regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6074Visninger
AA

4. » prude «

4

"Er du bange for dø?" Harry åbnede øjnene og trak ansigtet lidt væk fra hendes. Deres vejrtrækning var tung, forpustet, efter de hede kys. Hun så på ham med et mærkeligt blik. Han rynkede panden, prøvede at læse hende. Hun trak sig også væk, rettede på sit hår og sit tøj, så skræmmende upåvirket ud. Han havde troet.. Han havde troet at det ville blive nu. At de ville gå i seng med hinanden.

"Det er sgu da et mærkeligt spørgsmål," mumlede han, og satte sig op på sofaen. Følelsen af hendes bryster gennem trøjen, presset mod hans brystkasse, og hende hånd der gled ned af hans krop, de små støn når hans læber kom i kontakt med hendes hals.. Han rystede på hovedet.

"Nej, det er ikke," hendes stemme var fornærmet. Han rystede igen på hovedet og rejste sig fra sofaen. Hans hår var rodet, og hans trøje sad skævt. Han stod lidt uden at vide hvad han skulle gøre.

"Det er bare ikke noget man siger i sådan en situation,"

"Sådan en situation? Hvad mener du?" hun sad bare og så på ham, og det fik  til at ulme.

"Du ved godt hvad jeg mener," sukkede han.

"Nej?"

"Da vi lå der.. det ødelagde bare det hele," Harry lavede en bevægelse mod sofaen og kørte hænderne gennem håret. Han manglede ord. Hvorfor kunne hun ikke forstå det? "Jeg troede.." forsøgte han, men opgav igen.

"Du troede hvad?" forlangte hun at vide. Hun fugtede langsomt sine læber, mens hun holdt hans blik.

"Argh, fuck! Lad nu være!"

"Lad være med hvad?" hun kørte sine hænder gennem håret, bevægelse fik hende til at strække kroppen i en blød bue. Den hvide t-shirt overlod ikke meget til fantasien, og han lukkede kort øjene for at skubbe de perverse tanker væk.

"Med at.. lægge op til det," mumlede Harry og så væk. Ud af øjenkrogen kunne han se at hun langsomt blev rød i hovedet.

"Je-" hun rømmede sig kort, "jeg lægger ikke op til noget,".

"Hvad fanden vil du så kalde det der?" Harry lavede en bevægelse mod hendes krop. Hun var kun iklædt t-shirten (hans vel og mærke) og et par sorte, blonde trusser.

"Du tror bare det hele handler om sex, gør du ikke? Hvis jeg har undertøj på bliver du fuldstændig vild i varmen! Har du overvejet om det ikke bare er dig der er sexafhængig? Du fucking presser mig hele tiden!" hun havde rejst sig op, og stod nu med røde kinder og blanke øjne.

Han var mundlam. Sexafhængig? Han havde ventet i, hvad, en måned eller sådan noget! Og presset hende?

"Det er sgu da dig der er sippet - hvor fanden er din vildskab? Du opfører sig fandme som en fucking nonne!"

Hun veg tilbage.

"Fuck dig, Harry,"  hendes stemme rystede. Hurtigt greb hun sine bukser og BH, og styrtede derefter ud på toilettet. Døren smækkede, og det ringede for hans ører. Hans hals brændte, øm efter skænderiet.

Vreden buldrede stadig i ham, og han var alt for opkørt til at undskylde. Ja, han fortrød nogle af de ting han havde sagt, men de passede jo, gjorde de ikke?

"Jeg går nu," pludselig stod hun i stuen igen, fuldpåklædt, med sko og jakke på. Han sagde ikke noget, flyttede hurtigt blikket fra hende.

"Idiot," mumlede hun, og forsvandt ud i opgangen.

"Min søn, hvad er dit ærinde i Guds hus?" præsten smilede venligt til Harry. Han ville gerne svare, men han havde ingen idé om hvorfor han stod inde i kirken.

Han havde aldrig været særlig religiøs, på trods af de mange søndage hans mor havde slæbt ham med i kirke. Der var noget storslået, noget majestætisk, over bygningen. Man kunne virkelig mærke at dette var et sted for større magter.

"Nu vel, jeg vil lade dig være alene. Du må blive her så lang tid du vil," Harry fik to venskabelige klap på skulderen, inden at præsten forsvandt.

Han havde været hos Dr. Tyson igen i dag; de havde diskuteret det at han ikke måtte se hende særlig meget. Han havde haft sådan en lyst til at gå over til hende, men Tyson sagde til ham at han måske fik endnu mindre besøgstid.

Efter samtalen havde det været hans intention at gå på bar og drikke hjernen ud; få hendes milde grin udvisket, og duften af hendes hår druknet i lugten af sprit. På vejen mod hans yndlings bar; et skummelt sted med skodder for vinduerne kaldet "Wendys", havde han fået øje på den smukke hvide bygning.

Og nu sad han så her, på forreste række i den tomme kirke, uden nogle lyst til at bede. Gud havde allerede straffet ham nok, og lysten til at bede forekom ham alt for ynkelig. Han havde på ingen måde lyst til at bede om hjælp.

Harry sad i stedet bare og kiggede ud i luften, lod tankerne flyve. Måske skulle han alligevel have taget på bar; stilheden var alt for tung, og knuden i hans mave fik presset tårer ned af hans kinder.

Det gjorde ingen forskel. Det løsnede ikke knuden; Harry havde det sidste stykke tid følt sig mindre og mindre i kontakt med sin krop. Når den, som nu, sad og græd, følte han ikke nogle form for udrensning. Det fik det hele til at gøre meget mere ondt.

 

●═══════●♥●═══════●

I er så stille - jeg elsker at få kommentarer, så det ville gøre mig SÅ glad hvis nogle af jer gad at fortælle mig hvad I synes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...