"Døden har kaldt"

En aften skal jeg mådes med min bedste ven Erica ved togstationen, men Erica er ikke som hun plejer at være...

1Likes
1Kommentarer
241Visninger
AA

1. "Døden har kaldt"

Det er den 31. oktober 2003. Jeg skal snart ud at gå halloween med min bedste veninde, Erica. Det har vi været lige siden 0. klasse, og nu går vi begge i 8. klasse på Engevangsskolen. Vi har aftalt at mødes ved togstationen kl. 19:00, og jeg er på vej derhen. Jeg mangler omkring de 100 meter og kl. er 2 minutter i. Jeg går og tænker på, hvilke huse vi mon skal lave fis med. I hvert fald ikke hr. Hansen. Det prøvede vi sidste år. Han blev så sur at han var ved at ringe til politiet.

Der er hun. Erica står midt på togbanen. Hvad laver hun? Der opdager jeg, at der ligger pensel og maling hende ved billetkontoret. Hun har tegnet sig selv med armene ud til siden og spredte ben og meget tydelige uhyggelige øjne. Jeg forstår ingenting. Jeg kikker igen på Erica, hun står i samme stilling som på maleriet. Jeg råber: ”Hvad har du gang i, Erica?” Men Erica står bare stille i samme stilling, og jeg går hen til hende, så jeg kan se hende i ansigtet. Det er det mest uhyggelige syn, jeg nogensinde har set. Hun er præcist ligesom på maleriet. Samme øjne. Samme uglede hår. Samme bukser og trøje. Det hele er ligesom på maleriet. Nu hører jeg toget komme. Jeg hører det svagt, og så kommer lyden fra de der bokse, der siger: ”Gå ikke over sporet, der kommer tog.” Erica står bare, som om hun ikke har hørt noget. Boksen bliver ved med at sige sætningen. Jeg står nu også bare der og kikker på toget i det fjerne. Det kommer nærmere og nærmere, og lige inden toget braser ind i Erica, skriger hun: ”Døden har kaldt.”

Jeg forstår det ikke. Toget suser nu forbi, og jeg er spændt på, om Erica er der, når toget er kørt væk. Det er det nu, og Erica er borte. Der er ingen blod eller kropsdele tilbage. Kun en øde togbane. Jeg går forvirret og rystet hjem. Er det overhovedet Erica, der har begået selvmord? Hvis det er, hvorfor?

Jeg tænker også på, hvad hun mente med: ”Døden har kaldt?” Det må betyde et eller andet. Så kommer jeg i tanke om maleriet og løber tilbage for at kikke over mod billetkontoret. Maleriet er der stadig. Akkurat som før. Stadig uhyggeligt underlige øjne. Det må være en drøm. Jeg prøver at vågne men kan ikke. Det kan da ikke være virkeligt. Jeg går tilbage igen, uden at være bange, bare overrasket.

Da jeg vågner næste morgen, tager jeg tøj på med det samme og går ned på stationen for at se, om maleriet er forsvundet. Det er det ikke, og øjnene er de samme uhyggelige øjne. Men inde i øjnene er der noget, som er anderledes. Der er andre mennesker i øjnene. De står i samme stilling og har de samme øjne som Erica. Jeg kikker mig omkring. Der er ingen på stationen. Jeg får en ide, jeg vil se, om der kl. 19:00 i aften også vil ske det samme mystiske som i går.

Klokken er 18:55, og jeg er på vej ned på stationen for at finde ud af, om der sker noget mystisk kl. 19:00 på stationen. Nu er jeg der. Der står omkring ti mennesker på togskinnerne, i samme stilling som Erica, og det må havde været dem, som var inde i Ericas øjne tidligere på dagen. Men er det nu også det? Jeg går hen for at kikke. Jeg stirrer dybt ind i maleriet af Ericas øjne. Alt bliver mørkt.

Jeg hører en stemme i det fjerne, som befaler, at jeg skal dø, præcist kl. 19:00 denne aften. Så bliver det lyst igen. Altså lysere end før, det er jo kl. 19:00 i november, så helt lyst er det ikke. Det er som om, jeg bliver båret hen til skinnerne. Det må være det, Erica mente med: ”Døden har kaldt.” Den har kaldt på én og sagt, man skal dø.

Jeg står nu bagerst i rækken med armene ude til siden og spredte ben. Nu kommer lyden fra toget i det fjerne. Det kommer susende. Det er en meter fra mig og livet er på pause et kort øjeblik, og jeg når at tænke: ”Døden har kaldt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...