Én ny vampyrs skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 nov. 2013
  • Status: Igang
Anastasia og 99 andre mennesker er blevet lokket i en fælde af 30 vampyrer. På mirakuløs vis undslipper Anastasia som den eneste. Men en vampyr fik færten af hende, og Anastasia er nu jagtet. Eller er hun? Følg med i Anastasias møde med vampyrenes verden, og hendes kamp for at overleve...
(Der kan opstå seksuelle handlinger i teksten)

29Likes
30Kommentarer
1960Visninger
AA

12. Livets cyklus

 

Jeg ligger og vender og drejer mig i sengen. Her er bare så varmt og indelukket. Jeg tænder lyset og går over til mit vindue. Jeg åbner den og stikker hovedet ud. Den kølige nattebrise er bare så opkvikkende. Men hvad er det? tænker jeg. Nede på gaden løber en mørk skikkelse som gjaldt det livet. Jeg følger undrende den mørke skikkelse, og lige akkurat da den forsvandt, dukke en ny skikkelse op. Denne skikkelse er både hurtigere og stærkere. Det ved jeg bl.a. fordi jeg kan se hvem det er. Jayan. Jeg skynder mig ud af min lejlighed og ned på gaden. Jeg løber efter skikkelserne for at prøve at indhente dem. Det er egentligt lidt koldt, da jeg kun er iført pyjamas. Det lykkes mig at indhente Jayan, og stille mig i vejen for ham. Men hvordan lykkedes det mig at indhente ham? Han er jo vampyr. Det burde ikke kunne lade sig gøre, tænker jeg forvirret.

”Lad mig komme forbi” hører jeg Jayan vrisse.

”Nej, stop! Du må ikke!” siger jeg panisk, imens jeg prøver at holde ham tilbage.

”Hun slipper jo væk!” siger han irriteret.

”Du må ikke slå hende ihjel”

Jayan stopper forsøget på at slippe forbi mig og kigger i stedet undrende.

”Hvorfor ikke? Jeg skal jo bruge hendes blod for at vinde min fulde styrke. Hvis jeg ikke får det, bliver jeg svag” siger han.

”Du må ikke tage livet fra hende. Hun har jo ikke gjort noget. Hun er uskyldig.”

”Er en ko ikke også uskyldig når I slagter den? Hvad er forskellen? I dræber dyr for at få mad og overleve. Jeg dræber mennesker for at få min styrke tilbage. Er det ikke det som I mennesker kalder livets cyklus? Et dyr spiser et andet dyr, som spises af endnu et dyr, som derefter spises af et nyt dyr osv. Eller inkluderer det ikke mennesket?”

Jeg kigger mundlam på ham. Han har jo ret i det han siger. Men det føles stadig forkert. Det er forkert at slå sine med mennesker ihjel. Men de er vampyrer, så i princippet er de ikke med mennesker. Jeg er forvirret og splittet. Hvad skal jeg gøre! tænker jeg og tager mig til hovedet. Bank, bank, bank. Mit hoved dunker. Bank, bank, bank…

Jeg åbner søvndrukkent mine øjne, og kigger på mit digitale ur. Klokken er tre om morgenen. Bank, bank, bank. Jeg hører at nogen banker på min dør.

”Hvem i alverden banker på døren klokken tre om morgenen” siger jeg irriteret for mig selv. Jeg får rejst mig fra sengen og trasker hen mod døren. Gud, hvor er det hårdt at gå hen til døren så tidligt om morgenen, tænker jeg træt. Bank, bank, bank.

”Jeg kommer nu” røber jeg gennem døren. Jeg låser døren op og trækker ned i håndtaget. I samme øjeblik jeg åbner døren, står en mand bag ved mig. Inden jeg når at skrige ligger han en hånd for munden af mig, og tager hårdt rundt om livet på mig med den anden arm. Adrenalinen spredes hurtigt i hele min krop, og mit hjerte hamre. Jeg prøver ihærdigt at vride mig løs, men mandens greb løsnes ikke én millimeter. Tværtimod. For hans greb om min talje bliver strammere og strammere. Det gør så ulideligt undt. Det føles som om jeg er gået to buksestørrelser ned i taljen.

Jeg forsøger ikke længere at skrige efter hjælp. Ikke fordi det ville hjælpe, da han holder mig for munden. Til gengæld skriger jeg nu af smerte. En anden mand kommer ind af døren. Han har en taske i hånden, som han trækker en stor kanyle op af. Jeg gør store øjne til den og kan mærke panikken tage overhånd. Hvad er det der sker? Hvem er de? Hvad vil de med mig? tænker jeg panisk i tankerne. Manden med kanylen tager fat i min arm, så undersiden er opad. Jeg prøver at rive armen til mig, men kan ikke. Han stikker nålen fra kanylen ind i armen på mig. Manden sprøjter den flydende væske fra kanylen ned i min arm. Jeg mærker straks, at jeg bliver mere svag. Manden ligger kanylen tilbage i tasken og kigger afventende på mig. Efter et stykke tid er jeg så svag, at jeg ikke længere kan gøre modstand. Manden som holder fast i mig, løfter mig op i sine arme og forlader lejligheden med mig i favnen. Mine tanker skriger, at jeg skal gøre modstand, men jeg kan ikke. Jeg er så træt og svag, at jeg dårligt kan holde mine øjne åbne. Manden bærer mig ned af trapperne og ud på gaden. Det sidste jeg når at registrere inden jeg døser hen er, at jeg bliver lagt ind på bagsædet af en bil, og vi kører ind i det uendelige mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...