Read all about it {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Igang
Hun bliver mobbet hver eneste dag. I alt den tid hun har gået på high school, er hun blevet mobbet. De er allesammen onde, men der er ham. Ham. Ham, der slår hårdest, ham der er ondest, ham der er lederen. Dakota har ingen. Absolut ingen hun kan dele sine tanker med. For snart et år siden, begik hendes bedsteveninde selvmord, efter at hun blev mobbet af den samme som nu er efter Dakota. Efter det har hun skrevet alting ned i sin bog. Dagbog. De dage hvor livet er hårdest. Men hvad sker der når hoved-bøllen finder dagbogen. Læser den. Forelsker sig i bogens ejer. Uden at vide hvem det er?

10Likes
14Kommentarer
879Visninger
AA

2. Play it cool

ʕ•ᴥ•ʔ

 

Jeg vendte mig om,  og bare synet af ham fremkaldte alle de gange. Alle de gange hvor jeg har stået ved mit skab, på den overfyldte gang, med de andre elever være publikum. Hvor han skubbede mig hårdt op mod skabene, sendt et slag mod min mave, der fik mig til at bøje mig sammen af smerte. Hvorefter han skubbede mig igen, denne gang så hårdt, jeg fløj ned på de beskidte gulv, hovedet først. Der hvor han begynder at sparke mig. I hovedet, i maven, på mine ben, mine arme, ryggen. Overalt. 

"Hallo!" Nu stod han helt foran mig. Der var et sekund total stilhed, men i det sekund lagde jeg mærke til så meget, som jeg aldrig nogen sinde har lagt mærke til. Hvor duftede han egentlig dejligt. Den kraftige, men alligevel milde cologne, den mindede lidt om den der aroma der er inde i Marcus, eller en af de andre herre-forretninger. 

Hans øjne. De er så blå. Jeg kunne straks kende dem fra Maura. Apropos Maura. Hvordan kan en dame så venlig og sød, få en søn så forfærdelig og grusom? 

Jeg kom tilbage fra min egen verden, og ind i den rigtige igen. Vi stod stadig tæt, så jeg trådte straks tilbage. Jeg kiggede ned ad ham, og opdagede først nu at han var i bar overkrop og med kun et håndklæde om hofterne. Ja, han er hverken grim eller i dårlig form. Det var nok nogle af grundene til at han jo var den mest populære på skolen, og at han hele tiden havde piger til at stå på stribe for at komme til at snakke med ham.

”Hvad fanden?! Kan du ikke hører? Hvorfor er du her?!” Okay, nu var han tæt på mig igen. ”Undskyld.. Øh, jeg skulle bare.. Jeg ville bare.. Bare.. Din mor siger... Altså der er mad.” Åh gud. Jeg stammer. Jeg må være virkelig nervøs. Men hey, hvorfor skulle jeg ikke være det. Den her dreng har banket mig lige siden min anden dag i skole, + han var delvis skyld i at min bedste- og eneste veninde begik selvmord.

Han kiggede på mig, åh, hvis blik kunne dræbe..  Men jeg var vel vant til det. 

Han tog mig hårdt i armen, og trak mig ud af værelset. Jeg havde faktisk forventet en omgang bank, så lad os sige at jeg var positivt overrasket. 

Imens jeg gik tilbage nedenunder med Niall ved siden af mig, tænkte jeg på hvorfor mon jeg ikke havde fået bank, men før jeg havde tænkt den tanke færdig, blev jeg stoppet af den høje blond dreng. Han tog fat i mine overarme, og jeg skuttede mig lidt, grundet de blå mærker jeg havde der, fra alle de konfrontationer i skolen med ham. 

"Den eneste grund til at jeg ikke har banket dig er, min mor der er i rummet lige der inde," Han slap min højre overarm for at pege ind mod deres spisestue, som jeg faktisk slet ikke havde set var lige der, før at han påpegede det. "Men vent du dig bare til imorgen" Hvor efter han blinkede til mig. Hans kendte, og meget arrogante blink. Oh gud. 

Han slap mig og jeg gik med hurtige skridt hen mod spisestuen, men kunne hurtigt mærke en hånd på min nedre ryg, og jeg stivnede. Niall var kommet op på siden af mig, stadig med hans hånd på min ryg. Normalt ville jeg syntes at det var meget sødt, men nu er det bare sådan at Niall Horan er alt andet end 'sød'. "Gør nu ikke noget dumt. Det her er vores hemmelighed." 

Vi kom ind i spisestuen og jeg kunne mærke hans hånd fordufte. 

"Så kom i endelig!" Kunne jeg hører Maura sagde med et stort smil. Jeg kiggede nervøst på Niall, men hans mors kommentar så ikke ud til at påvirke ham. "Dakota søde, jeg tænkte at du kunne sidde ovre ved din mor?" Sagde Maura igen. "Okay" Sagde jeg stille, da jeg helst ikke ville gøre mig for meget 'set' siden Niall's og min lille 'episode' oppe på hans værelse. Lige nu vil jeg bare gerne hjem.

Da jeg troede at denne her aften ikke kunne blive værre, så jeg Niall glide ned på stolen overfor mig. 

Hvorfor.. 

Maden blev sat på bordet, og lad mig sige; Maura er en fantastisk kok! Der var engelske bøffer, Bearnaise- og Hollandaise sovs, der var hazzel-bagte kartofler, chips, grillede grønne asparges. Det så virkelig lækkert ud og jeg ville bare ønske jeg kunne spise end til at jeg var prop-mæt. Men desværre, så går den ikke..  Jeg skal passe meget på min vægt. De siger alle sammen at jeg skal tabe mig, og jeg er fed. Eller det gør dem i skolen i hvert fald. Min mor, og de utallige læger hun har taget mig med til, er godt nok ikke enige. Men hvorfor lyver lægerne og min mor for mig. Jeg er jo ligeså tyk som mine ’klassekammerater’ siger. Det er jo sandheden...

Så da fadene kom rundt tog jeg én grillet asparges, to hazzel-bagte kartofler, en bøf, men ingen sovs eller chips. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...