Én ny vampyrs skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 nov. 2013
  • Status: Igang
Anastasia og 99 andre mennesker er blevet lokket i en fælde af 30 vampyrer. På mirakuløs vis undslipper Anastasia som den eneste. Men en vampyr fik færten af hende, og Anastasia er nu jagtet. Eller er hun? Følg med i Anastasias møde med vampyrenes verden, og hendes kamp for at overleve...
(Der kan opstå seksuelle handlinger i teksten)

29Likes
30Kommentarer
1959Visninger
AA

7. Overfaldet

Jeg står som lammet foran min hoveddør. Ødelæg det nu ikke. Ødelæg det nu ikke, gentager jeg inde i hovedet. Ødelæg det nu ikke. Jeg for pludselig en underlig kvalme. Det tager ikke særlig lang tid før jeg finder ud af hvad det er.  Jeg har blod i munden, efter at Jasper har kysset mig, og får det straks dårligt. Jeg løber ind på badeværelset og skylder munden med vand. Så tager jeg en vaskeklud og vasker mig i ansigtet. Jeg kigger mig i spejlet, og syntes jeg ser en smule bleg ud. Hvor længe siden er det egentligt at jeg har forkælet mig selv, tænker jeg. Ca. 2 måneder siden, eller hvad?  Kl. er kun lidt over 3 om eftermiddagen, så jeg beslutter mig at gå i byen og forkæle mig selv.

 

Efter en tur i spaen og en shopping tur i centeret, har jeg det pludseligt meget beder. En tur væk fra det daglige stress og nuværende mareridt, var lige hvad jeg havde brug for. Kl. er nu 9 om aftenen og jeg er på vej hjem. Der er egentligt ret tomt i gaderne når man tænker over det, men det er også ret hyggeligt. Det brændende sker fra lygtepælende og de mange farvede blade på træerne. De gule, orange, røde og brune farver symbolisere at det efterhånden er blevet efterår. Den lidt kølige og friske vind, føles helt rat at gå i. ”Hay, du der. Kunne du sige mig hvad kl. er?” råber en meget robust mand til mig. Han går hen mod mig med et venligt blik og smiler til mig. ”Den er ca. 2 min. Over 9” svare jeg høfligt. Han stanser omkring to meter fra mig. ”Du er da temmelig lækker. Hvor gammel er du egentligt”.

”18 år gammel”

”Det var en fin alder, sig mig… kunne du vise mig vej hen til parken? Jeg har aftalt at mødes med nogle venner”.

Jeg tøver og tænker mig om et øjeblik.

”Det kan jeg da godt, jeg skal ikke nå noget alligevel”.

”Det var venligt af dig. Tusind tak”.

Jeg begynder at gå hen mod parken med ham lige i hældene. Han begynder at stille mig en masse spørgsmål, som faktisk gør mig lidt nervøs. Som fx hvor jeg bor, hvilket arbejde jeg har, om jeg er i et forhold osv. Da jeg går rundt om et hushjørne som føre hen til parken, står der pludselig fire andre mænd. De stirrer alle på mig et stykke tid, og så begynder de at smile stort. I det samme rammer en angst mig, og jeg beslutter at komme væk hurtigst muligt. ”Når men jeg må nok se og komme videre” siger jeg så roligt jeg kan. Jeg vender mig om for at komme tilbage på gaderne. Men den robuste mand bag ved mig, spærre vejen. ”Jeg troede du sagde, at du ikke havde travlt” sagde han med en smule latter i stemmen. ”Det havde jeg heller ikke, men så kom jeg i tanke om at jeg skulle nå noget” siger jeg, og prøver at skjule min angst bedst muligt. ”Hvad helt præcist” siger han med en smule hån i stemmen. ”Jeg skal… Jeg skal…”.

”Slap nu af. Vi gør dig jo ikke noget” siger en anden stemme bag mig. Jeg vender mig om. I det samme griber den robuste mand fat i mig bag fra. ”Tja… hvert fald ikke noget som ikke Vi, har løst til at gøre ved dig” siger han og udbryder nu en ond latter. Jeg prøver at skrige, men han ligger hurtigt hånden for munden af mig. ”Næ, nej, lille ven, vi vil helst ikke have noget ballade vel?” siger han hånligt. De fører mig ind i den mørke park, hvor ingen befinder sig her så sent om aftenen. Han trykker mig op af et stort træ, og jeg har ingen kræfter i forhold til ham. Jeg prøver at rive mig løs, men det hjælper ikke. En af de andre kommer hen mod mig, og giver mig bind for munden, så de kan koncentrere sig om noget andet. Jeg kan mærke min puls stiger, og at det begynder at svige i øjnene. Jeg mærker en tåre glide ned over kinden på mig. Den robuste mand lægger hovedet på min skulder, og hvisker til mig. ”Hvad er der galt snuske, vi gør jo ikke noget, som du ikke har lyst til”. Han trækker hovedet tilbage, og begynder at le. Så lægger han hænderne på mit bryster, og lader dem glide ned over taljen. Jeg prøver ihærdigt at skubbe ham væk, men det kan jeg ikke. Der kommer to mænd over til mig, og griber fat i mine arme. Den robuste mand begynder at knappe min hvide skjorte op. Jeg prøver at skrige, men båndet om munden forhindre det. Han har nu åbnet skjorten, og begynder nu at løsne bh’en. Jeg prøver at vride mig fri, men de holder godt fast. De har fået bh´en af mig, og den robuste mand tager fat i mit ene bryst, og begynder straks at sutte og rører ved det. Derefter gør han det samme med det andet bryst. Så tager han mine bukser af, og de begynder alle at le. Mine kinder er næsten helt våde på grund af tårer. Han har nu fået bukserne af mig, og tager nu fat i mine trusser. Jeg begynder at sparke helt vildt med benene, men det hjælper ikke noget. Han for hevet mine trusser af, og de for pludseligt alle sammen et naivt udtryk i øjnene. Den robuste mand begynder at åbne sine bukser. Jeg kan ikke klare det mere, jeg bliver dårlig, og bliver nødt til at dreje hovedet, og lukke øjnene. Lidt efter kan jeg mærke, at han løfter mit venstre ben op i vandret stilling, og skubber det ud til siden. Jeg går psykisk i panik, og både mit hjerte og puls stiger kraftigt i hastighed. Men jeg kan ikke røre mig fysisk. Min krop er som lammet, og hver eneste muskel i min krop er i totalt anspændthed.

Så mærker jeg den oppe i mig. Jeg laver et lille gisp, både af chok og foragt. Det er sådan en væmmelig følelse af ikke at kunne gøre modstand, at man ikke kan sige fra, når man ikke har lyst. Så hiver han den ud, og støder den ind igen. Denne bevægelse fortsætter i en nogenlunde regelmæssig rytme. Han udstøder nogle støn og gisp en gang imellem, og giver mig komplimenten ”Hvor er du god, hvor er du god” i en lidt for hvor- er-det-skønt stemme.

Pludselig kommer der en bil susende ind i parken, og med bremser der hylder i hvilens sky. Idet samme jeg åbner øjnene, giver den robuste mand slip på mig. Mit blik falder over på bilen, og en mørk skygge stiger ud. Han løber direkte over til den nærmeste mand, og slår ham ned i jorden. Jeg griber chancen, og kaster mig ned på jorden, efter mit tøj. Mændene begynder at råbe, og der er tydeligvis en slåskamp i gang. Men det eneste jeg koncentrere mig om, er at få tøj på.

Efter nogle meget lange og klodsede sekunder, for jeg endelig hevet det sidste tøj på. Den fremmede skygge tæver de andre mænd så let som ingenting. Jeg rejser mig op, og overvejer hvad jeg nu skal gøre. Jeg havde fokuseret så meget på at, få tøj på, at jeg ikke havde overvejet hvad jeg skulle gøre bagefter. Så tager jeg to tøvende skridt baglænds, og drejer så rundt, for at løbe væk. Idet jeg har drejet mig om, får jeg øje på den robuste mand. Han står helt tæt ved mig, og har blikket stift rettet mod min mave. Med et, mærker jeg en kraftig smerte i maven. Den robuste mand tager nogle skridt baglænds, stadig med blikket stift rettet mod mig. Smerten i maven er uudholdelig, og mig blik falder langsomt ned mod maven. Mine hænder begynder at ryste helt vildt, da jeg finder ud af, hvad der er skyld i smerten. Også min vejrtrækning begynder at svigte mig.

Jeg har en skarp kniv placeret lige midt i maven. Den røde plet som kraftigt vokser omkring kniven, igennem min hvide skjorte, gør det klart, hvor alvorligt det egentligt er. Min højre hånd laver et fast greb rundt om skærfet på kniven. Jeg tøver lidt, og tager så en dyb indånding, og hiver hurtigt kniven ud af maven. Av, av, av. Jeg lader kniven dumpe ned på jorden. Mit blik fanger den robuste mand, og vi står og kigger hindanden dybt ind i øjnene. Han ser bange og forskræmt ud, når han står der, og kigger på mig.

Lige pludselig begynder det hele at snurre rundt. Jeg bliver helt svimmel, og vakler lidt på stedet. Så falder jeg sammen, og lander på ryggen. Mit syn bliver slørret, og jeg begynder at gispe efter vejret. Et øjeblik efter mærker jeg to kolde og hårde arme løfte mig op. Idet samme kører alt forbi mig i en stor sløret plet. Jeg gisper stadig besværget efter luft. Så høre jeg en stemme snakke til mig ”Hold dig i live Anastasia, Hold dig i live! Jeg er hos dig nu, og jeg giver ikke slip! Hører du?! Jeg passer på dig, og du må ikke forlade mig! Hold dig i…….!”. Så forsvinder alle lyde fra mig. Alting bliver mere og mere mørk, og til sidst bliver alting formørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...