regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6076Visninger
AA

2. » please, wake up «

2

Det var egentlig enormt tilfældigt at de var kommet i snak. Piccadelly Circus var stuvende fuldt, og der var forsinkelse på alle metroer. Årets første snefald havde netop lagt sig over London midtby, og de underjordiske gange var fyldt med slud og en iskold blæst.

Harry kunne sagtens have taget en bus, for han skulle alligevel af ved Hyrde Park Corner - en station fra Piccadelly. Midt i virvaret af mennesker og vådt tøj, lød den dejligste stemme i hans øregang:

"Sikke et lortevejr, hva'?" Harry vendte blikket mod sin højre side, og blev mødt af et par smilende blå øjne. Hans hjerte gav et spjæt fra sig, da det gik op for ham at det var hende.

 Hende.

Alle de ord han havde gennemtænkt, alle de smukke og stærke ord han ville sige til hende forsvandt, og endte ud i et træk på skulderende og et lille "ja.".

De blev stående side om side i myldret uden at snakke, og da metroen endelig ankom stod de også tæt på hinanden. Han havde lyst til at spørge hende om alt muligt; om hun drak kaffe, hvilken bog der var hendes favorit, om hun sov med sokker, om hun var til action film eller romantiske komedier.

Alligevel sagde han intet, betragtede hende blot, forsøgte at gemme enhver detalje om hende i sin hukommelse.

Hun smilede til ham, før hun åbnede munden og begyndte at snakke. Gennem metroens buldren og de andre passageres larmen kunne han dog ikke høre hende.

"Jeg.. uhm.. har du travlt?" Hun så usikker ud, lidt som om hun ikke vidste hvor vidt hun havde overtrådt den uskrevne lov om at snakke med fremmede.

"Ja... Jeg mener nej.. Altså jeg har ikke travlt." Ordene væltede ud og han rødmede.

"Vil du med ud på drikke en kop kaffe? Hvid du da har lyst?" Hun smilede.

"Uhm, ja selvfølgelig!"

Harry havde efterhånden tilbragt lang tid på hospitalet, så det tog ham ingen tid at gå fra psykriatisk afdeling til intensiv. Han bevægede sig tværs over gården, og tog indgang C2. Fra receptionen tog han en elevator op.

Femte sal, Værelse 382, fjerde dør til højre. Væggene var hvide, og sygeplejesker gik med faste skridt frem og tilbage ad den uendelig gang.

Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. I sengen lå en køn brunette, med finde træk. Bag øjenlågene gemte der sig de smukkeste øjne han i hele sit liv havde set.

De mørke øjenvipper, som hun altid havde klaget over bukkede ned ad, rørte ved det øverste af hendes kind. De bløde læber, der i så mange nætter har været klinet fast til hans, og som kunne give de ømmeste morgenkys og så alligevel mestre et lidenskabligt forspil.

Harry kørte forsigtigt hånden over den porcelænshvide hud, og ønskede at hun ville vågne. Hendes vejrtrækning var stabil, men den bibbende maskine og slangerne ind gennem hendes næse, sladrede om hendes koma-tilstand.

"Hey.." hviskede han, og satte sig på hug ved sidne af sengen. "Jeg.. Jeg er rigtig ked af det. Være nu sød at vågne. Jeg har brug for dig." Han rørte ved hendes hånd. Ingen reaktion. En klump formede sig i hans mave, rullede op igennem hans hals, men satte sig fast på halvejen.

"Jeg kommer forbi i morgen, ikke?" Harry kyssede hende på pande, strøg hende over håret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...