Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Færdig
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig så forladt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig jeg elskede dig så højt!!

1Likes
0Kommentarer
223Visninger

1. Forladt

Himlen begynder at se mørk ud. Alle steder på stranden begynder familier at kalde deres børn ind fra det lave men nu kolde vand, og en lille pige på omtrent 4 år kigger op for at høre sine forældre, de skal hjem nu. Pigen er ude på det dybe og farlige vand og kæmper imod bølgerne for at komme ind mod stranden og sin yndlingsdukke. Hun kæmper, men jeg kan se at hun ikke kommer andet end længere og længere ud... 
"Hayley hører du efter?" min mor kigger på mig med våde øjne - hun har grædt. Jeg rejser mig fra sofaen og går op på mit værelse uden et ord. Jeg træder ind på mit værelse og lægger mig på min seng. "Du kunne intet gøre! Du prøvede at rede hende men hun vare allerede taget ud på sin sidste svømmetur, husk nu at det ikke er din skyld!" Jeg bliver ved med at sige det til mig selv igen og igen, men hun bliver bare ved med at dukke op i mit hoved. 
Jeg kigger på den lille piges forældre, men de ser ikke hvad jeg ser, de venter bare og pakker deres ting sammen. De står og snakker og holder den lille piges yndlingsdukke i hånden. Jeg løber ud mod vandet og kigger på pigen. Hun kæmper. Da jeg får øjenkontakt med hende ser jeg hvor skræmt hun er, hun ved, hvad der er i vente. Hun erkender det. Det er mærkeligt at se en lille pige der ved at døden kommer og opsluger en. At en lille pige ved, at hun aldrig kommer til at se lyset igen. 
Jeg kigger forskrækket op. Det bliver bare ved med at ske! Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om dukken der ligger der på stranden, der hvor jeg hev pigen op for ikke mere end 3 dage siden. Vejret udenfor minder mig om vejret på stranden, da den den lille pige kiggede på sine forældre for sidste gang. Jeg løber nedenunder til hoveddøren og hiver mine sko på flår døren op, og løber ud på vejen og ned til stranden alt sammen mens tårene løber ned ad mine kinder. Jeg løber hurtigt og er der i løbet af 5 minutter. Da jeg står ude ved vejen og kigger ned på stranden går jeg resten af vejen som i en tåge. Der er ingen mennesker på den kolde og regnvåde strand, men dukken ligger lige der hvor jeg efterlod den. På stenen. Hvor jeg sad med den bevidstløse pige i mine arme og græd mere end jeg nogen sonde har gjort før. Jeg går med tunge skridt og en kold mine hen og kigger på den med sorgfulde og våde øjne, "jeg er så ked af det Jenny!" 
Jeg springer ud i vandet efter hende, mens jeg råber til hendes forældre. Mine forældre. Jeg svømmer så hurtigt jeg kan, men på halvvejen opsluger det saltede kolde havvand hende helt. Hun er ikke til at se. Jeg dykker. Jeg kan kun lige se hende ligge der på havbunden. Med åbne øjne og mund. Kigger på mig. Anklagende. Jeg når hende i det dybe kolde vand og trækker hende fri af tang og kan ikke mærke andet end mit hjerte der går itu. Jeg svømmer hurtigt op på land med min lillesøster i mine arme. Jeg løber over til en sten med mine forældre i hælene på mig med Jennys dukke. De græder begge to og klamre sig til hinanden. Jeg giver hende mund til mund med tårerne løbende ned ad kinderne. De sløre alt. 
Jeg står der foran hendes yndlingsdukke, der ligger der på stenen hvor jeg efterlod den. Jeg tager den på i mine arme, som var det det mest dyrebareste glas ting i verden. Og der står jeg så. Med en beskidt dukke i hånden på en strand. Jeg kigger op. Stormvejr. "Hvorfor?" hulker jeg. Jeg falder på knæ med tårene der uafbrudt løber ned ad mine kinder, knuger dukker dukken ind til mig og ruller mig sammen til en lille kugle på stranden. "Jeg er så ked af det!" hvisker jeg til dukken. Det er det eneste i verden hun slæbte med sig over alt. Og det er det eneste jeg har. Min søster er væk. Mine forældre kan ikke se mig i øjnene. Jeg har aldrig følt mig så forladt som nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...