The Missing Of Dixie ❄ One Direction

Harry og Dixie var det perfekte par indtil den dag idag. Dixie forsvandt for 1 år siden, og forlod Harry med den sidste kommentar: "Jeg er snart tilbage". Harry er knust, og tror hun bare har forladt ham og at hun aldrig har elsket ham. Men hvad skete der med Dixie? Det er der mange der spørger om, og der er et enkelt svar. Kidnapning. Harry har snart givet op, og politiet tror hun er død. Men hvad sker der når et enkelt opkald kommer til Harry, og han hører hendes stemme? Hvad med Dixie? Flygter hun eller er det nytteløst? Følg med i The Missing Of Dixie. ❄❄Dette er er en julekalender❄❄

32Likes
17Kommentarer
1246Visninger
AA

1. ❄//Prolog\\❄


 

"Harry har du spist alle bananerne?"Råbte jeg så det kunne høres i hele huset. "Ja. Jeg tog den sidste imorges!" Svarede han tilbage, ihvertfald lige så højt som mig. Et kort grin forlod mine læber. Selvfølgelig havde han spist den sidste. 

Med hurtigere skridt gik jeg ud i gangen, og tog min vinterjakke og mine vintersko på. "Jeg går lige ud og handler!" Råbte jeg mens jeg snørede mine sko. "Jeg er snart tilbage!". Jeg åbnede døren, og lukkede den efter mig. 

Med et smil bevægede jeg mig ned af trappen. Jeg orkede ikke rigtig, at vente på elevatoren og desuden havde jeg klaustrofobi, så det ville ikke være det smarteste. 

Jeg skubbede døren op, og den kolde brise tog fat om mit hår, og legede blidt med det. Det var måske lidt sent at tage ud, og handle men alligevel vi manglede ret meget, så hellere gøre det idag end imorgen.

Men det der undrede mig meget var, at Harry faktisk lod mig gå ud nu. Altså han er virkelig overbeskyttende, og det er virkelig kært men normalt ville han selv gå med ud, fordi han ikke turde at lade mig gå ud, nu når det var så mørkt og klokken var omkring halv ni (om aften). 

Lidt længere fremme kunne jeg se supermarkedet. Jeg satte tempoet op da det var blevet ret koldt. Da supermarkedet var lidt mindre end 10 meter, satte jeg i løb da kulden virkelig havde overtaget min krop. Måske var det også lidt dumt, at gå ud d. 1 december med korte ærmer, og tynde jeans. Mentalklap til mig.

Varmen fra supermarkedet slog sig hurtigt om mig, som et varmt tæppe og med et smil på læberne tog jeg fat i en indkøbsvogn, og begyndte stille at køre med den. Heldigvis var der kun omkring 6-7 mennesker, og enten var de for unge til at vide hvem One Direction var eller også var de for gamle. Ikke at jeg hadece deres fans, de var virkelig dedikerede og søde men stadig var der mange der kunne finde på, at skrive hate til mig- og de andre piger. 

Med sløve skridt gik jeg hen mod frugt afdelingen, og tog fat i nogen bananer, æbler, pærer og appelsiner. Godt nok var det ikke frugt sæsonen lige nu, men jeg kunne ikke leve uden frugt. 

 

Jeg tog fat om den sidste pose, sagde farvel til kassedamen og gik så ud fra supermarkedet som den sidste. Sukkende kiggede jeg ned på 3 store indkøbs poser. Det var egentligt lidt dumt at jeg gik ud nu- især fordi jeg var træt. 

Pludselig kunne jeg høre nogen skridt bag mig, og jeg kunne skimte en sort varevogn køre bag manden der gik bag mig. Jeg sank en klump som havde dannet sig i min hals. Det her tydede ikke godt. Jeg satte farten en smule op, og tog lidt længere skridt.

Panikkende begyndte jeg at lede efter min mobil i mine lommer. Da jeg ikke lige kunne finde den, og den sikkert lå i min inderlomme smed jeg hurtigt poserne, og satte i løb men jeg nåede ikke så langt, inden jeg sad ned på fortovet. "E-Ej det må d-du undskylde" Stammede jeg, og rejste mig op. 

"Du skal ikke undskylde smukke" Grinte en dyb stemme. Og det gik op for mig hvad der skulle ske nu. Med rystende ben begyndte jeg at bakke, men jeg gik ind i en anden. Han tog fat om mine arme i et stramt greb. "Du skal ingen steder" Hviskede han hårdt i mit øre. Et skrig forlod mine læber, men blev afbrudt af en smerte som skød igennem min kind. "Ti stille!" Vrissede den første jeg gik ind i. Tårene strømmede ned af mine kinder, mens de tog en sæk over mit hoved. "Slip mig fri!" Skreg jeg. 

Jeg vred mig så meget jeg kunne, og sparkede ud til alle sider. "Bind hendes fødder fast!" Hvæsede en ny stemme. Og inden længe kunne jeg mærke mine fødder blive spændt fast, og det hele blev sort.


 

Dixie havde været væk i en time nu, og hun var stadig ikke kommet tilbage. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde ladt hende gå ud alene. Jeg gik ellers altid med, men kender i ikke det der hvor man er virkelig optaget af noget, og så hører man ikke rigtig hvad personen siger Og man svarer bare uden at tænke på det? Det var det der skete for mig.

"Hvor fanden bliver hun af?" Vrissede jeg og rejste mig for at gå hen til vores hjemmetelefon. I en hurtig bevægelse tastede jeg hendes nummer ind, men den gik direkte på voice mail- den måtte være slukket. 

Små bandeord forlod min mund, mens jeg fandt Eleanor's nummer. "Det Eleanor?" "Hej Eleanor det er Harry" "Harry er du okay? Hvad sker der?" Spurgte hun bekymret. "Det er Dixie. Er hun hos dig?" Sagde jeg hurtigt, og kørte frustreret en hånd igennem håret.

"Desværre Harry. Er hun ikke hos dig?". En panikkende følelse skød igennem min krop, da de ord havde forladt Eleanor's mund. "Nej hun er ikke hos mig. Hun ville gå ud og handle og og hun er ikke kommet tilbage. Det her min skyld!" Udbrød jeg. "Det jeg ked af Harry. Og nej det ikke din skyld! Mig og Louis kommer over nu, okay? Og så leder vi efter hende og ringer til alle vi kender" Beroligede Eleanor mig. 

"I er de bedste El. Tusind tak!" Udbrød jeg. "Det er så lidt Harry. Hvad gør man ikke for sine venner?" Grinte hun. Vi sagde farvel og lagde på.

"Perrie har heller ikke set noget til hende" Eleanor sukkede og lænede sig tilbage i sofaen. Vi havde ringet til alle vi kendte som måske havde set et, og ingen havde set Dixie. 

"Hvad fanden skal vi gøre?" Udbrød jeg frustreret og rejste mig hurtigt op. Louis var hurtig til, at tage fat i mig og hive mig ned og sidde igen. "Rolig Harry. Hun har det sikkert fint" Beroligede Louis mig, og trak mig ind i et kram. Først undrede det mig hvorfor han krammede mig, men så gik det op for mig at jeg græd.

Dixie betyder så meget for mig, og at hun havde været væk i flere timer. Det bekymrede mig så meget. "Jeg er bare så bekymret" Græd jeg, mens hele min krop rystede. "Bare rolig Harry. Hun kommer tilbage. Hun kommer tilbage" Trøstede Louis.

Det er så prologen! Og historien er skudt igang! Jeg glæder mig virkelig til at komme igang med den her og høre hvad i synes! 
Jeg skulle rigtigt ha' skrevet den her med Celina, men hun ville ikke alligevel af nogen personlige problemer eller noget ved ikke hvad jeg skal kalde det, aha. Men kaptilerne bliver ikke SÅ lange men de bliver ihvertfald over 1000 ord :). Men håber i vil læse med og jeg undskylder lige for det forfærdelige cover ahaha x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...