regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6043Visninger
AA

11. » theresa «

11

Louis havde været overrasket, da Harry ringede. Det var lang tid siden, at de havde snakket sammen, og samtalen havde forløbet med alt for meget pinlig tavshed.

"Du må gerne komme over," Louis tøvede kort, men forsatte alligevel: "Du ved, hvis nu du ikke har lyst til at hænge alene derhjemme. Jeg kan også hente dig, hvis det er?" Harry spidsede læberne, og og kradsede tankefuldt et stykke hvidt maling af vinduskarmen. Gaden under ham var travl, og han vidste ikke, om at havde lyst til at tage del i det.

"Jeg.. Det må du gerne," sagde han, inden han kunne nå at fortryde det. 

Selvom det var svært at indrømme, måtte Harry indse, at deres forhold havde ændret sig. Måske skyldtes det hende. Måske ham selv. Faktum var i hvert fald, at det ikke var det samme mere - og at det ville det aldrig blive igen. Den normalt lette og humoristiske stemmeføring var væk, og tibage var en barriere af usikkerhed.

"Jeg er der om ti," der blev stille på linjen. Og så lagde Louis på.

Det havde været en hård nat: Harry havde sovet ved tankstationen hele natten, og var vågnet op med hold i nakken og ved lyden af sin ringetone. Han havde ikke taget den.

Hendes stemme og de tre små ord havde forfulgt ham i hans drømme. Ekkoet var forsvundet som dagen var gået igang, men Harry kunne stadig mærke efterklangen som små rystelser i hans fingre.

"Træk vejret," mindede han stille sig selv om, mens han spændte sine sko og fandt sin jakke. Opgangen var oplyst af et nøgent, hvidt lys; sådan et slags lys, som mindede Harry om hospitaler og lange, hvide gange.

Himlen stirrede truende ned på ham, som han trådte ud af opgangens dør. Gaden var så tilpas tom, at han kunne krydse fortovet uden at støde ind i nogen. Louis' mørke bil kom kørende i samme øjeblik, som Harry nåede ud til fortovskanten. De tonede ruder og den lydløse motor var et tegn på status i en by som London. Harry åbnede døren indtil forsædet, og satte sig ind med et smil.

"Hey," Louis var klædt i  en sort blazer, og hans daggamle skægstubbe glimtede i lyset fra den matte himmel.

"Hey," Bilen drejede ud på vejen igen, og de første minutters kørsel forløb i absolut tavshed. Harry stirrede ud af vinduet, mens han forsøgte at finde ud af, hvad han skulle sige.

"Tak fordi du gad hente mig," sagde han bare, og smilede svagt til sin ven.

"Til hver en tid, mate," Louis grinte lavt. "Det går af lort til, gør det ikke?" Hans grin svandt, og nu kiggede han i stedet bekymret over på Harry.

"Jo, det går virkelig af helvede til," han fortalte kort om aftenen hos Tenna og Kendrick. Louis var en god lytter; han nikkede på de rigtige tidspunkter, og lavede det helt rigtige ansigtsudtryk, da Harry nåede til punktet med Theresa.

"Den.." Louis klemte hårdt om rettet, og trykkede lidt hårdere på speederen. "Den bitch!" Han kiggede undskyldende over på Harry, som bare nikkede. De drejede af den store vej, og kørte ind i et område med dyre lejeligheder.  Louis bremsede, og bakkede ind på en parkeringsplads. Han slukkede bilen og på vej ud kiggede han tilbage på Harry.

"Bliver du og sover?" Der var noget bedende over hans stemme. Harry kom også ud af bilen, og svarede hen over taget:

"Hvis det er okay med dig?"

Louis grinte igen, og gik over til ham. Han lagde en hånd på hans skulder, og kiggede ham i øjnene med et bekymret og alvorligt blik.

"Til hver en tid. Virkelig," så grinte Louis igen og slap ham. På vej op ad trappen til lejeligheden bemærkede Harry, at hans hånd ikke rystede særlig meget.

 

"Jeg beklager, men jeg kan ikke fortælle dig noget om hendes tilstand lige nu," gentog kvinden i telefonen monotont. Harry havde ringet til sygehuset, så snart at han var blevet sendt hjem fra derfra. Han havde ringet og ringet, men hver eneste gang var røret blevet smækket på. De kunne - eller ville - ikke fortælle ham, hvordan hun havde det.

"Prøv at hør her, det er min kæreste vi snakker om. Jeg ved godt, at du ikke må fortælle mig det, men vil du ikke være sød at gøre det alligevel? Forstil dig, at du mistede - skal vi sige din eneste ene - hun kom udenfor din rækkevide, selvom hun lå i sengen foran dig. Og at det var din skyld; det var dig, som havde bragt hende i situationen. Og at du fuckede op - igen. Og igen," han holdt en pause. Hun var stadig i røret.

"Ingen ville fortælle dig noget. Alle kanaler var lukkede ned. Du følte dig så alene og bange. Helt afsindig bange. Du vidste, at det var din egen skyld. Du ville holde dig væk, hvis bare nogen kunne fortælle dig, hvordan hun havde. Kan du forstille dig det?"

Han tav. Afventende. Der lød et klik, og så havde hun lagt på.

"For helvede! Nej, nej, nej!" Det gjorde så ondt. Overalt. Harry kastede mobilen fra sig, og sank sammen på gulvet. Skylden borrede sig igennem hans mavegulv, hans organer blev sønderknust og smerten var så stor, at den blændede ham. Men han havde fortjent det. Det havde han virkelig.

Harry lå der på gulvet, krummet sammen i en kugle, og hulkede. Måske skreg han. Tårerne flød ned af hans kinder, for blot at gennembløde hans T-shirt. Der var ingen mening med det. Ingen forløsning. Han ville ikke kunne bære at miste hende. Det ville han ikke kunne klare.

Der var kun et eneste menneske, som ville forstå hans smerte. Forstå ham. Selvom sorgen og smerten stadig var gennemborrende, og selvom det føltes som om, at hans ribben var ved at knække fra vægten af hans skyldige hjerte, krøb han hen til telefonen. Harry kunne huske hendes nummer fra Aftenen. Han ringede op, og der gik kun få sekunder før den blev taget.

"Theresa," græd han ind i telefonen, ude af stand til at holde tårerne tilbage.

"Øhm, hvem er det?"

"Theresa, jeg er så ked af det,"

"Harry?" Hendes stemme var overraskende blød, og endnu et par hulk rullede over Harrys læber. Det var som om, at han ikke kunne trække vejret.

"Det hele er min skyld, jeg er så ked af det,"

"Hvad sker der Harry? Er det om hende?" Hun bevægede sig rundt i den anden ende, han kunne hører hendes skridt.

"Det er forfærdeligt, og det er min skyld,"

"Harry, slap af, okay? Forklar mig hvad der er sket," hendes stemme var hård, men bevarede den bløde klang.

"Jeg kan ikke forklare dig det nu, du bliver nød til at komme," hans vejrtrækning var ude af kontrol, og hans syn var forstyret af tårer og det slør af indebrændt smerte. Det var som om, at alle de følelser han havde lukket af for, kom væltende ud.

"Jeg kommer." Og så var hun væk.

 

"Så du siger..." Theresas stemme var blottet for følelser, men hendes øjne var nærmest en refleksion af hans: Smerte-hinden fik dem til at se tomme ud, mens tårerne gav dem et skær af nostalgi.

For mindre end en halv time siden, var hun stormet ind i lejeligheden, for blot at finde ham på gulvet, krøbet sammen i sin smerte-kugle. Harry havde fortalt hende det hele - ambulancen, sygehuset, hendes familie der ikke ville lade ham se hende. 

"Jeg er ked af det," hviskede han.

"Det ved jeg godt,"

Harry skulle ikke have ringet. Han skulle virkelig ikke have ringet.

"Så da vi mødtes på gaden.." Hendes stemme var tynd og hæs, og Harry havde en mærkelig trang til at kramme hende.

"Der havde hun .. ligget der i en måned," Theresa knyttede sine hænder, og trak vejret dybt. Han kunne slet ikke forstille sig, hvordan det måtte være. Hun lukkede øjnene hårdt sammen, og bed tænderne hårdt sammen.

"Jeg kan ikke engang se på dig," hviskede hun sammenbidt, "jeg ved godt, at det ikke er dig, som jeg skal være vred på, men det er jeg."

"Jeg fortjener det, det er min skyld." Ordene var ment som en trøst, men hendes krop spændets under dem. 

"Du har ikke ret til at have det sådan," hun kiggede stadig ikke på Harry, og derfor så hun ikke, den undrende rynke der sprang frem på hans pande.

"Hvad mener du med, at jeg ikke har ret til det?"

"Du fatter det ikke, gør du vel?" Theresas hænder fløj op, og endelig mødtes deres øjne. "Jeg var der! Jeg fucking var der for hende gennem alt! Og så kommer du dumpende ind i hendes liv, bare sådan ud af ingenting, og smadre alt hvad jeg havde med hende! Jeg ved, at du synes, at det er omvendt, men jeg var der først! Og nu sidder du der og flæber, og forbeholder dig ret til, at putte skylden på dig selv. Men ved du hvad, Harry? Du kan skride ad helvede til - tro ikke, at du er særlig nok til, at bære skylden alene." Theresa sank sammen igen, og gemte ansigtet i hænderne.

"Det var jo ikke det, jeg mente," prøvede han forsigtigt. Da Theresa ikke sagde noget, forsatte han med mere kraft i stemmen. "Eller, det var det jo. Hun er min kæreste. Uanset hvad der er sket mellem jer, så er det fortid." Hun kiggede på ham med blik, der fik det til at brænde i brystkassen.

Theresa rejste sig. Hun gik mod entreen, men lige inden hun forlod stuen, stoppede hun op, og kiggede tilbage på Harry.

"Hvis du vil bære skylden alene, så gør det. Jeg håber, du brænder op i helvede. Det kan jo være vi ses." Hun trådte ud af rummet, og åbnede døren ud til opgangen med en voldsom bevægelse. Den smækkede efter hende med et brag, og dens rungen gjorde Harry svimmel.

 

●═══════●♥●═══════●

Kan man tale om, at være mere forsømt? "regret" er ikke bare kommet i anden række det seneste stykke tid - den er faktisk helt forsvundet fra listen over vigtige ting. Men nu, endelig, er der et nyt kapitel. Jeg kan faktisk ret godt lide Louis i det her kapitel - hvad synes I om kapitlet? Jeg håber, at I nyder sommerferien, for det gør jeg!

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...