Mørket- One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Mørke. Nogle gange er det ens ven der skjuler en i nøden den det ændres hurtigt. Mørket kan vokse indeni dig og forvandles til frygt. Frygt og mørke. Dine værste fjender. For du kan ikke stoppe dem fra at vokse.

1Likes
0Kommentarer
264Visninger

2. Mørke

Mørke. Frygten åd ham op indefra, og han prøvede at nå frem til lyset der bare syntes længere væk for hvert skridt han tog. Hans besværede åndedræt larmede i mørket og selvom han var forfulgt af noget kunne han ikke se eller høre det. Et mørke der begyndte at sløre hans hukommelse. Et mørke der voksede indeni ham. Mørket og frygten kæmpede om at slå ham ud indefra. Pludselig stoppede han op og så sig tilbage. Det eneste der var at se var mørke, som opslugte alt andet. Han så ned af sig selv, og for første gang skreg han. 

Jeg fløj op fra den hårde jord med sveden perlende ned ad ryggen og hjertet bankende hårdt mod brystet. Jeg så mig om i den skov, jeg på en eller anden måde var endt i. Det var ikke første gang. Det skete næsten hver nat, og altid det samme. Den samme drøm, det samme sted, jeg var altid drivvåd, ligesom nu. Jeg rejste mig op og prøvede at få varmen selvom mit tøj var koldt og vådt. Jeg kiggede efter stien, som var den eneste vej ud af skoven, som jeg kendte til. Stien var egentlig overgroet med tjørngrene og død roser, men hvis man var forsigtig kunne man godt komme igennem uden at komme alt for meget til skade. Det gav endelig god mening fordi hvem går frivilligt ud i en mørk og uhyggelig skov? Ikke mange i hvert fald. Da jeg manøvrerede rundt om tjørnekrattet, begyndt jeg at tænke over drømmen. jeg ved godt det er lidt sært, men jeg ville ønske at drengen nåede at se sig selv ordentligt inden jeg vågnede. 
Da jeg kom forbi det store "Twinblock" byskilt havde min krop fået varmen igen og jeg satte i løb mod vores fine, hvide villahus der lå midt inde i byen. Min mor viste ikke noget om at jeg gik i søvne UD af huset men jeg ville heller ikke fortælle hende det. Hun er stadig meget overbeskyttende efter fars død. Det skal lige siges at min far døde for 5 år siden i en bilulykke. Ja, snøft det er jo så sørgeligt. Mærk min ironi. Selvfølgelig savner jeg ham men jeg er stadig i live selvom han ikke er. Man kan ikke sørge for evigt. Jeg tog min nøgle frem og låste huset op så jeg stille kunne liste op af trapperne og ind på mit værelse. Jeg smed mit våde tøj over i et hjørne og tog nogle pyjamas bukser på samt en alt for stor T-shirt. Jeg gik hen og lagde mig i sengen i håb om bare at få en lille smugle søvn. Nå ja, jeg er Sam Evens, 13 år gammel og helt igennem normal. 

Mit gamle vækkeur vækkede mig ved at udstøde den der Bib-Bib-Biiiib-Bib-Bib-Biiiib lyd der ærligt talt kunne vække en flok døve mennesker. Jeg glippede med øjnene og daskede ud efter det i håb om at slukke det men i stedet faldt det ned på gulvet og larmede så jeg var tvunget til at stå op. Søvnig satte jeg mig op i sengen og fik fat i vækkeuret det viste lidt over ni. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde sat vækkeuret til da vi havde fået ferie for tre dage siden men det var måske smart at stå op alligevel. Stadig halvt sovende vaklede jeg ned af trappen og ind i vores stue. Tapetet var helt mint-blåt og en eller anden idiot havde valgt at have et neon-grønt gulvtæppe i den lille stue der ellers kun havde en sofa, to lænestole, et oldgammelt fjernsyn og en bogreol. Ja, vi var en minimalist familie. Hurtigt smed jeg mig i sofaen og fik tændt fjernsynet. Billedet tonede frem på skærmen og jeg lagde med det samme mærke til at det var nyhederne men alligevel fangede det min opmærksomhed. Manden på skærmen så meget alvorlig ud da han sagde "I dag er en pige ved navn Vanessa Drooms blevet fundet ude i Twinbock-skoven. Hun døde af et dyreangreb, højest sandsynligt en ulv. Politiet er på sagen men man råder stadig alle mennesker fra at gå ud i skoven efter 20.00". Jeg blev grebet af en slags frygt for fortiden. Nøj, det var heldig at det ikke var mig der var endt sådan men jeg havde selvfølgelig ondt af hende. Sikke en tragisk død. Pludselig kunne jeg mærke trætheden der overtog min krop og efter at havde slukket fjernsynet lagde jeg mig ned og faldt i søvn på nul komma fem. 

Jeg vågnede ved den sødeste duft i hele verden. Duften af mad. Jeg satte mig og så min mor pusle rundt ude i vores køkken. Da jeg kikkede ud af vinduet var det helt mørkt og jeg kom i tanke om at det så måtte være aften. Ja, kloge mig. Jeg satte mig op og gik ud mod vores køkken der faktisk var ret nyt. inden sommerferien kom jeg nemlig til at brænde noget af i ovnen da jeg fik forfærdelig ondt i huden, en slags kløen. Vi havde fundet ud af det ikke var noget men bare et lille brændemærke der åbenbart havde givet den reaktion. Ude i køkkenet stod min mor og rørte rundt i en gryde der ud efter duften at dømme indeholdte tomatsuppe. "Jamen, hej Sam" sagde min mor og så op på mig med et kæmpe smil og fortsatte "jeg er færdig nu, så sæt du dig bare hen til dine søstre". Ja, jeg har vist ikke nævnt at jeg har to små søstre der er tvillinger og hedder Isabell og Jewel. De har begge to langt lyst hår og de sødeste øjne. Jeg satte mig hen til dem og snakkede lidt med dem inden mor kom ind med maden og vi satte os alle til at spise. "Du Sam, har du hørt hvad der skete med hende Vanessa" sagde min mor og så hen på mig. Jeg nikkede og sagde " men jeg vil fra nu af blive væk fra skoven". Min mor nikkede mens jeg tilføjede noget for mig selv. ”Hvis jeg kan”. 

Jeg vendte mig om igen og så ind i den hvide væg. Jeg lå i min seng og kunne helt ærligt ikke falde i søvn. Hver gang jeg var ved at døse hen var der noget i mig der ville have mig ud. Og hvis jeg kom ud så ville jeg også gå ud i skoven, altså ikke mig men noget inden i mig ville tvinge mig derind. Endelig gav jeg efter og stod ud af sengen. Min jakke lå over min skrivebords stol og efter at havde trækket den på smuttede jeg ud af døren og ned på gaden. Jeg små løb ud mod skoven da det var der et eller anet ville have mig hen. Alle mulige tanker der normalt ville strømme gennem hovedet på mig var der pludselig ikke. Jeg lagde ikke mærke til at jeg var træt eller at min krop var kold. Jeg Var bare drevet af skoven. Da jeg løb gennem grenene fra træerne stoppede jeg op. Det hele mindede bare for meget om drømmen. Mørke. Frygten inden i ham der lige så stille over tog kontrollen. Det bankende hjerte. En puslen ovre fra nogle af træerne fangede min opmærksomhed. Jeg så derover og en pige på min alder kom frem fra dem. "Øhhh... H-hvad laver du herude?" sagde pigen meget sagte. Hendes øjne flakkede hele tiden rundt blandt træerne selv mens hun talte. Jeg prøvede at sige noget men der kom ikke noget ud af min mund. Ikke den mindste lyd. Pigens øjne blev større da hun rigtigt så på mig. Hun så næsten ud som om hun var bange for mig. Hun vaklede nogle skridt bagud og pegede med en skælvende finger på mig. Med en uforstående mine så jeg ned af mig selv. Jeg havde ikke længere tøj på men min hud far dækket af et sort lag pels. Pludselig kom alle følelserne tilbage. Frygten for mørket. En irriterende kløen i huden og en utrolig voldsom smerte i hele ansigtet. Jeg lagde hovedet tilbage og så op. 

Fuldmånen lyste himlen op og han hylede. Ikke et menneskeligt hyl, men et dyrisk hyl. Mørket krøb ind over hans tanker og lige inden han mistede bevidstheden tænkte han kun en ting. Ulv. Vareulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...