regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6072Visninger
AA

1. » she is.. «

1

Hendes hår var slået ud; han så betaget på lokkerne som vinden legesygt kastede rundt med. De fine hænder var dækket af et par handsker, og hun forsøgte hele tiden at få styr på de brune totter, mens hendes højlydte grin fløj gennem luften.

Det var ottende gang, hun havde gået forbi her; måske gik hun på et universitet i midtbyen, siden hun benyttede Piccadilly Circus. Harry vidste egentlig ikke, hvorfor hun havde været så blikfangende; der var jo ikke noget særligt over hendes. Måske var det den sarte lyse hud eller den smukke krop, der ganske vidst var pakket ind i flere lag overtøj.

Om hun havde lagt mærke til ham var et mysterium; flere gange syntes hendes øjne at møde hans, men kun for et øjeblik, for så var hun videre. Harry ville så gerne snakke med hende, høre hendes stemme sige hans navn og vide at hendes grin skyldtes noget, han havde sagt.

Om han var forelsket var uvist, men han pustede på en gang ud, og spændte i hele kroppen hver gang han så hende. Han havde intet navn, ingen adresse, kun et kønt ansigt og en latter at forfølge.

Hvordan skulle han nogensinde komme i kontakt med hende? Harry trak vejret dybt, og en blød damp væltede ud af hans mund i samme øjeblik han pustede ud. Han kunne bedst lide hende med opsat hår; hendes kindben trådte frem, og læberne kom til deres ret. Hun var ikke smuk, ikke vidunderlig 0g ikke noget der ville få folk til at vende sig. Alligevel kunne Harry ikke lade være med at se på hende.

"Hun er.." han tav for at finde det rette ord. Hun var smuk og omsorgsfuld, hun var god til at læse folk, var intelligent, sarkastisk, dyb og filosofisk. Hun kunne være voldsom, og var ikke altid nem at holde af; hun havde så meget på hjertet, så mange store tanker og vigtige spørgsmål, at hun ikke kunne rumme sig selv.

Hun brød sig ikke om at lade andre mennesker passe på hende. Hun holdt af kaffe, brød sig ikke om jul, elskede kunst og snakkede altid under filmene. Hun rettede konstant på sit hår, bed sine negle og var vild med stærk mad og poesi.

"Hun er.." han søgte, indevendte sin hjerne, men fandt intet ord der kunne rumme alt det hun ikke engang selv kunne holde inden i sig. "Hun er alt det jeg gerne vil være," prøvede han, "eller, ikke alt, men meget. Hun er.. Jeg ved det ikke! Hvorfor skal jeg overhovedet forklarer dig det?!" han kørte hænderne gennem håret og kiggede frustreret på manden bag skrivebordet.

"Det er sundt at snakke om tingene, Harry." Briller, tyndhåret, navneskilt med 'Dr. Tyson' indgraveret. Tyson havde i en halv time udspurgt ham om hende; hvordan de mødtes, hvad de snakkede om, hvordan de sov, sågar deres sex liv! Harry vidste ikke helt om han kunne lide ham, selvom han forsikrede sig selv om at det kunne have været værre.

"Jamen jeg har ikke lyst til at snakke om det! Jeg kunne være sammen med hende lige nu, i stedet for at sidde her!" Han rejste sig op, og stod lidt og stirrede på den provokerende rolige mand i stolen foran ham. Det var sådan her de sidste fire samtaler havde endt; dybtegående spørgsmål som han ikke kunne besvare, hvilket mundede ud i frustration. "Det er lige præcis det her vi skal arbejde på," havde Tyson sagt hver eneste gang, "frustration er grundet til at du sidder her."

"Så gå, du er ikke en patient," ordene ramte Harry hårdere end de var ment. Tyson bemærkede at en bølge af sorg væltede ind over Harry ansigt, før han endnu engang faldt tilbage til neutrale, følelsesløse udtryk, med øjne der glødede af smerte.

Patient. Han ville ønske at det var ham der lå i den hvide seng med den bibbende maskine. Han bevægede sig mod døren, og trak vejret dybt og langsomt. 

"Din næste tid er på tirsdag - ha' en god weekend," lød det bag ham. Harry lukkede døren uden at svare.

 

●═══════●♥●═══════●

Jeg har glædet mig som et lille barn til at publicerer denne her historie! Jeg ved godt at den In Medias Res, men der skal nok komme en masse forklaringer senere. Det øverste stykke (i kursiv) er fra lang tid tilbage, mens det nedenunder forgår i nutiden. Knus, stvles

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...