regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6072Visninger
AA

8. » let me prove it «

8

Telefonen ringede. Igen. Den konstante kimen havde varet i fire dage, og Harry måtte indrømme, at han var på nippet til at give sig. Han følte sig stadig forrådt, brugt - som et eksperiment, men hans ufornuftige og helt igennem uforbederlige hjerte, mindede ham om, at det de havde haft, det de stadigvæk havde, var ægte. Det skulle det være.

Han havde intet sagt til drengene; de vidste jo ikke engang, at de ikke havde haft sex endnu. Set i bagspejlet mente Harry, at han skulle have vidst at der var noget galt. Havde det bare været de første uger, ville det være forståligt. Den første måned, acceptabelt. Men tre måneder.. Han burde havde gættet det.

Hvem havde han overhovedet, når det kom til stykket? Hans mor? Søster? Venner var der selvfølgelig nogen af, men de ville på ingen måde forstå det. Hun havde været hans sol, omdrejningspunktet i hans liv i de sidste måneder. Harry gennemgik om og om igen, alle de dårlige ting, som forholdet havde gjort ved ham. Hun havde isoleret ham, snydt ham, løjet for ham, brugt ham... Listen virkede bare ikke lang nok, og det generede ham.

Stuen var et stort rod. Pizzabakker, gamle tallerkener og brugt tøj lå spredt ud over rummet. Gardinet i vinduet var ruller halvt ned, og solens dovne stråler var det eneste lys. Lejeligheden afspejlede i den grad Harry elendighed.

Dørtelefonen gav pludselig lyd fra sig. Han fik sjældent gæster, og da slet ikke uventede. Den aggressive lyd fik ham til at fare op. Verden tippede kort for ham. Han havde ligget for længe ned.

"Jah?" sagde han hæst, efter at han havde taget røret. Hans mund var tør og øm. Der lød en skratten i den anden ende, inden den alt for velkendte stemme. Selvfølgelig.

"Harry, det er mig, og du skal ikke lægge på! Lyt til hva-" han tog røret væk fra øret og trak vejret dybt. Rolig. Så satte han det op igen.

"-år og hvordan du har det. Jeg er altså fucking bekymret for dig. Please luk mig ind så vi kan snakke, please, jeg lover det hele bliver godt igen!" Hun trak vejret dybt. Støjen fra gaden, omverdenen, trængte ind i hans univers og smadrede det porcelæns forsvar, som have lagt sig over ham. Harry lænede panden mod væggen. Inden at han kunne tænke sig, trykkede han på den grønne knap med nøglen på.

"Tak, tak, tusind ta-" Han skyndte sig at smide røret på. Med hurtige bevægelser begyndte han at rydde op, i takt med at ekkoet fra hendes trin i opgangen kom tættere og tættere på. Hun skulle ikke se hvor meget hun påvirkede ham. Han ville ikke fratages sin sidste værdighed.

Der lød tre korte bank på døren. Han skubber de sidste tomme pizza bakker ind under sofaen, og skaber til en sammenkrøllet trøje. Hun er derude. Bag døren. Med rystende hænder åbnede Harry døren.

"Hej Harry."

"Hej." Hun havde en grøn jakke på. Hendes fødder var beklædt med hvide kondisko og håret var samlet i en løs knold. Han flyttede sig, så hun kunne komme forbi ham og ind i lejeligheden. I det hun passerede ham, strejfede hendes fingre kort hans hånd. Harry bed sig i læben.

Han havde prøvet at fjerne alle aftryk fra hendes tilstedeværelse i lejeligheden. Alt fra den tandpasta hun havde forslået at han købte, til den flaske vin de havde delt en aften. Men det hele havde været forgæves: Nu var hun her, med alle sine tanker, følelser og undskyldninger.

Hun tog skoene af, men beholdt jakken på. Han sagde intet. Harry lagde mærke til at hun rørte dørkarmen, inden hun gik ind i stuen. Han fulgte efter. De satte sig på sofaen.

"Vil du høre hvad jeg har at sige?" Harry var egentlig ikke sikker på om han ville, men nu var hun har. Havde han overhovedet et valg? Han kiggede ned på sine hænder.

"Jeg.. Jeg er så ked af alt det med Theresa! Det er jeg virkelig! Du ved jeg holder uendeligt meget af dig o-"

Men elsker du mig? tænkte han

"-erne have det til fungere. Det ved jeg at du også vil. Please Harry. Fortæl mig hvad jeg skal gøre, så gør jeg det."

Han løftede langsomt blikket. Hendes øjne var våde, og hendes hænder holdt krampeagtigt fast i jakkens kant.

"Det er bare.." han famlede hele sit ordforråd igennem efter ord, og blev i tvivl om, hvad der bare var. "Det er bare.. Det er svært. Det er svært at tænke på, at d-du har.. at jeg ikke er sikker p-på hvor jeg har d-dig." Han undertrykte en hulken.

"Lad mig bevise det" hviskede hun. Han nikkede.

Hun rejste sig langsomt. De smalle hænder fandt langsomt vejen op til jakkens åbning. Langsomt, uden at bryde øjenkontakten, kørte hun lynlåsen ned. Han var åndeløs. Alt hvad havde drømt var lige foran ham. Hendes overkrop var bar og hun havde kun et par trusser på.

Med rystende ben gik hun langsomt hen mod ham. Hun så sårbar ud. Hendes øjne var stadig blanke, men hun virkede beslutsom. Brysterne var små og runde, men det ville aldrig falde ham ind at ønske dem større. De passede til hende. Hun skubbede ham blidt tilbage i sofaen og han lod hende. Harry var helt og aldeles i hende vold.

Da hun langsomt spændte hans bukser op, lagde han nakken tilbage. Hun satte sig med knæene på hver side af hans krop. Da han blidt stødte op i hende, gav han et tilfredst støn fra sig.

Endelig.

Når Harry virkelig savnede hende, plejede han at spille sin telefonsvarer igennem. Det var ynkeligt, smertefuldt og helt igennem hjerteskærende, men der var noget ved lyden af hendes stemme, som fik ham til at ånde en smule mindre tynget.

Dr. Tyson havde bekymret kigget på ham over brillerne, da Harry havde fortalt om denne tildens. Det var torsdag. Dagen før havde han ikke haft modet til at gå ind på hendes stue. Han spurgte en sygeplejerske om hendes tilstand.

"Hun har det godt. Lægerne snakker om at sætte den kunstige hjerterytme fra, inden for de næste tre til fire uger," havde hun sagt. Det lille håb voksede inde i ham, men han var bange for at det snart ville dø ud. Hvad hvis hendes hjerte var så skadet at hun.. Nej, selvfølgelig var det ikke det.

"Hvad med hendes forældre?" Tyson havde placeret sine fingerspidser mod hinanden. Harry trak på skuldrene, uden helt at have gennemskuet hvad det var, at han spurgte om.

"Lad mig omformulere mit spørgsmål; har du snakket med hendes forældre?" Harry rystede på hovedet.

"Nej.. Jeg har ikke lyst til at snakke med dem."

"Hvorfor ikke?"

"Je-.. De har ikke været særlig søde ved hende." Harry skrabede hans højre fod mod gulvet, så snuden af hans sko gav et hvin fra sig. Tanken om at snakke med hendes forældre.. Ville han overhovedet kunne se dem i øjnene?

"Hvordan?"

"Da.. Altså alt det med Theresa," hendes navn smagte surt og bittert, og efterlod en smag af råd.

"Da de fandt ud af de havde... At de havde været lidt mere end veninder, skubbede de hende væk. Jeg ved ikke hvordan, hun snakkede aldrig om dem. Jeg tror.. Måske skammede hun sig. Altså over ikke at have en familie."

Indrømmelsen, det at høre ham selv sige det højt, gav et jag i maven. Stod det til ham, ville det hele blive fejet ind under det tungeste gulvtæppe der fandtes, og aldrig se dagens lys igen.. Det var fortid, og det ville det forblive.

Hvis ikke hun var hans, hvis ikke hun ville være hans; Harry ville ikke kunne bære det. Det hele var om hende. Alle hans vågende timer brugte han på at tænke på hende. Selv i drømmene drev hun rundt, et ansigtsløs spøgelse med bløde hænder, der skubbede ham væk.

Tyson nikkede tænksomt. "Men Harry, hvorfor skulle det have noget med dig at gøre?"

"Jeg har aldrig mødt dem." Irritationen begyndte at summe i hans hænder, og han pressede dem mod han lår, i et forsøg på at skjule det.

"Du fortalt mig da om de-"

"Lad være med at snakke om det! Jeg har aldrig mødt dem!" hvæsede Harry. Nu holdt han knugende fast i det slidte cowboy-stof. Ikke tænk på det. Det er lige meget.

"Det var det for i dag," Tyson rejste sig, og glattede skjorten. Harry kiggede forvirret på ham. De havde kun snakket i et kvarter.

"Ud med dig, jeg har andre klienter." Han rejste sig, og gik overrumplet ud af kontoren. Tyson smilte venligt til ham og vinkede, inden han lukkede døren.

●═══════●♥●═══════●

Uh.. Min anden (hvis den her overhovedet tæller) sexscene! Personligt er jeg ret tilfreds. Tak for de mange fans (43!!), alle likes og favoritlister. Det gør mig så glad! Har I set, at jeg har vundet One Direction fanfiction konkurrencen, med historien "beautiful"? Jeg er virkelig glad! Hav en forsat god søndag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...