Can You Feel My Heart | Larry Stylinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Alene. Deprimeret. Ødelagt.
Og hvem er skyld i alt det? Det er du selv. Dine egne tanker.

Harry Styles går i High School som de fleste andre sekstenårige. Men han er ikke som de fleste andre. Harry holder sig for sig selv, fester ikke, har ikke haft forfærdeligt mange kærester. Han er, hvad han selv ville betegne som 'en taber.' Et nul. Ingenting. Han er fuldstændigt alene i det liv han kalder sit eget, lige indtil en ny dreng ved navn Louis starter på skolen.

7Likes
3Kommentarer
593Visninger
AA

1. Can You Feel My Heart

Can you hear the silence?
Can you see the dark?
Can you fix the broken?
Can you feel... can you feel my heart?

Can you help the hopeless?
Well, I'm begging on my knees,
Can you save my bastard soul?
Will you wait for me?

 

 

Harrys P.O.V

Mine sorte converse knirkede imod linoleumsgulvet imens jeg slæbte min krop hen til mit skab. Hurtigt fik jeg åbnet det, smed mine bøger ind og lukkede det langsomt i igen, imens jeg kunne høre hvordan andre hamrede lågerne i, så de truede med at falde af. Derudover var det lyden af de mange stemmer der fyldte skolens gange. Lyse toner der blandede sig med dybere toner i en stor strøm af utydelige ord og grin. Og så var der mig. Fuldstændigt stille. Ikke så meget som et ord havde undsluppet mine læber siden jeg forlod mit hus, og jeg planlagde at fortsætte sådan. Til tider tænkte jeg på om folk overhovedet vidste at jeg eksisterede.

Hurtigt trak jeg hætten fra min mørkerøde hættetrøje over hovedet, stak hænderne i lommerne og satte imod udgangen. Vi havde langt om længe fået fri, så jeg skulle ud herfra hurtigst muligt. Hvorfor, vidste jeg ikke. Der var bare noget der drev mig væk. Ikke at noget var bedre derhjemme, men der snakkede folk i det mindste til mig. Okay, måske skulle jeg ikke bebrejde de andre skoleelever. Jeg havde isoleret mig selv fuldstændigt fra dem, men hvorfor skulle de ville have mig alligevel? Jeg var ikke noget specielt. Jeg var hverken talentfuld, lækker, sjov, klog. Jeg var Harry. The one and only, Harry Edward Styles. Ham fyren der altid sad bagerst i klassen og som nok et eller andet sted var lidt creepy. Yup, det er mig. Er jeg stolt af det? Nej. Ikke så meget som en lille smule.

Jeg nåede udenfor og mærkede den kølige efterårs luft ramme mig, hvilket fik mig til at gyse og trække hættetrøjen tættere sammen om mig. Det var midt i oktober, så vejret var ikke længere helt varmt, hvilket passede mig fint. Ikke at jeg havde noget imod sommer eller forår, men nogle ting var bare nemmere at skjule under lange ærmer. Mine høretelefoner hang omkring min hals, så jeg tog dem af og satte dem ordenligt på, inden jeg tog min mobil op af lommen og fik musikken til at spille. "This town is colder now, I think it's sick of us. It's time to make our move, I'm shaking off the rust. I've got my heart set on anywhere but here. I'm staring down myself, counting up the years. Steady hands, just take the wheel... And every glance is killing me. Time to make one last appeal... For the life I lead." Ryan Tedders stemme fyldte mine øre sammen med musikken, og jeg mærkede hvordan jeg langsomt begyndte at slappe af. Det var rart. Musik var som at slippe væk fra virkeligheden og lukke sig inde i en verden, som var præcist som man ville have den til at være. Der var en sang til alt. Når du var glad, når du var trist, når du var vred, når du var træt. Alt. Det var magisk, ikke?

Mine grønne øjne var stadig vendt imod mine converse og de sorte skinny-jeans under mig, da jeg nåede min hoveddør. Eller, det var vel hele familiens dør. Hurtigt fiskede jeg nøglerne op af min bukselomme og fik låst den hvide dør op, inden jeg trådte ind. "Hey!" Råbte jeg hæst ud i rummet, og kunne høre min mor svare ude fra køkkenet. Jeg smækkede så døren i efter mig, sparkede mine sko af, tog mine høretelefoner af og skulle lige til at løbe op af trappen, da min mor kom gående. "Wow, wow, wow. Har du ikke engang tid til at fortælle mig om din dag?" Spurgte hun og lagde sin hånd på min skulder, da jeg satte foden på det første trappetrin. Et suk undslap mine læber. "Selvfølgelig." Svarede jeg så og mærkede hvordan hun trak hætten af mig, inden jeg vendte mig om. "Kom, jeg har lavet varm kakao!" Sagde hun og trak mig med ud i køkkenet, hvor der ganske rigtigt duftede af kakao. Det var da rart, men jeg ville hellere bare låse mig inde på mit værelse og være alene. Det var ikke fordi jeg havde et problem med min familie, men jeg havde haft endnu en lang dag. Stille tog jeg plads på en af stolene og fik et krus med dampende kakao. Min mor satte sig overfor, også med et krus, og foldede hænderne på bordpladen. "Så, Harry, hvad er der så sket af spændende ting?" Spurgte hun med et interesseret udtryk i ansigtet. "Ikke noget." Lød mit svar træt. Mit blik var vendt imod det krus som jeg nærmest krampagtigt holdt om med begge hænder, selvom det var brændende varmt. Alligevel kunne jeg mærke min mors øjne hvile på mig. Det var som om hun vidste at noget var galt, selvom jeg aldrig havde fortalt hende om hvordan jeg egentligt havde det, eller hvad der egentligt foregik. Hun arbejdede allerede to jobs, og jeg ville ikke stresse hende mere. "Du åbner dig næsten aldrig op for mig, Harry." Konstaterede hun så. "Det er skræmmende at have et barn der aldrig lader mig få et indblik i dets liv." Fortsatte hun. Stille drak jeg lidt af kakao og følte hvordan den brændte på dens vej ned igennem min hals og brystkasse. "Jeg bliver altså bekymret, Harry. Er der noget galt? Behandler de dig ikke godt oppe i skolen? Du fortæller mig ikke engang hvordan det går i undervi-.." Så afbrød jeg hende. "Det er fint, mor! Det hele er fint!" Udbrød jeg, nu vredt, og stillede hårdt kruset fra mig, inden jeg rejste mig med et ryg. Min mor virkede nærmest skræmt. "Men, Ha-.." Igen afbrød jeg. "Det er fint. Det lover jeg." Løj jeg og sukkede stille, da jeg begyndte at falde ned. Alligevel drejede jeg rundt på hælen og forlod rummet uden at sige mere. Det her var min egen sag, ikke hendes.

 

Jeg ved ikke hvor mange timer der gik. Men da jeg langt om længe rejste mig fra min seng og kiggede ud ad vinduet, var det blevet mørkt. Nedenunder kunne jeg høre min familie rumstere rundt, men jeg havde ingen planer om at gå ned til dem nu. Så satte jeg kursen imod mit spejl. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde det. Mange mente at det var tøset. Men jeg var ærlig talt fuldstændigt ligeglad. Så gjorde jeg noget der måske var sært i andres øjne. Jeg tog min hættetrøje af, hvilket efterlod mig i en tætsiddende, sort t-shirt. Den røg dog også af og endte, som hættetrøjen, et sted på gulvet. Stille pressede jeg læberne sammen og kastede blikket nedover den øverste del af min krop. Jeg var ikke ranglet, jeg var ikke overvægtig. Ganske normal, gik jeg ud fra. Musklerne i mine arme og mave var let markerede og mine kraveben var tydelige. Men det var ikke det jeg fokuserede på. Hvad jeg fokuserede på, var de lange linjer der strakte sig henover min hud på både håndled, overarme, kraveben og den øverste del af hofterne. Linjernes farve varierede i alt fra næsten hvid til dyb mørkerød, afhængigt af hvor gamle de var. Det var snitsår og ar, alle lavet af mig.

Jeg mærkede hvordan tårene begyndte at hobe sig op i min øjenkrog, og da jeg alligevel var alene i rummet, gjorde jeg intet for at stoppe dem fra at løbe nedover mine kinder. Hvorfor gjorde jeg det her imod mig selv? Jeg havde aldrig bedt om det her, og ingen havde gjort udtryk for at de ønskede den slags for mig. Jeg var skyld i min egen elendighed. Skyld i de mange ar og sår jeg nu stod og så på. Og så alligevel. Det var ikke mig. Det var ihvertfald ikke den del af mig som jeg selv havde kontrol over. Der var de her tanker der ukontrolleret skyllede ind over mit hoved og enten fyldte mig med følelser, eller sugede alle former for andre følelser ud af mig. Det var enten eller og begge dele føltes forfærdeligt. Men jeg sad fast i det her, indtil jeg valgte at åbne op for nogen. Hvem som helst. Jeg vidste at jeg ville hjælpe mig selv så meget ved at tale, men det kunne jeg ikke. Hver gang jeg åbnede munden og prøvede, var det som om ordende kvælte mig istedet for at nå ud i virkeligheden. Pludseligt kollapsede jeg på gulvet, stadig med tårene strømmende ned over mine kinder. Hvorfor gjorde jeg det her? Hvorfor ødelagde jeg mig selv sådan? Jeg var sindsyg. Det måtte jeg være.

 

Titel credit: Bring Me The Horizon

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...