regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6075Visninger
AA

5. » lay here «

5

"Harry min skat! Hvor er det dejligt at se dig!" Han blev trukket ind i velkendt, varm favn, og kunne mærke hvordan hendes ansigt blev begravet i hans skulder. Bag ham kunne han høre hende fnise, og han skubbede forsigtigt sin mor væk. 

"Jeg er Anne, hvor er det dejligt at møde dig! Harry har fortalt så meget om dig!" Anne væltede forbi ham, lige så begejstret som en hundehvalp, og hev hende tæt ind til sig. Harry så hvordan de grønne øjne blev opspilede af overraskelse, men hun krammede alligevel Anne igen.

"Jeg er også virkelig glad for at møde dig!" hun trak sig væk, og kiggede nervøst op på Harry. Han smilede beroligende til hende, og aede hendes håndryg.

Indenfor ventede Gemma, der ligesom moderen, omfavnede dem begge, og overdyngede parret med søde ord og komplimenter. Ved bordet gik snakken om uddanelse, interasser og endte ved minefældet: Familie.

Da Gemma, i den bedste mening, spurgte til forældre, lukkede hun af. Under bordet fandt han hendes kolde hånd, og forsøgte at berolige hende ved at flette sin fingre ind i hendes. Hun fejede alle spørgsmål af med et kort svar, og samtalen drejede igen over mod et mere sikkert emne.

"Tror du de kan lide mig?" Efter opvasken gik de op på det værelse de havde fået tildelt. Hendes hår slået ud, og han havde begravet sine fingre i det.

"Selvfølgelig. Alle kan lide dig," mumlede Harry mens hans placerede små kys på hendes kæbe. Hun ignorerede ham, og kiggede bare lige ud. Han stoppede med at kysse hende, og lagde sig i stedet ned.

"Læg dig her," han klappede på madrassen ud for hans brystkasse. Hun smilede og rykkede ned til ham. Hans læber var straks i hendes nakke, og hans hænder fandt vejen ind over trøjen, hvor de tegnede cirkler. Hun var blød og varm, han havde ikke lyst til at give slip.

"Harry," hviskede hun og skubbede lidt til ham. Han sugede sig fast på hendes hals, og nød at være så tæt på hende. Hendes krop var velkendt, og han følte sig hjemme.

"Harry!" Med et ryk gjorde hun sig fri, og rullede væk fra ham. Luften føltes pludselig kold. Hun satte sig op og kørte frustreret hænderne gennem sit hår. 

"Hvad er der?" han satte sig også op, stadig lidt fortumlet.

"Hvorfor.." hun bed sig i læben og nægtede at se på ham.

"Hvorfor hvad?" han stemme var kold, og hun krympede sig. Afstanden mellem dem var længere end den halve meter der var imellem deres kroppe. Hun havde trukket sig væk fra hans omfavnelse. Det brændte inde i ham. Afvisning. Hun havde afvist ham

"Hvorfor presser du mig hele tiden?" ordene snublede ud, nærmest som om hun skammede sig over dem.

"Presser dig? Siger du at jeg fucking presser dig, når det er dig der ligger op til det!" Hans vejrtrækning var hektisk, og han havde lyst til at slå til noget.

"Nej jeg gør ej," hendes stemme var endnu mindre end før. "Hvorfor kan du ikke acceptere at jeg gerne vil vente?"

"Fordi det ikke er normalt!" det var ikke meningen at han ville sige det. Og slet ikke på den måde. Hun veg tilbage som om han havde langet ud efter hende,

"Normalt? Hvorfor er du så bange for ikke at være normal, Harry?" Måden hun sagde hans navn på fik vreden til at knække. "Du ved jeg holder ufatteligt meget af dig, men det betyder ikke at jeg har lyst til at gå i seng med dig."

"Er du ikke tiltrukket af mig? Er det det problemet?" Hun rystede på hovedet. Luften var tyk af usagte ord. Harry kæmpede med ordene, vidste ikke hvad han skulle sige.

"Undskyld," mumlede han, "det er bare.. jeg er så bange for at miste dig."

Hun kiggede ømt på ham, og kravlede over til ham. Han tog hende i hans favn og vuggede hende som en baby.

"Du mister mig ikke. Jeg er jo lige her."

Det blev onsdag. Harry vågnede op på sofaen med ondt i ryggen, men følte alligevel sig lidt friskere end ellers. At tænke på endeligt at skulle se hendes igen; hans hjerte føltes ikke helt så tungt, og han havde lettere ved at trække vejret.

I badet så han hende hele tiden for sig, forstillede sig at hun var der sammen med. Han for så vild i sine egne dagdrømme at han med lukkede øjne rakte ud efter hende. Da hans hænder ramte den kolde stenvæg dalede hans humør drastisk. Han havde næsten kunne mærke hendes hænder i hans hår.

Han trådte ud af badet, og tørrede duggen af spejlet. Den unge mand kiggede på ham med et lukket blik, som om det havde set alt for meget. Daggamle skægstubbe prydede hans hage, og hans øjne virkede hævede og røde. Bekymringerne og manglen på en ordentlig nats søvn havde sat sit præg på hans ydre. 

I metroen mod sygehuset følte han sig i sin egen kubel. Han betragtede menneskerne der stod af og på, følte deres kroppe når de maste sig gennem vognen, duftede parfumen og cigaretrøgen. Han var der bare ikke sammen med dem.

Det var som om at hans krop var lammet; i stedet for at være nervøs når han var omkring andre mennesker lukkede hans krop af. Sorgen over at have mistet hende - eller mistet størstedele af hende, dog med et lille håb om at hun ville vende tilbage, havde knust ham.

Hvis hun.. han turde ikke engang tænke tanken til ende. Hun vågnede. Selvfølgelig gjorde hun det. Han lænede hovedet mod den gule stang som han holdt fast i. Da tuben endelig rullede ind på stationen, gik han med sløve skridt ud af vognen.

Det kolde lys fik ham til at knibe øjnene sammen, som han fulgte strømmen op mod overfladen. Sollyset var endnu værre, og han fortrød at han ikke havde medbragt solbriller.

Efter få minutters gang tårnede de grå bygninger sig op over ham. Han bevægede sig hjemmevandt mod indgang C2. Elevatorturen virkede længere end normalt. Hans hjerte dunkede hårdt i brystet.

Endelig åbnede døren, og han gik med lange skridt op mod skranken. En mørk kvinde iført lyseblåt sygehus-tøj stod og tastede noget ind på sin computer. Han opgav hans eget og hendes navn, og kvinden lod ham komme igennem.

Han stoppede foran den velkendte dør, med hånden hvilende på håndtaget. Forsigtigt åbnede han den, og trådte hen til sengen. Hendes hud virkede endnu mere bleg en ellers, og huden over hendes kindben sad stramt. Han aede hendes hånd, og kyssede den blidt.

Slangerne sad som de plejede, og maskinerne bibbede taktfast. Han knælede ved siden af sengen, og knugede hendes hånd ind til sig. Hun var så tæt på, men så slet ikke alligevel. 

 

●═══════●♥●═══════●

Tusinde tak for alle de positive kommentarer - I skal vide at jeg virkelig sætter pris på hver af en af jer! "regret" betyder rigtig meget for mig, så jeg er utrolig glad for at I også kan lide den.

Jeg har lige et hurtigt spørgsmål; Synes I at Harrys pige skal navngives - eller, jeg har allerede givet hende et navn, men synes I at det skal fremgå i historien? Det er nemlig blevet lidt svært at skrive scener med andre kvindelige karakter  når hun altid omtales med et "hun". Hvad synes I? Igen, tak for alle de rosende ord!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...