The Missing Of Dixie ❄ One Direction

Harry og Dixie var det perfekte par indtil den dag idag. Dixie forsvandt for 1 år siden, og forlod Harry med den sidste kommentar: "Jeg er snart tilbage". Harry er knust, og tror hun bare har forladt ham og at hun aldrig har elsket ham. Men hvad skete der med Dixie? Det er der mange der spørger om, og der er et enkelt svar. Kidnapning. Harry har snart givet op, og politiet tror hun er død. Men hvad sker der når et enkelt opkald kommer til Harry, og han hører hendes stemme? Hvad med Dixie? Flygter hun eller er det nytteløst? Følg med i The Missing Of Dixie. ❄❄Dette er er en julekalender❄❄

32Likes
17Kommentarer
1195Visninger
AA

2. ❄//One\\❄

Only half a blue sky (only half the blue sky)

I'm kinda there - but not quite
I'm walking around with just one shoe
I'm half a heart without you
I'm half a man - at best (half a man at best)
With half an arrow in my chest
I miss everything we do
I'm half a heart without you.

❄Half A Heart - One Direction❄


Lyden af regndråber fik mig til at vågne. Et smertefuldt støn forlod mine læber, da jeg satte mig op. Jack havde været ekstra slem igår fordi jeg prøvede at flygte.

Jeg havde efterhånden vænnet mig til, at min mave knurrede. Men det var vel også klart når jeg kun fik mad en gang, om dagen og det var kun et stykke rugbrød og noget vand. Desuden hvis jeg havde været 'lydig' fik jeg mere mad, og så handlede det bare om at spare på det.

"Tror i hun er vågnet?" Lød det omme bag døren. "Du var altså ret hård imod hende igår Jack" Mumlede en af de andre mænd.

Den eneste jeg kendte navnet på var Jack, da det tit var ham som brugte mig og så havde jeg bare hørt hans navn. Men det vidste de ikke.

Et brag lød i hele rummet og i en fart lukkede jeg øjnene. Nogen faste skridt lød inden, nogen bøjede sig ind over mig. Jeg kunne mærke det.

"Godt prøvet Dixie!" Vrissede en stemme som jeg hurtigt genkendte som Jack. I et hårdt tag tog han fat i min hage og råbte, at jeg skulle åbne mine øjne. Et klynk undslap mine læber inden jeg åbnede mine øjne.

Han rev mig op, og tog fat i mine arme for at kaste mig ind i væggen. Et skrig forlod mine læber, inden jeg gled ned af væggen. Tårene pressede sig på og jeg begravede mit hoved i mine knæ.

"Rejs dig op!" Befalede han, og med rystende ben rejste jeg mig. Mens jeg havde været her havde jeg lært, at ikke sige Jack imod. Det var det værste du kunne gøre, og det mener jeg virkelig.

"Der er vist nogen der endelig har fattet at lytte til hvad jeg siger" Sagde han spydigt, og tog fat i mine arme for, at smide mig ind i væggen igen. Men denne gang havde han stadig fat i mine arme.

Han tog mine arme op over mit hoved, og pressede ivrigt hans læber mod mig. Tårene trillede ned af mine kinder, og gjorde Jack's gamle trøje våd.

Hvad havde jeg gjort siden jeg er havnet her? Jeg savnede Harry. Hans blide og varme kys, hans arme som lå rundt om mine hofter mens vi sov. Han smukke ansigt jeg skulle vågne op til hverdag, og det skulle jeg også ha' gjort nu.


Jeg tog en dyb indånding og lukkede bogen i. 1 år var nu gået. 1 år havde Dixie været væk og i 1 år har jeg tænkt på hende. Jeg rejste mig fra skrivebordet, og gik over mod reolen med de gamle bøger. Jeg kiggede kort ned på den dagbog jeg havde i hånden. I 1 år havde jeg siddet og skrevet i den om Dixie og hvor meget jeg savnede hende.

Med et suk gik jeg med trætte skridt hen til sengen og smed mig i den. Endnu et mareridt havde hærget min hjerne, og selvfølgelig skulle den handle om Dixie.

Jeg lagde mine hænder på min mave og drejede hovedet for, at se det billed der stod så fint i en ramme pyntet som Dixie havde pyntet. Billedet var af hende og mig der kyssede mens sneen lige så fint dalede ned. Det var for 2 år siden og jeg huskede stadig den dag tydeligt.

FLASHBACK

"Harry! Harry!" Hvinede Dixie og kom løbende ud fra badeværelset. Et grin forlod min mund og jeg kiggede kærligt på hende. "Hva' så babe?" Sagde jeg hæst og kiggede på hende med et spændt blik. "Det sneeeeeer!" Jublede hun, og hoppede op og ned mens hun klappede i hænderne. 

Dixie havde mange sider, og en af dem var en barnlig side- hvilket var en hun vidste tit. Og jeg elskede den side så meget, hvilket måske undrede nogen men det lå hos Dixie og jeg elskede alt ved hende.

Jeg grinte kort af hende, og rejste mig så fra den sofa jeg havde siddet i. "Skal vi inviterer de andre over?" Spurgte jeg og gik hen imod hende. Da jeg var noget helt hen til hende lagde jeg mine arme om hendes liv, og trak hende ind til mig. Jeg plantede et kys på hendes pande og kiggede hende i øjnene. 

"Mmm" Mumlede hun og lukkede sine øjne. "Du ved jeg elsker dig ikke?" Mumlede jeg mod hendes pande. Hun nikkede og kiggede mig i øjnene. "Og du ved at jeg også elsker dig ikke?" Sagde hun og pressede sin læber mod mine. 

Vi blev forstyrret da min telefon afbrød os. Dixie trak sig væk med et suk og nikkede så. "Bare tag den" Mumlede hun og kiggede væk. Jeg kiggede undskyldene på hende, men trak så min mobil op. "Det Niall" Smilede jeg og kiggede på hende. Hendes øjne lyste op, og jeg vidste det var fordi hende og Niall havde et virkelig specielt forhold.

"Hey Niall!" Sagde jeg glad og kiggede hen på Dixie som kiggede bedende på mig- hun ville snakke med Niall. Jeg mimede '2 sekunder' og koncentrerede mig om telefon samtalen igen. "Heeeej Haaaaaaarry!" Jublede Niall. Et grin fløj ud af min mund inden jeg spurgte: "Har du set det sner?" "Jaaaaaaer!" Udbrød han. "Det så viiildt! Må mig og drengene ikke kommer over? Det var faktisk det jeg skulle spørge om" Lo han og jeg kiggede over på Dixie som smilede kort til mig.

"Selvfølgelig det skulle vi faktisk også til at spørge om" Grinte jeg kort, og forklarede så Niall at Dixie ville snakke med ham. "Så gi' mig hende!" Sagde han glad og jeg rakte telefonen til Dixie. Hun sendte mig et taknemligt smil og begyndte så at snakke med Niall. Mens hun snakkede begyndte jeg, at betragte hende.

Hendes gråblå øjne som skinnede, de let markerede kindben og hendes blonde hår som også havde en snert af brun. Hendes smil der fik hende til at få små rynker oppe ved øjnene. Hver og en detalje. Hun var perfekt, hun var smuk! 

"Harry?" Dixie knipsede med sine fingre foran mig, og kiggede så på mig. Jeg kom ud af mine trance og kiggede forvirret på hende. "Kommer du ikke med ud sammen med os andre?" Spurgte hun og kiggede sødt på mig med et skævt smil.

"Af hva'?" Spurgte jeg forvirret. Hun klukkede lidt, men tog så fat i min hånd. "De andre er kommet. Vi venter kun på dig" Smilede hun og kiggede op på mig, mens hun trak os ud mod gangen. 

”Hey Harry!” Louis løb hen til mig og trak mig ind i et kram. Lidt efter kom alle de andre drenge og sagde hej, og så gik vi ellers ud. ”Husk hue!” Udbørd jeg da Dixie skulle til at gå ud uden hue. Jeg tog fat i hendes hue, og trak den ned over hendes hoved, og kyssede hendes næse inden jeg tog hendes hånd, og trak hende med ud.

Lige da jeg var kommet ud kunne jeg mærke noget koldt gled ned af min ryg. Pludselig kunne et genkendeligt grin høres. ”Niaaaall!” Råbte jeg og begyndte at løbe efter ham. Dixie begyndte at grine helt hysterisk og det samme med Niall.

Lidt efter kunne mig og drengene heller ikke lade hver med, at grine. Vi alle havde et stærkt bånd efterhånden.

Jeg bukkede mig ned for, at tage fat i noget sne og lige da jeg rejste mig op, fik jeg en vasker. ”Sådan Dixie!” Hørte jeg Liam råbe. Hendes latter kunne høres hvilket fik et stort smil på mine læber. ”Hæææævn!” Råbte jeg og løb hen imod Dixie med massere af sne i hænderne. ”Harry!” Skreg hun og begyndte at løbe.

”Kom her Dixie!” Grinte jeg og løb efter hende. Pludselig snublede Dixie og faldt lige ned i sneen med ansigtet. Jeg stoppede med at løbe og drengene som ellers havde heppet blev helt stille. ”Dixie…Er du okay?” Spurgte jeg. Jeg kiggede nervøst hen på hende, men da hun begyndte at flække af grin åndede jeg lettet ud.

Jeg løb hen til hende og satte mig ved siden af hende. Tårene trillede ned af hendes kinder fordi hun grinte så meget. ”Du må aldrig gøre mig så nervøs” Sukkede jeg og krammede hende. ”Det var jo ikke fordi jeg ville dø af det” Drillede hun.

Jeg kiggede hen på hende og lænede mig hen imod hende. Vi lænede vores pander mod hinanden inden vores læber smeltede sammen og blev til vores første vinterkys.

FLASHBACK SLUT

 

 

Jeg havde efterhånden givet op. Hun ville aldrig komme tilbage. Mange af vores fans undrede sig over hvorfor jeg ikke var blevet set med Dixie mere, og spurgte hvor hun var. Men jeg kunne ikke svare dem, for jeg vidste det ikke engang selv.

Jeg kiggede trist hen på billedet, og tog det så i hænderne. Hun havde såret mig dybt og hun sad sikkert lige nu med et stort smil på læberne og med en anden fyr. Hun havde bare forladt mig og ikke gang sagt farvel. Men hun sagde hun ville komme tilbage!

”Harry?” Louis bankede på og stak så hovedet ind. Jeg lavede efterhånden ikke så meget og forlod kun mit værelse hvis jeg skulle på toilettet eller spise noget. Jeg kiggede op i loftet med et tomt blik og mumlede et ’mmm’. ”Uhm din telefon har ringet flere gange. Der står det er Dixie?” Sagde Louis forvirret. I en fart farede jeg op og løb ud i stuen, og lige da jeg kom ind kunne ringetonen høres.

Jeg løb hen til min iphone og så navnet Dixie stå der. ”Dixie!? Hallo?” Udbrød jeg. ”Harry” Lød hendes stemme, men den var anerledes. Den er var helt hæs og svag. ”Dixie hvor er du? Hvorfor ringer du først nu? Har du sl-” ”Harry” Græd hun. ”Det forfærdeligt det de gør mod mig” Hulkede hun.

”Dixie hør på mig! Hvor er du!?” Råbte jeg helt forvirret over hvad hun mente. ”Je-” ”- Hvad fanden!? Har hun en mobil!?” Lød det i den anden ende af røret. Et gisp forlod hendes mund og det lød som om, at hun smed mobilen. ”Havde du lige en mobil!?” Lød en vrissende stemme. ”N-n-nej” Stammede hun.

Jeg strammede grebet om mobilen, da jeg havde en ide om, at jeg skulle være stille. Et ordentlig klask lød og lidt efter et skrig, som jeg kunne genkende. ”Dixie!” Skreg jeg. En skramlen lød og efter det blev der lagt på. ”Nej nej nej!” Råbte jeg og smed mobilen fra mig.

Jeg farede rundt i huset. ”Harry hvad fanden sker der?” Spurgte Louis. ”Hun er hos en eller anden syg stodder!” Skreg jeg og sparkede til en stol så den væltede. ”For fanden” Mumlede Louis og begyndte at taste løs på sin mobil.

Jeg kunne ikke styre min vrede mere. Den havde overtaget min krop og det hele ødelagde mig endnu mere ved det opkald. Det her skulle også bare ske for os.

 

Det her var så det første kapitel. Ved godt det ikke er så godt og lidt rodet, men det er lige det bedste jeg kan præsentere lige pt. 

Men jeg håber i glæder jer og det her kapitel er på næsten 2000 ord yay. Men det er den første december! Jaaa! Men nu må vi se hvor god jeg er til at opdatere ahha

Men det her er skrevet før tid men håber i kan lide det! Goood juuul! :D
//M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...