Read all about it {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2014
  • Status: Igang
Hun bliver mobbet hver eneste dag. I alt den tid hun har gået på high school, er hun blevet mobbet. De er allesammen onde, men der er ham. Ham. Ham, der slår hårdest, ham der er ondest, ham der er lederen. Dakota har ingen. Absolut ingen hun kan dele sine tanker med. For snart et år siden, begik hendes bedsteveninde selvmord, efter at hun blev mobbet af den samme som nu er efter Dakota. Efter det har hun skrevet alting ned i sin bog. Dagbog. De dage hvor livet er hårdest. Men hvad sker der når hoved-bøllen finder dagbogen. Læser den. Forelsker sig i bogens ejer. Uden at vide hvem det er?

10Likes
14Kommentarer
734Visninger
AA

1. Horan

ʕ•ᴥ•ʔ

 

~Dakota's synsvinkel~

Idag var rigtig slem, han var rigtig slem. Idag var en gentagelse af igår, og igår en gentagelse af i forgårs. Det er hårdt at være mig, at være 'hende'. Hende som alle snakker om. Hende som alle ikke kan lide. Jeg er bare 'hende'. Alt det her er virkeligt svært.. Om en uge er det 1 år siden Tessa forlod mig. Jeg husker hendes sidste ord, "Dakota, lov mig du ikke ender sådan her, du må ikke give op, ikke være svag som mig. Hvis dem at du er stærk." Og det var det. Det var det sidste hun sagde, før hun lå helt stille. På mit skød. På hendes værelse. Livløs. 

Tessa var et offer, til sidst blev alt det her, for meget for hende. Hun så ingen anden udvej, men hun svigtede mig. Hun efterlod mig sammen med Niall og hans bande, Louis, Harry og Liam. Selv Zayn, Zayn som var min ven. Min bedste ven. Han gik imod mig. Sammen med resten af skolen. Alle elever. Dem allesammen. 

Hver dag, tænker jeg på Tessa, hvor meget jeg vil være sammen med hende. Jeg ville kunne slippe for alt den smerte jeg går i hver eneste dag. Men nej, jeg gør det her for Tessa. Jeg skal vise Niall og de andre, hele skolen, at jeg er stærk. Jeg vil ikke give op. 

Jeg vendte mig i sengen, og straks skød en smerte igennem mave. Jeg løftede min T-shirt, og ligsom jeg havde forventet, var den dækket af blå og gule mærker. Jeg ved snart ikke hvor mange gange han har sparket mig. Lige der. Over det hele. På hele min krop. Det gjorde så ondt. Men det har været værre. De første gange var de værste. Men som tiden går, bliver alt den smerte til en del af hverdagen. 

Jeg prøvede desperat på at sove, selvom klokken kun var 4 så var jeg træt, men som altid, kan jeg bare ikke sove. Det virker stort set umuligt. Hver aften, lige inden jeg skal sove, køre min dag på repeat inde i mit hoved. Alt hvad de har sagt; Luder, Grim, Tyk, Nørd, Kælling, Dum, Idiot o.s.v... Alt hvad de har gjort; Spændt ben for mig på gangen, gået ind i mig, skubbet mig, spyttet på mig.. Alt hvad han har gjort imod mig; Slået mig, sparket mig, banket mig, gjort mit liv til et helvede... 

Det er ligsom en film du ikke har lyst til at se, men jeg kan ikke stoppe det. Det køre bare repeat, repeat, repeat.. Men det er mit liv, min verden, og det har jeg lært at acceptere, for det er ikke bare noget jeg kan lave om på. Men det sårer mig. Jeg kan se det på min mor, hver dag jeg kommer hjem, med et nyt mærke på kinden. Hun har en idé om hvad der forgår. Ikke at jeg har fortalt hende det, men undskyldningen, "Jeg faldt ned af trapperne ovre i skolen", den virker bare ikke mere. Hun tror ikke på det mere. Og aldrig har jeg ønsket mere for min mor, at hun skulle have en datter, der havde det godt i skolen. Hun kunne have en meget bedre datter. Det fortjener hun. Men hun har mig, og det er ikke hendes skyld at ingen kan lide mig. At jeg bliver mobbet, banket, hadet.. Nej, og derfor skal hun leve i troen om at intet er galt, så længe det er muligt. 

Hun arbejder rigtig meget. Enlig mor, en løn til at forsørge to mennesker. Det er også derfor hun næsten aldrig er hjemme. Hun er på forretningsrejser og alt det der. Men det er okay. Det er godt for hende at komme ud af det her hus. Jeg har det fint med at være alene. Det er jeg jo altid. 

Jeg kunne høre min mors fodtrin hele vejen op af trappen. 23 trin for at være præcis. Så et par skridt mere hen ad gangen, og snart kan jeg høre hendes forsigtige banken på min dør. Et par sekunder efter åbner døren og min mor står i åbningen. 

Jeg vender mig om, og holder den mine af smerte tilbage som jeg ellers ville have fortrukket. "Dakota, jeg ved du er træt, men vi er blevet budt til middag ovre hos Familien Horan, og det er altså virkelig vigtigt for mig, fordi vi skal have skrevet under på en aftale. Så hvis du vil tage noget andet tøj på, så tager vi derover klokken 6" Jeg nikkede svagt, som tegn på at jeg havde hørt det, og så vendte hun sig ellers om og lukke omhyggeligt døren efter sig.

Jag har godt nok hørt om den her aftale, fordi hun har snakket om den før. Men navnet 'Horan' lyder bekendt, og uanset hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke få den ubehagelige følelse der ligger bag den væk. Der er bare et eller andet ubehageligt bag det, jeg kan bare ikke sætte en finger på hvad.

Jeg satte mig langsomt op, da jeg har det med at blive ufattelig svimmel når jeg lige har lagt ned. Da jeg havde nogenlunde klart syn igen, rejste jeg mig op. Jeg gik igennem mit værelse og over til mit skab. Mit værelse er ikke særlig stort. Jeg valgte med vilje det absolut mindste værelse i hele huset da vi flyttede. Jeg har ikke brug for et stort værelse, og jeg har heller ikke så mange ting, så hvorfor skulle jeg havde et stort værelse, når jeg ikke har brug for det? Jeg åbnede skabslågen og trak et par mørke forvaskede jeans og en stor tyk sweater med rensdyr på frem. Sammen med dem tog jeg mine sorte Converse på. Jeg fjernede alt min makeup, da det var gnedet ud over hele mit ansigt, efter jeg havde prøvet på at sove. Jeg lagde et tyndt lag mascara på og tog mine briller på. 

Da klokken var halv 6 besluttede jeg mig for at det var tid til at gå nedenunder. Jeg tog min iPhone i lommen og daskede ned af trappen. Min mor var her ikke, så jeg regnede med hun nok var ude på toilettet eller inde på hendes værelse og gøre sig klar. Jeg satte mig på en af vores køkkenstole og tog et rødt, skinnede æble fra frugtkurven. Jeg tog et bid af det, og tyggede lidt på det. Jeg lagde æblet på bordet og gik hen til skraldespanden og spyttede det ud. Æble var åbenbart ikke det jeg havde lyst til. Jeg tog resten af æblet og smed det ud. Jeg satte mig tilbage på køkkenstolen og fandt min telefon frem, og startede Temple Run.

Efter ti minutter kom min mor ind i køkkenet, klædt i en sort stram nederdel, rosa chiffon-bluse, sort blazer og beige wedges. Min mor var en smuk kvinde. Det sagde alle, og jeg kan kun give dem ret. 

Jeg sendte hende et smil, som hun glad gengældte, mens hun satte sig på køkkenstolen overfor mig. Jeg lagde min telefon i min baglomme igen og foldede mine hænder ovenpå bordet. Hun lagde sin taske op på bordet og kiggede på mig. "Dakota, kunne du ikke tage dine briller af, bare for i aften. Du har jo sådan nogle kønne øjne." Jeg kunne ikke lade vær, med at sende hende et lille smil. Den sætning havde hun sagt så mange gange. Og uanset hvad de sagde ovre i skolen, så kunne jeg ikke lade vær' med at tro på hende. 

Jeg gjorde som hun sagde og trak de sorte briller væk fra mit ansigt, foldede dem sammen, og lagde dem på bordet. Hun smilede til mig og tog min hånd. Hun trak mig op at stå og sammen gik vi ud til bilen. Vi har en lilla Kia Picanto, og for at være helt ærlig, så syntes jeg den var ret fin. 

Hun satte GPS'en op og startede motoren. GPS'en sagde vi var der om 8 minutter, så det passede vel fint. Der var stilhed imens vi kørte, men ikke den akavet form for stilhed. Den var mere afslappende og det var rart. Jeg lænede mit hoved op af vinduet og betragtede folks haver, med visne træer og buske. De var alle blevet gyldne og havde tabt de fleste af bladene. Det så nærmest ud som om at de frøs.

"Om ti meter, Ankomst." Den monotone stemme fra GPS'en meddelte vores ankomst, og jeg slukkede for den. Hun slukkede motoren og vi holdt foran et stort hus med naturfarvet mursten. Til huset, lå en stor forhave og tre store carport'e. Vi steg ud af bilen og gik op til døren. Mor forrest, mig bagerst. Hun trykkede på det lille mekaniske apparat også kaldet dørklokke, og den gav en harmonisk række toner fra sig.

Der gik kun få sekunder før døren blev åbnet og en lav, lyshåret dame kom til syne. Hun gav først mor hånden og derefter mig, og bød os indenfor. Deres hus var enormt, ikke kun udefra, men også inden i. Da vi var blevet vist rundt i hele stueetagen var vi endt i sofa'erne. Vi havde fået vand og drikke og mor og 'Fru. Horan' sad nu bare og snakkede.

På et tidspunkt kiggede både mor og Fru. Horan på mig, så jeg tænkte at det kunne være et fint tidspunkt at være lidt høflig på. "Det er vel nok et smukt hjem de har Fru. Horan" Jeg sagde det lige efter bogen, eller i hvert fald sådan som min mor havde lært mig det. "Åh, Tak søde! Men kald du mig bare Maura." Hun sendte mig et varmt smil, som jeg hurtigt gengældte. Jeg kan allerede li' denne her kvinde! "Dakota, kunne du ikke lige hente min søn og sige at maden er klar?" Maura kiggede smilende på mig. "Jo, selvfølgelig Fr.. -Maura!" Jeg gav mig selv en mental lussing for at havde været ved at kalde hende Fru. Horan, men det så ikke ud til at hun opdagede det. "Det er bare op ad trappen og sidste dør på højre hånd" Jeg nikkede og rejste mig.

Jeg gik op ad trapperne og gik ned af den lange gang, dækket af et rødt tæppe. Meget fornemt må jeg sige. Alle dørene lignede hinanden, men jeg gik forsat efter den sidste dør på højre hånd. Til sidst stod jeg foran den sidste dør. Den var magen til alle de andre. Dækket af et blankt lag hvis maling og med et håndtag af messing. Højt heavy-metal lød derinde fra, og jeg bankede svagt på døren. Jeg stod i et par sekunder og ventede. Ingen svar. Jeg prøvede engang mere, en lille smule hårdere. Stadig ingen svar. Til sidst besluttede jeg mig for at tage i håntaget og åbne døren.

Jeg lukkede døren efter mig og trådte ind på værelset. Det var et typisk drengeværelse, mørkt, beskidt og rodet. Jeg kiggede rundt, men der var ingen at se. Men mit blik landede på en reol ved siden af døren. På toppen af reolen stod der pokaler og medaljer. Ved siden af dem lå et par boksehandsker af rød og sort kunstlæder, med lange hvide snørebånd hængende ud over kanten. Jeg stod i min helt egen verden og læste på alle pokalerne; Danmarks Mester, Ungdoms-boksning, Klubmester 2011, Klubmester 2012, Klubmester 2013, Nordic Teen Fight 2012, Nordic Teen Fight 2013. Wow, uanset hvem ham sønnen her var, er han ikke en man skulle stille sig op imod.

"Hvad fanden laver du her?!" Jeg fløj ud af min verden af tanker da en stemme jeg kendte alt for godt råbte højt. Jeg stivnede, og turde ikke vende mig om. Det var derfor jeg havde hørt navnet 'Horan' før. Det var fordi han var en Horan. Han er Niall Horan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...