regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6096Visninger
AA

10. » nice to meet you «

10

"Harry.. åh gud, endelig tog du den! Jeg har ringet og ringet! Det i gå-"

"Det er okay, bare glem det."

"Du skal vide at.. at det var dejligt. Det var det virkelig. Jeg ved ikke hvorfor, jeg reagerede så mærkeligt. Sorry." Der var stille på linjen. Længe. Harry kunne ikke lide at være stille sammen med hende. I hvert fald ikke på denne måde. Sådan en slags stilhed betød tabuer, ting de ikke kunne snakke om.

"Jeg sagde, det er fint. Jeg er ikke sur, okay? Jeg.. jeg elsker dig," han fumlede med ordene, men det føltes rigtigt. Han elskede hende, og lige der føltes det som om, at han ville gøre det forevigt. Tanken var både skræmmende og behagelig.

"Jeg elsker også dig, Harry," svarede hun sukkende. Længselsfuldt. Glæden spredte sig gennem hele hans krop, gennem alle muskler, led, blodårer. Varm, som et langt kram eller et høj latter. Lykkelig.

Et eller andet inde i ham lettede; han kunne trække vejret dybt igen, og virkelig mærke ilten suse ind i hans blod. Hun elskede ham. Sådan rigtigt. Kød, hud, hår, smil. Hun elskede det hele.

Det var svært at komme videre derfra - nu var den største af alle kærlighedserklæringer jo blevet sagt. Hvad siger man så?

"Jeg tænkte forresten på.." hun afbrød sig selv, og tog en dyb indånding. Så forsøgte hun igen, denne gang mere henkastet: "Jeg tænke på, om du ville have lyst til at møde mine forældre. Bare, du ved, nu har jeg jo mødt din mor og søster, og så tænkte jeg.. Jah.. Hvad siger du?"

Han tænkte tilbage på deres første date. Historierne. Den alkoholiserede mor. Det hele kunne gå galt, og Harry vidste ikke, om han var klar til at sætte hele deres forhold over styr. Men på den anden side, tænkte han en smule irriteret, så havde de vel allerede været igennem en del. Hvad var det værste der kunne ske?

 

Tenna og Kendrick boede i et typisk boligkvarter. Husene bestod af nedslidte, gule sten, som med tiden havde antaget en grålig farve. Det måtte delvis være bilerne fra motervejens skyld, eller det konstante skydække, tænkte Harry, som de nærmede sig huset.

Nervøsiteten lå om hans krop, svøbte ham ind i sved og kuldegysninger. Radioen spillede en af numrene fra den britiske Top 10-liste, og var en behagelig larm i stilheden. Stemningen var ikke trykket, men luften var en smule for tyk.

Det var hende der kørte. Hendes øjne var rettet mod den hullede asfalt. Det grå lys fra himlen faldt en på sådan en måde, at hendes øjne fik det kønneste skær.

"Det er her," sagde hun stille, og sagtnede farten. Hun standsede bilen lige foran endnu et intetsigende hus i rækken, og klikkede sin sele op. De sad bare og stirrede lidt ud i luften.

"Er du nervøs?" spurgte Harry hende endelig.

"Burde det ikke være mig der spurgte dig om det?"

"Ikke nødvendigvis. Og du svarede ikke på mit spørgsmål."

"Jeg er ved at dø."

"Så er vi to." Hun trak på smilebåndet, og aede hans håndryg. Harry troede ikke, at han nogensinde ville blive træt af hendes hænder. Det var lige meget hvor hun rørte ham; en blød sitren væltede rundt i hans krop, når det skete.

"Skal vi?" Han nikkede, og de steg ud. Det støvregnede, og alting virkede diset og trist. De skyndte sig op ad havegangen, og bankede høfligt på den brune hoveddør. Der gik et kort øjeblik, før at den blev åbnet af en ældre kvinde.

"Åh, kom ind, kom ind. Ingen grund til at stå derude og fryse!" sagde hun glad, og trådte til side. "Du må være Harry? Dejligt at møde dig! Kendrick og jeg har glædet os så meget!" forsatte hun i samme toneleje, og tog hans hånd.

"Det er mig en fornøjelse, frue," sagde han høfligt, og trak hånden til sig. Han var forvirret; kvinden der stod foran ham, passede slet ikke til den fordrukne og oprevede kvinde, som hun havde fortalt om.

"Og dig, min lille skat, du må besøge os noget oftere! Der er sket så meget siden sidst - Mrs. Harper inde ved siden af, hende kan du godt huske, er blevet gift! Jeg tror at manden er irsk, og mindst 30 år yngre end hende! Ja, altså nu har vi jo ikke set ham, men det sagde Mr. Summer fra num-"

"Det er fint mor, det er dejligt. Men vi har haft en lang køretur, og vi ville rigtig gerne sidde lidt ned," afbrød hun sin mor. Hun rakte ham bilnøglerne, og han puttede dem ned i sin jakke. I døråbningen ind til det næste rum, dukkede en ældre mand også op. Han havde nogle rare øjne.

"Tenna, hver nu gode ved dem. De er sikkert rigtig trætte!" smilede han, og aede sin kones skulder. "Det er dejligt at se jer, men skal vi ikke forsætte snakken inde i stuen?"

Efter et par timer med snakken, grinen og en smule akavet stilhed, var der aftensmad. Harry var positivt overrasket over Tenna og Kendrick. De virkede søde og almindelige. Hun virkede også til at nyde det, men en gang i mellem forsvandt gløden i hendes øjne og hun blev helt stille. Disse øjeblikke varede dog kun et par sekunder, og så var hun sig selv igen.

"Drikker du vin til maden, Harry?" spurgte Tenna på vej ud i køkkenet. Han nikkede, uden rigtig at tænke sig om. Det var først da han kæreste greb hårdt fat i hans arm, at han gennemtænkte det.

"Hvad er det du laver?" hvæste hun lavt. Kendrick var også gået ud i køkkenet, og han kunne hører gøre maden klar.

"Jeg.. Jeg havde slet ikke tænkt over det. Hun virker jo helt okay, gør hun ikke? Bare et glad vin. Det skader jo ikke." Hendes øjne blev blanke.

"Du fatter det ikke." sagde hun bare, og slap ham.

Ved bordet var stemningen anspændt. Tenna pludrede løs, og blev, efterhånden som vinen røg ned, sværere og sværere at forstå. Kendrick spurgte hende stille om hun ikke havde fået nok, men hun overhørte ham totalt. Efter et par minutter faldt bomben:

"Hvad blev der egentlig af ha- nej, hende der Ther-Theresa?" spurgte Tenna, og lænede sig ind over bordet. "Hun var fa-fandme sød," grinte hun.

Harry klemte læberne sammen, og under bordet tog han hendes hånd.

"Mor, ikke nu," hviskede hun.

"Jeg kan sige dig en ting, Ha-ha-Harry," forsatte moren blot. "Den Theresa-tøs.. Hun gjorde vores lille guldklumb her helt skør. Blev en dum tøs, og halsede efter den.. den.. den sæk!"

Det dunkede i Harrys hoved, og verden var sløret. Han trak vejret dybt, men vreden var over ham.

"Har hun været her?" spurgte han med en dirrende stemme, og kiggede på dem alle tre. Kendrick stirrede bare på Tenna, som var ved at hælde endnu et glas op. Den eneste der reagerede var hende: Hun nikkede langsomt uden at møde hans blik.

"De havde fandme sex oppe på hendes børneværelse!" sagde Tenna højlydt, og væltede glasset. Vinen flød ud på bordet og ned på gulvet. "Vi kunne høre dem nedenunder!"

"Hold kæft," hviskede hun, og holdt sig for ørene. "Hold jeres kæft."

Harry styrtede ud i entreen. Husets vægge pressede mod hans skuldre, og han følte, at han blev kvalt. Varmen, mørket.. Det hele var for meget. Han skulle ud, inden han eksploderede.

"Harry.. Vær nu sød. Jeg lover at forklarer dig det hele..." jamrede hun bad ham. Hendes hænder greb fat i hans jakke, og han frøs på stedet.

"Jeg har kun et enkelt spørgsmål," sagde han stille, og vendte sig om mod hende. Hendes kinder var våde og røde. "Fortæl mig: Havde I sex?" Hun krympede sig. "Hvis ikke du svarer, går jeg ud fra det værste." Hun kiggede ned, og nikkede.

"Fuck!" han kørte frustreret hænderne igennem hans hår. Det kunne ikke passe. De kunne ikke.. "Fucking fuck!" Hans tanker var alt for hurtige, og millioner af billeder strømmede igennem hans hoved. Hendes fingre slap jakken.

Harry for ud af hoveddøren, ud i bilen, op af vejen. Jo hårdere han trådt på speederen, jo bedre føltes det. På motervejen begyndte tårerne at trille, og hans syn var sløret. Han slog på rettet, og gassede yderligere op. Lys, skilte; det hele fløj af sted udenfor. Til sidst var han så udkørt, at han måtte dreje ind på en tankstation, for at hvile sig. Det var med motervejens summen at han faldt i søvn. Hendes ord i telefonen spøgte i hans underbevidsthed.

"Jeg elsker også dig, Harry," blev der hele tiden gentaget.

Det var tirsdag, og alligevel stod Harry udenfor sygehuset. Det øsede ned, og hans hår var klasket sammen om hans hoved. Jakkens krave havde han slået op, og han lignede nok mest af alt en pusher.

Samtalen med Tenna dagen før, havde sat millioner af tanker igang, og han forsøgte at holde styr på dem, placere dem efter fornuftighed og realitet, med de syntes at flyve væk, hver eneste gang han nærmede sig orden.

Konklusionen var egentlig vældig enkel: Det var på tide at gøre noget. Han havde fået nok af, at se passivt til, mens hun gled væk mellem hænder på ham. Harry havde brug for at se hende. Det kunne simpelthen ikke vente.

Han krydsede vejen, og gik med faste skridt ind mod hovedindgangen. Det ville ikke blive svært at komme op til gangen; at komme ind på hendes stue ville derimod være en kæmpe udfordring.

Elevatoren til femte sal var langsom. Heldigvis var han alene i den, og den standsede ikke en eneste gang. Der var massere af mennesker på gangen, og han forsøgte at ligne en besøgende, der rent faktisk havde lov til at være der. Alle virkede heldigvis til at være så optagede af deres gøremål, at ingen fattede mistanke.

Jo længere han kom ned, jo mere tyndede det ud i folk. Til sidst vader kun ham og en mandlig sygeplejerske på gangen. Harry nåede hen til hendes dør, og satte farten ned.

I det samme øjeblik som sygeplejersken drejede om hjørnet, åbnede Harry stille døren. Han bakkede baglæns ind, og lukkede den derefter igen. Uden at kigge over på sengen, trak han gardinerne ud til gangen for.

Endelig. Han vente sig om, og kiggede ned på hende. Hun var stadig bleg og alt, alt for tynd. Vejrtrækningen var regelmæssig, og hun lignede næsten en der sov. Men den konstante bibben og de mange slanger talte for sig selv. 

"Kan du høre mig?" hviskede han, og knælede ned ved siden af sengen. "Jeg ville øneske du kunne," forsatte han lige så stille. Han gemte ansigtet i hendes sengetøj. Det duftede ikke engang af hende.

"Din mor ved ikke at jeg er her. Hvis hun vidste det.. Så tror jeg aldrig at jeg ville få dig at se igen," mumlede han ned i dynen. Trangen til at skrige var stor, så Harry flyttede hurtigt hovedet fra sengen. I stedet tog han hendes hånd, og tegnede cirkler på den med sine fingre.

"Jeg savner dig så helt uendeligt meget. Det er forfærdeligt, at blive så afhængig af et andet menneske: I film ser det altid godt og romantisk ud, men i virkeligheden... Det er et helvede. Jeg kan ikke spise, sove, tænke. Jeg drikker for meget kaffe. Du ville skamme dig over mig. Det er så ynkeligt." Han var stille lidt. I et spilt sekund virkede det som om, at hun bevægede sig, men det måtte være ren indbildning.

"Du bliver nød til at vågne. Jeg kan ikke uden dig." Harry kyssede hende på håret, og rejste sig fra sengen. Han havde netop lagt hånden på håndtaget, da en skinger bib-lyd ramte hans øregang. I løbet af få øjeblikke blev døren hamret op, og et stort hold af mennesker i hvide kitler om styrtende ind.

"Få ham ud herfra!" råbte en af dem, og pegede på Harry. Der var to som greb fat i ham, og forsøgte at slæbe ham ud. Nej, han blev nød til at blive hos hende.

"De bliver nød til at forlade afdelingen. Sir, De bliver nød til at forlade afdelingen," sagde de, og forsøgte at slæbe ham ud. Han vred sig og slog om sig.

"Vi mister hende, vi mister hende!" Råbte en sygeplejerske. "Gør plads!" forsatte hun, da en læge kom styrtende med et kæmpe apparat.

"Giv stød om tre, to, en, NU!" råbte en anden. Han kunne se hendes krop bøje sig op af i en bue, da de sendte stød igennem hende. "Igen, tre, to, en, NU!"

"Nej, nej, jeg skal blive hos hende! Det er vigtigt, at jeg bliver hos hende!" Skreg Harry. Det hele forgik i slowmotion: Hun fik stød igen og igen, de trak i ham, han skreg, folk råbte. En mærkelig prikken i hans arm, fik ham til at se ned. En nål.

"Jag ska' blive hos hende," snøvlede han. Hans krop blev lagt ned på gulvet, mens han hoved blev holdt af et par hænder. Hans arme var tunge, og han kunne ikke løfte dem. "Det er vægtigt at jeg.. jeg.." Hans hoved ramte gulvet, og lyset forsvandt langsomt.

●═══════●♥●═══════●

Hold da op, sikke en masse dramatik! Det er noget tid siden at jeg lagde et nyt kapitel ud, og det beklager jeg rigtig meget. Inspirationen og lysten har ikke lige været der, og desuden har jeg haft travlt med skolen. Men nu fik I endnu et kapitel, som nok er det længste I nogensinde har fået - og nogensinde får! Det er faktisk kun 5-6 kapitler tilbage, og det gør mig helt trist.

Hvad synes I om kapitlet? Tror I at hun dør? Eller vågner? Eller forsvinder igen? Jeg elsker kommentarer, så skriv hvad der falder jer ind!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...