Hide and Seek in the Dark (OneShot)

Klokken var mange, næsten tolv, og alt lå hen i mørke. Stjernerne var gemt bag de tunge lag af skyer, som gav skoven en slags tåget effekt. Et højt skrig rungede ude i skoven. THEA! Vinden piskede op i mit hår, og jeg havde det som om uglernes sørgelige tuden fulgte mig overalt mens de bragte døden med sig. Mon Thea var ovre sine smerter nu?

Den 15-årige Sofia deltager ufriviligt til at lege gemmeleg i en mørk skov - en forbudt regel i lejren - med sin bedsteveninde, sin kæreste og så den hun så helst vil være fri for. Men mon det egentligt er sikkert for dem at gøre det? Vil de nå tilbage til lejren? Eller ligger der mere i det end at det bare er en leg?

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

1. Hide and Seek in the Dark (Oneshot)

Klokken var mange - næsten tolv - og alt lå hen i mørke. Stjernerne var gemt bag de tunge lag af skyer, som gav skoven en slags tåget effekt. Min bedsteveninde, Thea,  havde hevet mig ud af hyttens betryggende varme seng, blot for at have mig til at hænge ud med gruppen af lejrdrenge. Thea var lidt af en drengeven, med interessen indenfor sportsverdenen, og næsen begravet i tonsvis af sundhedsblade hver dag. Hun havde som sædvanlig gemt sine markerede muskler bag let posede bukser og store hættetrøjer, for ikke at skulle se nær så hård og truende ud, som hvis hun havde været iklædt en lille stram sag. Hendes lange kobberfarvet hår var sat op i en hestehale og jeg kunne tydeligt se hendes grønne øjne stråle efter hård ufordring. Selv hendes fregner dansede af iver hver gang hun rynkede på næsen af den afskyelige lugt fra den beskidte bæk.

"Hvorfor var det nu lige at jeg også skulle være med til at lege gemmeleg i en mørk skov?" Spurgte jeg endnu engang. Vi kravlede op ad hegnet; løb væk fra lejrens område og i stedet ud i den mørke skov, hvor drengene gerne skulle være nu. "Hold op med at knevre og løft i stedet knæene højere op hvis du ikke vil snuble over dine egne ben," svarede hun i en kommanderende lederstemme. Jeg rullede med øjnene, men gjorde det nu alligevel. Personlig vejledning fra Thea skulle man godt nok være dum for ikke at benytte sig af. "Desuden er det kun du, jeg, Jason og Chris." Det barske udtryk forsvandt og blev straks erstattet med et sødt lille pige smil ved tanken om Chris. Jeg derimod kunne intet tiltrækkende se ved ham og hans skræmmende personlighed.

Ud af det blå var Chris kommet og havde fejet benene væk under på Thea, som straks efter havde insisteret på en slags dobbelt date med Jason og jeg som det andet par. Ikke at jeg ville beklage mig. Jason og jeg var det man godt ville kunne kalde officielle kærester.

Vi drejede skarpt til venstre ved det store ahorntræ med en indgraveret pil i, hoppede over de lave buske og kunne nu endelig se både Jason og Chris stå og vente på os tæt ved en klippekant. Mit hjerte bankede hurtigere ved synet af Jasons mørke hår der skinnede ved skæret fra månen, og jeg kunne mærke min krop drive mig hurtigere hen til ham. "Sofia! Du kom virkelig!" Råbte han, og smilede det glade, overraskede smil jeg elskede så højt. Selv hans fantastiske blå øjne strålede af kærlighed. Jeg løb ind i hans favn og smilede, lettet ved hans kærlige arme der blev lagt om mig. Blot et par meter væk så jeg Thea kysse Chris på kinden, som kom med et lettere fornøjet udtryk. Han var lidt højere en Jason og med langt større muskler - der ligesom med Thea fik ham til at se brutal og slem ud. Hans blonde hår lyste som en slags engleglorie om hans hoved, hvor derimod øjnene gjorde det klart at han ikke var pudse-nusse typen. De var utrolig skræmmende; mindede mig om sorte huller ude i universet, som indprentede alt ind til sig og gav aldrig slip igen. Overhovedet ikke fascinerende. Han nikkede til mig i noget der lignede en hilsen, som jeg hurtigt gentog.

"Nå skal vi begynde?" Sagde Thea i et piget toneleje. Og nu stirrede de alle tre på mig. Som var det mit svar der gav dem en afgørelse. "Hvem skal så være den?" Spurgte jeg. Uden så meget som at sige et ord, var Thea spurtet ind i krattet bag sig, sikkert allerede klar til at gemme sig, hvilket ville sige hun stemte på mig. Jason klukkede og kom hen og stillede sig foran mig med en hånd på min kind. "Kom og find mig hvis du kan, smukke," hviskede han blidt, kyssede mig kort, og vendte sig om og løb i samme retning som Thea. Jeg skulle lige til at vende mig om for at tælle, idet jeg opdagede at Chris endnu ikke have rykket sig væk fra det punkt hvor han var blevet kysset. Han stirrede med et let hånligt smil om læberne, og med hovedet i en drillende vinkel. Noget jeg hadede allermest ved ham, var at han kun lod til at være en flink fyr.

"Se om du kan finde mig, Sofia. Og tæl lige til hundrede, gider du?" Sagde han med en stemme der ikke tålte modsigelser, og slentrede forbi mig for at følge de to andre. Jeg nikkede modsigende, vendte mig om for at tælle, for så istedet at mærke hans hånd strejfe min numse. Jeg vendte mig om; klar på at råbe de værste skældsord ad ham. Men jeg stod allerede alene, med selskab fra ekkoet af hans hæse, skræmmende latter.

 

"98... 99... 100! Nu kommer jeg!" Råbte jeg ud til skoven idet jeg fik talt. Jeg løb ud i den skræmmende mørke. Vinden piskede op i mit hår og jeg havde det som om uglernes sørgelige tuden fulgte mig overalt mens de bragte døden med sig. Jeg drejede til højre ved noget der lignede et egetræ og stoppede så forskrækket op. Jason hang ned fra de nederste grene. Jeg skulle lige til at vinke op til ham idet jeg endelig fik øje på galgen om hans hals. Min krop blev øjeblikkeligt bombarderet med en masse negative følelser, og kun kærlighed som den eneste positive.

Jeg løb hen til ham. "Jason! Jason, nej!" Skreg jeg panisk og mærkede tårerne prikke mig i øjenkrogene. Hvad var der lige sket? Hvem havde dog kunnet finde på at gøre sådan noget? Jason ville da aldrig hænge sig selv! Ville han? Jeg hoppede hulkende op for at få ham ned men jeg var for lav. Alt for lav. "Jason, hvordan kan du gøre det her mod mig?" Hviskede jeg og tørrede arrigt mine tåre væk med bagsiden af hånden. "Hvordan?" Gentog jeg lettere omtåget ved synet. Jeg sendte omgående den forræderiske klump syre ned i maven igen, bange for at vække den stigende rædsel og panik i årene. Det var for sent nu. Alt for sent. Hvordan kunne han-

Et højt skrig rungede ude i skoven og afbrød straks min sørgelige tankegang. Thea! Hvis hun stadig var i live måtte Jason vente. Jeg vendte mig om og spurtede afsted, og efter knap firs meter så jeg hende prøve at rejse sig op på knæ med den ene hånd for maven, men endte håbløst ned på jorden igen. "Thea!" Råbte jeg panisk og løb hen til hende. Jeg gispede lamslået og var lige på randen af at græde igen, idet jeg så blodet fosse tydeligt ud af maven på hende. Helt tappet for kræfter faldt hun sammen på siden og kiggede bedende op på mig, og selv nu var hendes øjne på randen af at blive fyldt med tårer. "Sofia. Flygte n-nu. Inden Chris kommer!" Fik hun hurtigt ud  mellem sine skræmmende kramper og sammenpressede tænder. Jeg rystede nu hulkende på hovedet. "Nu Sofia!" Hun skubbede mig nærmest kraftesløst væk med sine blodindsmurte hænder. Jeg tørrede endnu engang arrigt mine øjne for tårer og rejste mig langsomt op. Havde Chris gjort det her ved sin egen date? Min bedsteveninde? Og Jason? Men hvorfor? Hvordan kunne han dog finde på at gøre det? "Jeg elsker dig Thea," hviskede jeg tårevæddet ned til hende. Jeg vendte mig om og spurtede afsted. Følte mig som en svans; en kujon for sådan at efterlade hende til sin egen smertefulde død. Jeg nåede halvvejs gennem skoven, idet hans hæse latter stoppede mig; skræmte selv sjælen langt ud af kroppen på mig. Jeg vendte mig rystende om og så Chris træde hen mod mig ud fra skyggerne med et hånligt smil om læberne. Inden jeg kunne nå at vende mig om for at flygte, da havde han allerede fået et godt greb om arm. "Nå Sofia fandt du så de andre?" Spurgte han klukkende og skubbede mig op ad det nærmeste træ. Han var tæt på nu. Alt for tæt på.

Jeg nikkede skræmt og ukontrollabelt på hovedet. Jeg vidste at det var ude med mig nu. Vanvittige tanker trængte sig på og gjorde mig kun en anelse tom indeni af frygt. Mon Thea var ovre sine smerter nu? Vil hun mon nogensinde kunne tilgive mig for at have været sådan et latterligt barn? En kujon? Vil jeg komme til at lide samme skæbne? Og Jason? Hader han mig mon også nu?

"Hvorfor i al verden er de ikke kommet tilbage endnu?" Spurgte han klukkende og lænede sig længere hen mod mig. Jeg svarede ikke; kunne ikke med al den chok og tomhed der tog fat om mig. "Nå?" Pressede han med en kold, hæs hvisken, der sendte de værste bølger af kvalme ind i mig. "De er døde," fik jeg endelig stammet henover mine bævrende læber, mens jeg nu mærkede hele min krop ryste ukontrollabelt. Jeg lukkede øjnene; prøvede på at skabe mig min helt egen verden - et sted hvor jeg kunne ønske mig selv langt væk.

Han rykkede nærmere, og før jeg kunne nå at reagere, var Chris' læber presset mod mine. Jeg skreg højt og hamrede mine hænder mod hans bryst for at skubbe ham væk. Straks efter hørte jeg en genkendelig lyd af en blid latter; en lyd jeg på forhånd vidste var den eneste der kunne få mig til at falde til ro igen. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og stirrede ind i Jasons strålende blå øjne.

"Jason?" Jeg begravede mig rystende ind i hans velkendte favntag. Hvad i al verden havde jeg lige været en del af? "Hvad så, smukke?" Han smilende lettere overrasket og klemte mig blidt indtil sig. Bag hans skulder kunne jeg se Thea stå med armen rundt om Chris, som smilede drillende til mig, med en snert af sit gamle, håndlige jeg. Hvem gik han egentlig rundt og troede han var? Kaldte de det at skræmme mig fra vid og sans sjovt? Hvordan fanden kunne de være det bekendt?! 

 

"Er det virkelig det tror om ham?" Spurgte Thea fornøjet.

 "Hvad skulle jeg da ellers tro på? Jason hang ned fra et træ og du var sølet helt ind i blod!"

"Maling," rettede Chris mig straks.

 "Hvis idé var det lige?" Spurgte jeg vredt, og trak mig væk fra Jason med armende over kors og foden stampende ned i jorden, mens jeg rettede mig vrede blik mod Jason.

 "Chris," svarede han og jeg så dem udveksle kammeratlige blikke. Bare navnet sendte det værste spark af kvalme ind i mit svælg. Noget passede bare ikke hvad angik den fyr.

 

Klokken slog to idet vi travede tilbage til lejren. Vi var næsten nået frem til hegnet idet en tanke slog mig. Noget der burde have været faldet mig ind at spørge om for længe siden. 

"Hvordan mødtes i to egentlig?" Spurgte jeg henvendt til Chris. 

"Gennem dig tumpe!" Svarede Thea omgående. 

Jeg rynkede forvirret brynene. Gennem mig? Men jeg kendte ham jo ikke før hun selv havde introduceret mig for ham nogle uger siden? 

"Hvad mener du?" Spurgte jeg forvirret, stadig henvendt til Chris. 

"Han kom over på skolen den dag hvor vi skulle have lavet lektier på biblioteket sammen og spurgte mig om jeg kendte dig, så jeg svarede jo enkelt bare ja - hvilket jo ikke er løgn," svarede Thea smilende og pressede sig ind til ham.

Jeg rynkede brynene idet jeg så Chris øjne blive mørkere, så kort, at jeg næsten var ved at tro det var noget jeg havde bildt mig selv ind. Næsten.  Jeg kendte ham jo ikke engang? Så hvordan kunne han vide hvem jeg var? 

Jeg mærkede en gysen ned langs ryggen og satte farten en anelse i vejret så Jason og jeg kom til at gå foran de to andre. Noget er gået galt. Noget er helt galt, blev en tanke ved med at insistere, mens jeg var ved at falde over mine egne ben i en snublende gang indtil jeg nåede hegnet. Jeg skulle lige til at kravle op, idet jeg hørte det mest frygtindgydende pigeskrig bag et godt stykke bag mig. Et gyserfilmskrig der endte i en grædende gurglen, og som gjorde kroppen helt kold af angst. Jeg vendte mig om, blot for at se Thea ligge og sprætte på jorden, og denne gang med ægte blod fossende ud ad kroppen på sig. Jason gik omgående i forsvarsposition mod Chris' store, advarende lommekniv, som havde halet sig ind på ham som sit næste offer.

"NEEJ!" Skreg jeg, og følte den gamle sorg lægge sig om mig som et mørkt, kvælende tæppe. Uheldigvis medførte mit skrig sig at være skylden for Jasons død. Så overbeskyttende som han skulle vise sig at være, kastede han et blik i retning af mig på det forkerte tidspunkt, hvilket resulterede i, at Chris fandt sin åbning til at smadre hans hoved ind mod det nærmeste træ, som en bold ind mod en stolpe. Jason faldt øjeblikkeligt til jorden med et brag og fik mig til at skrige endnu vildere. Sorgen, forvirringen, angsten og kvalmen havde fyldt mig op til grådens rand, og havde jeg ikke haft nok brusende adrenalin i årene til at kunne løbe, havde jeg sikkert lagt mig til at dø ved hans side. Ikke blot på grund det groteske syn lige foran mig, men af den dybe sorg der nu gravede sig helt ind på hjertet af mig, ved tanken om at have mistet Jason. Thea. Og nu Jason

Chris tørrede legesygt kniven med Theas blod af i sin trøje, for derefter at rette sit hårde, dræberfyldte blik mod mig, klar til at gøre det af med mig endnu engang. Og denne gang for alvor kunne jeg se.

"Er du klar på at lege den rigtige form for gemmeleg i en mørk skov min tøs?" Hans stemme var helt oppe i et vanvittigt hyænegrin. "Hvorfor gjorde du det?" Hulkede jeg, mens tårene strømmede ned ad kinderne. Han legede ligegyldigt med sin lommekniv idet han sagde: "Fordi du så endelig er i det humør jeg finder så tiltrækkende til denne leg. Desuden var de ikke andet end en forhindring for os i at have det sjovt." Jeg tvang mig selv til ikke at kigge ned i jorden, til et syn der bare vil knække mig helt sønder og sammen. Istedet dæmpede jeg mine gråd ved at klaske hånden for munden og tage én dyb indånding ad gangen, mens jeg så han komme tættere og tættere på. Den normale reaktion ville nok have været at løbe og skrige rundt i vilden sky, mens man tilkaldte hjælp fra folk der aldrig ville nå det i tide. 

Nå, så du vil lege, hørte jeg mig selv tænke forarget gennem tågen med de negative følelser. Jamen så lad os det. Thea, Jason, vent på mig her, jeg er straks tilbage, tilføjede den. Og før jeg kunne nå at bestemme mig for hvad jeg ville gøre - og før han nåede at komme tættere på end nok - vendte jeg mig om og sprang ind i den skræmmende, mørke skov, med hans legesyge, hæse grin lige bag mig.

Bare rolig, jeg skal nok finde jer Thea, Jason. Det lover jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...