (og mig), og satte sig sammen med dem. ”Hvad fanden er der sket med ham? Det har mine kilder altså ikke sagt noget om. ” vrissede Riley, med et blik der så på Noah, som kunne dræbe.

 

 ”Jeg… ” begyndte jeg. ”Jeg ved det virkelig ikke. Han var god nok i morges, det kunne vi da se… Ikke? ” Jeg følte mig såret og skuffet. Hvor… Hvordan kunne han gøre det? Jeg havde jo spurgt om han havde det godt. Men vi havde altså alle ved bordet en aftale, om at ingen og jeg mener virkelig ingen, af os skulle have noget med Laila. Hun er en so, som var belastende og ikke særlig sød over for både Lucy og mig, i starten af sidste skoleår. Og det ved han godt! Hvorfor…?


Det spørgsmål kørte rundt i hoved på mig. ”Søde, vi forstår det heller ikke, men hvem er det du har med? ” Riley og hendes emne skift… ”Mason, og du er? ” ”Jeg er Riley Powell, hyggeligt at møde dig. ” Hun gav ham nogle yderst søde blikke. ”Hey tøser, og dig? Hvem er du? ” spurgte Cole meden undrende stemme, og slog sig ned på en stol. ”Hey, ” mumlede jeg, før jeg fortalte ham Masons navn. ”Nå, men velkommen til fællesskabet, dude. Hvor er Noah? Jeg har ikke set ham siden i morges, hvorfor er han ikke kommet? ” Cole lød meget mistænksom.

 

 ”Han sidder henne ved bierne, spørg ikke hvorfor. ” Riley sendte Noah endnu et blik. ”Hvad?! ” Cole lød lige så chokeret som mig. Han drejede hovedet, og da han fandt dem, løftede han begge øjenbryn af forbløffelse. ”Alex, er du okay? ” Cole lød bekymret. Jeg rømmede mig. ”Ja, han blev bare kold over for mig i engelsk timen. ” Kate rejste sig op, og træk mig med sig. ”Vi smutter lige over til "The Ladies". Vi ses til time. ” Med de ord dirigerede Kate mig over til pige toilettet, altså "The Ladies".

 

_____________________________________________________________________________

Hej skønne læsere!
Jeg vil lige sige tak!
Tænk at der næsten er 100 søde folk som har gidet at kigge på min historie!
Woow… Mange tak.
Jeg ved ikke om jeg skal beholde coveret, så det kigger jeg altså lige på.

Men I skal da lige have en julehilsen fra mig, I dagens anledning.
Jeg ønsker jer alle en god JUL og et godt NYTÅR!
XOXO
Girl Writer. 

                                                       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...