Én ny vampyrs skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 nov. 2013
  • Status: Igang
Anastasia og 99 andre mennesker er blevet lokket i en fælde af 30 vampyrer. På mirakuløs vis undslipper Anastasia som den eneste. Men en vampyr fik færten af hende, og Anastasia er nu jagtet. Eller er hun? Følg med i Anastasias møde med vampyrenes verden, og hendes kamp for at overleve...
(Der kan opstå seksuelle handlinger i teksten)

29Likes
30Kommentarer
1971Visninger
AA

13. Fanget

”Hjælp!” råber jeg panikslagen gennem døren. Jeg banker, sparker og flår i dørhåndtaget helt nyttesløst. Tårrene sviger i mine øjenlåg og truer med at slippe løs. ”Luk mig ud!” skriger jeg grådkvalt. Nu løber tårrene i en jævn strøm ned af kinderne. ”Lad mig nu gå!” siger jeg i et sidste forsøg på hjælp, inden jeg lader mig glide ned på gulvet. Jeg læner mig op af døren og trækker benene ind til brystet. Hele min krop skælver.

Rummet er lavet af jern. Både vægge, gulvet, loftet og døren. Der er ikke noget vindue. Kun en enkelt lampe i loftet og en gammel slidt madras, med et tilsvarende tæppe. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har været her, eller hvor lang tid jeg har stået og skreget. Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad vil de mig? Hvad skal der ske? Kommer jeg nogensinde ud? Det har jeg spurgt mig selv om, lige siden jeg vågnede. Jeg er bange, fortvivlet og forvirret. Jeg føler mig træt og tung i hele kroppen, efter at havet stået og råbt og skreget.

Jeg laver nogle små hiks og bryder derefter ud i gråd. Den ene tåre løber om kamp med den anden ned af kinderne. Og ligeså snart en tåre har forladt mit ansigt, er den næste allerede halvvejs. Jeg sidder og græder indtil mit ansigt er helt hævet op. En sidste tåre kæmper sig vej ud af øjenkrogen og forlader mine øjne. Jeg kan ikke græde mere. Mine øjne er løbet tør for tåre.

Jeg ville ønske her var nogen og snakke med. Jeg føler mig så ensom. Jeg er helt alene og sårbar, som en elefantunge der har forvildet sig væk fra flokken. Den er helt ude af stand til at forsvarer sig selv, hvis den bliver angrebet. Lidt ligesom mig.

 

Er det bare mig, eller kommer væggene tættere og tættere? For tiende gang i løbet af kort tid, går jeg rundt og tjekker at væggene ikke rykker sig. Jeg har det som om, at jo længere tid jeg er her, jo mere skør bliver jeg. Her er bare så indelukket! Jeg går rastløst frem og tilbage i rummet. Går bare og venter på at der sker noget. Venter på at døren bliver låst op, så jeg kan komme ud. Som at vente på at ens far låser døren op efter en stuearrest.

En erindring dukker op og rammer mig med sådanne en smerte, at jeg øjeblikkeligt krymper mig sammen på gulvet.

 

En mand, kaldet min far, tager stramt rundt om armen på mig. I et hårdt ryk hiver han mig op fra gulvet, og stikker mig en lussing. Jeg får tårer i øjnene. Min 8 årige veninde er lige taget hjem. Han trækker mig hen mod mit værelse.

”Ved du hvorfor du bliver straffet” siger han surt.

”Fordi jeg hellere ville lege med min veninde, end at gøre rent i huset” svarer jeg med gråd i stemmen.

”Det er helt korrekt” svarer han surt.

Han trækker mig ind på mit værelset og låser døren.

Ude foran døren hørers slag og skingre smertes skrig fra en lille pige. Hverken pigens mor eller sine fem ældre søskende tog noget intiativ til at hjælpe hende…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...