regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6047Visninger
AA

3. » stupid «

3

Det hele gik så stærkt; stilheden blev på splitsekunder erstattet af endeløs latter, og snakken forsatte på telefonen. Før Harry havde set sig om havde de været ude at spise tre gange. Han havde aldrig følt sig mere i live; når deres hænder fandt sammen kildede det i tæerne.

Kyssene fik ham til at rødme, og hende endnu mere. Han havde aldrig i sin vildeste dagdrøm forstillet sig at det ville ske; at de ville få hinanden.

De snakkede om deres familier; han fortalte om sine forældres brud, og hans storesøster, mens hun berettede om sin problematiske familie; moderen var helt i gennem alkoholiseret, og havde flere gange, forgæves, været på afvænning.

De snakkede også om fremtiden. Om deres drømme tanker, værdier. Han så alle de små ting hun gjorde, og begyndte alt for hurtigt at holde af dem:

Hun havde altid en sølvring på lillefingeren, pustede det brune slør af en hårpragt væk flere gange i minuttet, men nægtede stædigt at blive klippet eller sætte det op. Han kunne godt lide, at hun ikke spurgte så meget. Hun kunne godt lide at sidde sammen med ham og bare kigge.

Om hun var forelsket var et spørgsmål der konstant huserede i hans baghoved. Han var faldet, faldet for længst, med hele sit hjerte, men om hun også ville kaste sig ud, nagede ham.

Harry havde altid følt at kærlighed ikke handlede om at falde og blive grebet. Det handlede om at turde tage hinanden i hænderne, og kaste sig ud fra den højeste klippe, klamre sig til hinanden, og håbe at man ville falde lidt endnu.

Nogle gange ramte man afgrunden med sådan en kraft at man blev revet fra hinanden, andre gange landede man langt mere stilfærdigt, og man kunne langsomt give slip på hinanden på hinanden, og håbe at man ville finde en ny en af falde med.

Han havde engang læst et digt, der handlede om en pige der var bange for højder, og derfor ikke turde at falde. Mon hun var ligesom pigen?

Det regnede da de på deres sjette eller syvende date, mødtes ved den største sø i Kensingtons Garden. Hun bar en grøn frakke, med en dybrød strikhue til. Intet specielt, og alligevel tiltrak hendes vinterkolde kinder ham. Hendes hår blev elektrisk, hun rødmede og mumlede at det var dybt ucharmende. Det var det også, men han kunne godt lide det.

De gik en tur, holdt hinanden i hånden, og gik hjem igen.

Det var sådan det var. Præcist sådan det skulle være.

 

Lejeligheden føltes ikke længere som et hjem. Han kunne skrue lige så højt for radiatoren, holde pejsen tændt døgnet rundt, og alligevel blev fornemmelsen af kulde og træk ved med at være i de små rum. Hospitalet havde sagt at han burde tage hjem og få noget søvn. Han var udmattet, men hver eneste lyd vækkede ham.

Han sov ikke i dobbeltsengen; følelsen af den tomme plads ved siden af ham kunne få ham til at bryde hulkende sammen. Uret i entreens tikken gjorde ham rastløs, det var som om han levede i sin egen bobbel; verden udenfor drev forbi, biler kørte taktfast.

Når Harry lå på sofaen kunne han se lyskrydset udenfor skifte. Den rolige overgang fra rød, til gul, til grøn, gjorde ham mere rolig og fik ham til glemme alt om hospitaler.

Mandag, to dage efter hospitalet havde sendt ham hjem, ringede hendes læge. Samtalen var meget kort. Lægen fortalte at de havde snakket med hendes familie, og de i fælleskab havde besluttet følgende; Harry måtte ikke længere sove på afdelingen, han kunne besøge hende onsdag og fredag, mellem 1pm og 3pm.

Han ville ikke længere få besked om ændringer i hendes tilstand; med mindre hun vågnede eller, ordene fik ham til at krympe sig, at de slukkede for maskinen.

Tomheden, og den rungende stilhed syntes så overvældende, at Harry for første gang i lang tid søgte efter andre menneskers selvskab. Da telefonen ringede op, begyndte han langsomt at fortryde sin beslutning. Det var dumt. De ville jo ikke snakke med ham mere.

"Det er Niall," lød det i røret. Harry var lige ved at tabe røret af forskrækkelse. Nu hvor han tænkte nærmere over det, havde han ikke ført en samtale med andre end sig selv eller hospitalet.

"Niall, det er Harry," han stemme var hæs, og han måtte rømme sig flere gange for at tale nogenlunde tydeligt.

"Harry? Drenge det er Harry!" råbte Niall begejstret til nogen i baggrunden. Der var en masse støj, og snakken, før Niall endnu engang vendte tilbage til ham

"Er.. er det noget me-" begyndte Niall med en foruroliget stemme. Der var blevet stille i baggrunden.

"Lad være med at sige hendes navn!" halvråbte Harry, og afbrød opkaldet. Han kylede telefonen hen i den anden ende af lokalet, og hamrede sin næve i væggen.

"Dum, du er så fucking dum," hviskede en genkendelig stemme i hans hoved, efter tredje slag. Han lænede panden mod væggen, og trak vejret dybt. Han krøller var rodet, og øjnene var ophobede.

 

●═══════●♥●═══════●

Nu begynder vores fortælling at tage fart. Selvom dette primært er en Harry-historie, vil de andre drenge også blive involveret. Undskyld for den lange ventetid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...