Snehvides datter: En ny fortælling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2013
  • Opdateret: 19 nov. 2013
  • Status: Igang
Anastasias liv er perfekt, indtil mærkelige ting begynder at ske. Hun bliver hjemsøgt i sine drømme. Hun ser blandt andet sin datters død, og vil gøre alt for at stoppe det.
Sammen med sin datter Carmen tager de på flugt.
Der bliver revet op i gamle minder, og Anastasias øgenavn snehvide vil komme tilbage på den mest modbydelige måde. Anastasia ved at ligemeget hvem der volder hende problemer, har hun mødt dem før.

Vil det være muligt for hende at undgå sin datters død?

Og kan hun se forskel på hvad der er drøm, og virkelighed?

En disney fan fiction.


15Likes
2Kommentarer
1178Visninger
AA

3. Skrig

"Carmen! Hvor er du?!" Ingen lyd. Der var ingen inde for miles omkreds der kunne være Carmen. Hun lå krummet sammen på gulvet og skreg sine lunger ud. Endnu engang. Det hele var sat på pause i det øjeblik. Der var det igen. Grinet. Den onde latter. Man kunne tydeligt høre at den kom helt fra mellemgulvet. "Hvor er min datter?!" Skreg hun endnu mere hysterisk. Hendes stemme var skinger og efter flere ganges råb og skrig, var den også meget hæs. Endnu et skrig fandt vej fra hendes læber. Det gav genlyd i hele lokalet. Skrig på skrig. "Jeg dræber dig hvis du ikke giver mig min datter." Sagde hun med et bestemt tonefald, der ikke var så skingert som de tidligere udbrud. Panik gled hen over hendes øjne og hun så rødt. Hun vred og drejede sig, mens de lænker der omsluttede hendes håndled skar ind i hendes hud. Som den første bloddråbe faldt ned mod det kolde beton gulv, faldt også den første tårer der blandede sig med sveden der samlede hendes hår i totter. Hun bevægede sig hen mod væggen der var få meter fra hende.

Hun lænede sin ømme ryg mod den og faldt sammen. Blodet der stadig løb fra hendes håndled ramte atter gulvet. Først et dryp, så det andet. Før hun vidste af det løb det også ned af hendes arm. Hun så en sved dråbe langsomt trille ned for enden af hendes næsetip. Hun løftede sin venstre hånd og med en glidende bevægelse strøg hun dråben væk. Blodet var nu tværet ud i hele hendes ansigt. Hun havde givet op. Inderst inde var der stadig en ild- der hvis den blev sat fri, ville ødelægge alt. Den ild brændte stadig, mens hendes krop sagde nej.

Hvad tænkte hun så? Spørger du nok dig selv. Lad mig give dig svaret på det: intet. Ingen tanke passerede hendes hjerne. Ikke andet end den mission hun havde. En mission der ikke krævede at hun tænkte, men handlede. Moderkærlighed var kodeordet. At finde hendes datter var missionen. Hvis det svar ikke er godt nok for dig, så svar mig blot på dette spørgsmål: Hvis din datter var væk, ville du så ikke gøre hvad der stod i din magt for at redde hende? Det tænkte jeg nok.. I dette tilfælde havde hun ingen magt at gøre godt med. Ingen hjælp at hente. Med blodet løbende ned af hendes arme måtte hun erkende: Der var intet at gøre længere. Der var intet håb. Alt hun kunne mærke var blodet der løb ned af hendes arme, og smerten der hørte til. Det kolde betongulv- og væg, og den indvendige smerte der var i gang med at æde hende indefra. Som om den sidste vind blev suget væk, og det sidste håb om hendes datters liv, blevet blæst væk.

Hun slog sine øjne op. Sveden piblede af hende og som det første tænkte hun på Carmen. Hun sætte sin bare tæer på det kolde gulv, og der gik et sæt igennem hende. Hun begyndte at halv løbe ned af gangen i sin nu ret klæbrige hvide natkjole. Døren tid Carmens værelse stod på klem men da hun stak hovedet ind var der ingen Carmen. Hun hørte en lyd fra rummet i den anden ende af gangen. Hun løb hurtigere og hurtigere, imens panikken spredte sig. "Carmen? Carmen?!" Hun nåede endelig døren der førte ud til køkkenet. Hun skubbede til døren, og skreg.

Hun lavede store øjne. "Carmen? Carmen min skat, jeg er så glad for at du er okay!" Hun omfavnede den lille pige det stod skræmt foran hende. "Jeg skulle bare have noget vand mor."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...