En mistet fortid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Alexandra.
Hun har mistet sin fortid.
En dag dukker hun op ved en hoveddør, som ikke er hendes, og der starter hendes liv på ny.
Men så kommer en ny dreng ind på skolen, Mason.
Han er mystisk, og næsten alle pigerne falder på stribe, for at være sammen med ham. Han dukker hele tiden op, hvor hun er.

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Hej alle,
Det er første gang at jeg lægger noget op, så nu må vi se.
Der opstår sikkert nogle pauser, så det må i undskylde.
XOXO

2Likes
5Kommentarer
496Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Ensomheden.

 

Der blev banket på døren præcis klokken fem, og der stod Noah. "Kommer jeg for tidligt, ser jeg pæn nok ud?" sagde han og fortsatte, indtil jeg hev ham i den hvide skjorte og skubbede ham ind. "Rolig nu Tarzan, skal vi gå op?" sagde han med et kæmpe grin i ansigtet. "Lær dog at tie stille, dreng," mumlede jeg med et smil. Han lagde sig med det samme på min himmelseng, lige så snart at vi var kommet op ad trappen. Vores hus har to etager, Carters værelse og mit værelse med badeværelse, lå oppe på anden etage. Mit værelse er det største, da jeg også har et kæmpe walk-in-closet. Skrivebordet med min computer og alle mine skolebøger, sammen med walk-in-closet og et stort spejl, var højre hjørne det der var mest ryddet. Mens i venstre lignede lort. Sang tekster lå over det hele og mine sko lå smidt ind i et hjørne.


Jeg sank ned på gulvet jeg kiggede på Noah. ”Hvad mangler der i dit værelse, skatter? Det er jo mega fedt. ” ”Hey, har du lagt mærke til væggene og mine reoler? ” Mine vægge var hvide og bare. Jeg ville have lidt farver og minder op at hænge, altså billeder. ”Nåår, næ. Hvad er der galt med dem? ” sagde han flabet. ”Du skulle bare spørge ikke, ” sagde jeg trist. Ikke fordi at han havde gjort noget galt, det var spørgsmålet. Grunden til at jeg ikke havde gjort noget ved dem var, at jeg ikke havde nogle billeder af min familie, for jeg kunne jo ikke huske dem. Jeg havde kun billeder af Carter, vennerne og mig sammen med dem.


Det gik mig på, at jeg ikke kunne huske noget. Som om at jeg aldrig har levet, før at jeg kom hen til Carter. Disse tanker gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. ”Alex… ” Lød en stemme i baggrunden, og arme omsluttede min krop. Men jeg kan jo ikke fortælle nogen noget, andre end Carter. Jeg var en glemt fortid. Renset for hukommelse, en person uden familie. Kulden steg op i min krop og jeg begyndte at ryste. Tåre der havde gjort mit blik sløret, gled ned af mine kinder. Ensomheden begravede sig dybt i mit sind. Smækken med døre og løb op ad trappen, fortalte mig at Carter sikkert var kommet hjem. Jeg blev lagt ned på sengen, i stedet for at sidde på gulvet. Dynen blev lagt over mig, og inden det blev mørkt, kunne jeg høre stemmer der steg.


***

”Alex? Søde skat. ” Stemmen var dyb og beroligende. ”Tror du at hun snart vågner? ” lød en lysere stemme end den før, Noah. Er han her virkelig stadig? Tænk at han vil det, men kunne også godt forstå det. Han er jo min bedste ven, selvfølgelig bliver han her. Mine tanker havde viklet sig ind i hinanden, og jeg kunne næsten ikke tænke uden at få hovedpine. Jeg forsøgte at åbne øjnene, men de var for tunge. ”Giv hende plads, og når hun vågner så skal du sige det med det samme. Jeg kommer op med noget mad lidt se… ” Jeg nåede ikke at opfange mere, da jeg gled ind i en drøm.


Hænder griber fast i både mine arme og ben. Jeg forsøger at skrige, men der kommer kun pibelyde ud af min mund. Smerten rammer mig som et slag. Jeg kigger ud af mit ene øje, da jeg er bange for at han kan se at jeg er rædselsslagen. Vi er i skoven og de mørke skygger kommer tættere på. Jeg kan næsten ikke se noget, da månen er dækket af skyer.

Bladene er faldet af et kæmpe træ, som er lige inden for mit synsvinkel. Resten af træerne er knækket over lige i midten. Der er en storm på vej, og jeg vrider mig noget mere. Hænderne strammer deres greb, og jeg skriger det skrig, som jeg ikke kunne få ud før. Lyden af skridt, får mig til at sparke og hive, for at komme fri. ”Alex! ” stemmen er fjern, og skyggerne er kommet tættere på. ”Alex vågn så, ” stemmen lyder helt fortvivlet.



Jeg sætter mig op med et sæt, og ser Noah, og Carter stå tæt ved min seng. Carters ansigt er rynket af bekymring, mens Noah er helt fortvivlet, og trækker sig selv i håret. ”Hej… ” Min stemme er helt hæs. ”Hvordan har du det, min skat? ” spørger Carter, og strøger mig på panden. ”Je… Jeg har det fint. ” Jeg skærer en grimasse ad min hæse stemme, og min stammen. ”Jeg har lavet noget suppe til dig. ”

Han går ned ad trappen for at hente min mad. ”Alex… ” Noahs stemme knækker over, og han kigger dybt i mine øjne. Jeg afbryder blikket, giver ham et kram, og siger. ”Jeg er okay, det er ikke din skyld. ” Han rører uroligt på sig, men jeg strammer grebet. ”Jeg mener det, det sker bare nogle gange. Gå du bare hjem, og kom i seng, jeg har Carter, og han ved hvad han skal gøre. ”


”Men, ” udbryder han. ”Shh, det er okay, bare gå. ” Jeg løsner grebet og sender ham et lille smil, men det når ikke op til øjnene. Han vender sig forsigtigt om, og går ned ad trappen. Men inden han går helt, råber han farvel og Carter svarer. Da Carter kommer op igen, har jeg taget puder om bag min ryg, så jeg er klar til at spise på sengen. ”Hvad så smukke, hvad skete der helt præcis? ” siger han, placerer maden til mig, og sætter sig på sengen. ”Det var bare et dumt sammenbrud. Det må du undskylde… ” Jeg var løbet tør for ord. "Det bedste du kan gøre er at spise og sove. Så må vi jo se om du er rask i morgen… ” Han rejste sig og afsluttede sætningen, mens han tog fat i dørhåndtaget.


”Til at komme i skole i morgen, okay Alex? ” han ser stadig bekymret ud. ”Okay, har Noah og dig skændes? ” ”Godnat Alexandra, ” siger han bestemt og går ned af trappen. ”Godnat til dig, også… ” mumlede jeg stille. Hvorfor havde han ikke svaret mig? Det er jo bare at svare ja eller nej, sort eller hvidt. En gaben kom mig i forkøbet, og jeg lagde mig ned igen. Men hvad med det mareridt? Betød det noget, eller var det bare mig? Jeg lå lidt, og tænkte på hvad jeg skulle lave i morgen, da søvnens længe ventet arme tog mig i sin favn.          

_____________________________________________________________________________

Hej alle, 
Tak for dem som vil læse, og læser.
Meget over forventning. Tak. 
I må gerne kommentere. :D

Knus.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...