En mistet fortid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Alexandra.
Hun har mistet sin fortid.
En dag dukker hun op ved en hoveddør, som ikke er hendes, og der starter hendes liv på ny.
Men så kommer en ny dreng ind på skolen, Mason.
Han er mystisk, og næsten alle pigerne falder på stribe, for at være sammen med ham. Han dukker hele tiden op, hvor hun er.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Hej alle,
Det er første gang at jeg lægger noget op, så nu må vi se.
Der opstår sikkert nogle pauser, så det må i undskylde.
XOXO

2Likes
5Kommentarer
533Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Pedelen.

 


Da jeg vågnede næste morgen, med den værste hovedpine, kunne jeg dufte pandekager og røræg. Hvad sker der, det plejer han ellers ikke at lave. Jeg slæbte mig ud af sengen, og tog en blå bluse, en cardigan og et par sorte bukser på. Jeg førte en børste igennem håret og lavede en fletning i højre side. Da jeg var færdig tumlede jeg ned af trappen. Jeg tog en pandekage, et glas mælk og noget røræg.


Bag mig begyndte nogen at rømme sig. Jeg kiggede op, og der stod Carter, i døråbningen. ”Er du sikker på at det er en god idé? Vil du ikke hellere blive hjemme, jeg kan sagtens blive hjemme. ” Carter arbejder med sager. For at være helt præcis regeringens sager. Det var derfor at han kunne gøre ham selv til onkel og jeg til hans niece. Han har et stort netværk til mange computere, arkiver og bekendte. Jeg skyllede min tallerken og mit glas af, og gik over til ham.  ”Det er okay, ” sagde jeg og kyssede ham på kinden.


Jeg tog mine støvler, og satte mig på en skammel i gangen. Jeg skyndte mig ud af døren, og gik ned til der, hvor jeg skulle mødes med Noah. Jeg stod og ventede i fem minutter, indtil jeg satte mig ned på jorden. En gren knækkede, og jeg kiggede bagud. Der var ikke nogen, men jeg kunne mærke at der var nogen der kiggede på mig. Mine nakkehår rejste sig, og da jeg begyndte at fryse lagde jeg mine arme omkring mine ben. Hvor bliver han af, har jeg skræmt ham væk? Tænkt hvis han ikke kommer?


Varme hænder holdt mig for øjne, og jeg kunne hører nogle der stille grinte. ”Hvem er det? ” Der var ingen der svarede mig, så jeg bevægede mit hoved til højre. ”Hallo, sig hvem du er! ” udbrød jeg. Hænderne slap mine øjne, og bevægede sig videre til mine kinder. Jeg vendte mit hoved om, og der stod Noah med et smil på læben.  ”Hvad skulle det til for? ” sagde jeg med et spørgende blik. ”Du skulle have hørt dig selv, er du bange? ” ”Nej, jeg troede at jeg hørte noget. ” Jeg mumlede det sidste. ”Hvad? Jeg kan ikke høre dig. ” ”Jeg sagde nej! ”


Jeg er meget humørsvingende lige for tiden, så jeg blev irriteret på ham. ”Hov, easy tiger. ” Jeg gik lidt hurtigere, men han har længere ben end mig, så han nåede med lange skridt op til mig. ”Hey… Alex… Undskyld, men hvorfor er du sur? ” ”Noah, jeg er ikke sur, bare irriteret. ” ”Okay, er det mig? Har jeg for meget charme? ” han løftede sit ene øjenbryn, for at understrege sine ord. ”Haha, det vil jeg desværre ikke kommentere på. ” ”Tilgivet? ”


”Ja, klart. Du har ikke gjort noget andet end at give mig et chok. ” ”Undskyld skatter. ” Jeg himlede med øjnene og foran os stod nu skolen. Det havde engang været et kloster, men så tog de nonner, der boede der børn ind, og begyndte at undervise dem. Selvom det var ca. 70 år siden, at der var en nonne sidst, så var der stadig statuer og lysekroner, som ikke var taget ned. Vi gik ind i gangen, og begyndte at finde vores omklædningsrum. De lå lige ved siden af hinanden, så vi kunne følges derover. På gangen var der vores skabe til begge sider.



Pigerne på venstre, og drengene på højre. Jeg gik over til mit skab, som var lige over for Noahs. Skabet var langt, og det var mørkeblåt så det passede med gangen, som var grå. Jeg har ikke så meget inde i skabet, ud over de bøger og blade som jeg ikke gider at have med hjem. Men jeg havde sat et lille spejl, og billeder op. Skabet ved siden af mig stod tom, da der var en der gik ud i sidste semester. ”Gider du at flytte dig? ” sagde en irriteret stemme, som var helt hæs. Jeg kiggede mig over skulderen, og kunne se en skaldet pande, rynket ansigt og brune øjne. Jeg rykkede helt til venstre, mod det skab som ingen havde.


”Hørte du mig ikke?! Flyt dig dog, dumme pige! ” hans stemme steg ved den sidste sætning. Men jeg har jo lige flyttet mig! Han ligner et fugleskræmsel, bare i menneskeskikkelse. Han er altså helt vildt skræmmende. Jeg rykkede mig ikke en meter. Det var første gang at jeg havde mødt pedelen, siden jeg var startet. Han sad nemlig altid nede i kælderen, og drak kaffe. Den eneste måde at jeg kunne se at det var pedelen, var at han var meget ældre end lærerne på skolen. De par gange jeg havde set han, var kun hvis han skulle hente kaffe, og hvis han skulle tage elevers ting, i deres skabe.



Han afbrød mine tanker, ved at gå tættere på og træde mig over fødderne. ”Hey, det behøver du altså ikke at gøre! Hun har jo ikke gjort noget, ” lyden af Noahs stemme fik mig til at kigge hen mod ham. Han gik helt hen til os, og med den ene arm, fik han hans arm rundt om min talje, mens den anden løftede mine ben, så jeg lå i hans skød. Jeg smilede skræmt til ham, mine kinder begyndte at brænde. 

Jeg løsrev mig fra han blik, og løftede mit hoved, så jeg kunne kigge rundt, for at se om der var nogle der havde lagt mærke til det. Det var der i hvert fald, for alle kiggede på os. Mine kinder brændte, og jeg hviskede til Noah, ”Vil du ikke være sød at sætte mig ned? ” han satte mig ned, og vi gik ned af gangen, hvor alle stadig kiggede på os. ”Kom, ” sagde jeg, og trak ham ned til der, hvor vi skulle skilles.

 

_____________________________________________________________________________


Undskyld at der er gået så lang tid, siden sidst. 
Men har ikke rigtig haft lyst til at skrive, fordi at jeg hellere ville læse. :(
Men så tog jeg mig sammen, og her har i så et til. :)
Like og kommenter gerne... 
XOXO. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...